Hej!
Jeg er på kontanthjælp og har været det i snart ti år. Jeg bor i Københavns Kommune, i en pænt stor lejlighed sammen med min søn og svigerdatter, og vi deles om huslejen, som er alt for dyr for mig alene. Kontrakten er i mit navn.
Da kontanthjælpsreformen trådte i kraft, skulle jeg udfylde en erklæring om civilstand. Jeg er enlig, men bor som sagt sammen med sønnen og svigerdatteren, så jeg skulle også skrive hvor meget de bidrager med til huslejen.
Dette huslejebidrag betragter kommunen som en indtægt, som de modregner i min kontanthjælp. Jeg brokkede mig, men fik at vide, at sådan er lovgivningen. Til sidst blev jeg så vred, at jeg måtte gå min vej.
Jeg har ikke siden gjort noget ved det, fordi jeg bliver dybt deprimeret og meget vred hver gang jeg tænker på det. Sidst jeg havde ballade med kommunen tog det 11 måneder før jeg fik medhold fra Ankestyrelsen, og det var kun fordi boligselskabets advokat forbarmede sig over mig og trak sagen i langdrag, at jeg ikke blev sat på gaden.
Jeg får stadig angstanfald, når jeg tænker på det, og bliver som sagt suicidal og homicidal på samme tid, og det er ikke sundt, hverken for mig, eller den sagsbehandler/politiker, som det kommer til at gå ud over, hvis filmen knækker. Så jeg undgår at tænke på det, og har efterhånden vænnet mig til at spise havregrød
.
Men det er efterhånden blevet svært at få tingene til at hænge sammen med et rådighedsbeløb på 7-800 kr. om måneden , og jeg synes det er fuldstændig urimeligt, at de unge mennesker skal bruge deres penge på at holde liv i mig.
Mit spørgsmål er: Er dette virkelig lovligt? Nytter det at gå til en advokat?
vh vonduus