Tak for svar begge to.
Ja det er rigtigt, jeg er under 40, faktisk også under 30. Det gør det måske endnu mere vanskeligt?
Mit største problem er at det er "usynligt" det jeg fejler og ikke noget man umiddelbart kan se på mig, så jeg er bange for at man ikke vil se mig som "rigtig syg".
Jeg er gift, så min ægtefælle vil helt sikkert kunne hjælpe mig.
Jeg har min sygdom nogenlunde i kontrol så længe der ikke er stress, så længe jeg ikke er i arbejde eller lign., men bare har de alm. huslige pligter og hjælper min mand lidt med at starte økologisk landbrug. Jeg kan tage alle de hvil jeg vil og trække mig fra arbejdet i en dårlig periode, altid nøjes med de småting jeg kan holde til. Jo, jeg er træt og jeg slipper aldrig helt for gener, men på en rigtig arbejdsplads ville jeg ikke kunne klare den selv med få timer.
Min mand vil gerne løse det ved at vi får landbruget op på fuld tid, så det er vores eneste indtægtskilde. Min mand vil kunne gøre det meste selv, men det er dyrt at komme i gang og nå dertil.
Hvis jeg ikke havde min mand anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre, for nej, så kunne jeg helt sikkert ikke klare mig selv.