Aner ikke engang, hvad jeg skal kalde overskriften. Er forvirret, nervøs osv. for, hvad der venter mig
34 år, sygeplejerske, gift, 2 børn, bipolar lidelse og afventer udredning for ADD (er blevet meget populært ja). Men en diagnose giver mig intet flexjob, ved jeg.
Jeg vil faktisk helst ikke have Flex. Nej, det er der jo ingen der vil.... men jeg mener, at det er så svært for mig at skulle acceptere mine begrænsninger.
Helt ærligt; jeg er en god sygeplejerske. Jeg kan mit fag og jeg elsker det.
Jeg er sygeplejerske i hver en celle i min krop.
Ja jeg kan stadig være sygeplejerske, trods dét at skulle have flexjob. Men ikke på samme måde
Nu er der sat ord på mistanken om ADD. Nå ja, 34 år..... kunne have tænkt mig at have vidst det for 30 år siden. Men det kan jo ikke bruge til noget. Det her er nutiden, og fremtiden....
Jeg kan ikke foretage mig noget som helst andet end at kæmpe mig igennem tiden, indtil jeg kan søge Flex. Jeg VIL ikke sygemelde mig nu. Men det koster, det her..... det er så hårdt. Kan intet andet end spise og sove når jeg kommer hjem fra arbejde. Mine fridage går til mand og børn. Det holder ikke i længden. Det skal siges at på arbejdet fungerer jeg som andre. Al min krudt bliver brugt til mine patienter
Jeg kæmper mod træthed, dårlig søvn, kvalme, hovedpine (bivirkninger), uro, muskelspændinger, manglende overskud.... Gør brug af min paragraf 56 (hvor der paragraf tegnet henne?) når det er værst.
Sidst jeg var sygemeldt, talte jeg med min sagsbehandler i tlf. Hun var virkelig sød og omsorgsfuld. Spurgte til, hvordan mit liv fungerede. Måtte gå til bekendelse og fortælle det. Hun sagde at jeg skulle overveje om det skulle fortsætte sådan
nej det skal det jo ikke. Skal jo kunne andet end at sove når jeg kommer hjem fra arbejde.
Afventer den psykiater..... har store forventninger til ham. Så skal jeg udredes.... måske prøve anden medicin (Åh nej... ikke igen) og kan så tage hul på, hvordan mit liv kan se ud.
Hvad gør jeg når jeg er udredt??
Hvad tænker i?
