[gisne]

Det er ikke sikkert du vil bryde dig om det jeg skriver, men gør jeg det alligevel.

Jeg har selv et familiemedlem med psykisk sygdom og har arbejdet inden for både social og hospitalspsykiatrien i flere år, indtil jeg kom til skade.

Det er nødvendigt at der sker det der sker, for der er både skærpet underretningspligt og omsorgssvigt at tænke ind ifht drengen. Det skal tjekkes af hensyn til ham og at de netop er sammen, tyder jo netop på at de vil yde hjælp til at de bliver sammen og får den hjælp de begge har brug for.

Alt hvad de observerer blive nedskrevet, som regel ret beskrivende og de må jo have nogle observationer at basere deres udtalelser på. Jeg tror ikke på at de ikke har en professionel tilgang til hende, selv om det måske ikke er på den måde hun lige vil have at det skal være.

Jeg ved at det er hårdt at være pårørende, men vi pårørende er ikke tilstede hele tiden og nogle gange lykkes det hvad enten det er bevidst/ubevidst at holde facaden når vi er tilstede og deres virkelighed/dagligdag kan være anderledes når vi ikke er der.

Din datter har brug for en enten privat socialrådgiver eller advokat som kan væres hendes hjælper i sagen. Som kan få hendes side af deres tilværelse frem og sikre at observationer og sagsakter er faglig rigtige fra børnesagsbehandler/udviklingscenter.

Du må indse, selv om det er smerteligt, at du hører det fra din datters side og ikke ved hvordan det er når du ikke er der.

Det kan være det er præcis som hun beskriver, men det kan også være at det ikke er.
Du skal være pårørende og lytte og holde om og af hende, men ikke gå ind og være aktiv del af sagen, men lade den hjælper I forhåbentlig kan skaffe hende klare - vedkommende har ikke følelser i klemme og kan bedre overskue sagen og finde ud af hvad der er op og ned.