Nu er det fysisk jeg kæmper med, dvs. jeg mener jo også at der er gået noget i stykker inden i mit hoved.
Jeg har nemlig ændret mig siden ulykken. Meget.
Jeg gør meget i "det har jeg lyst til opgaver" - det jeg mener er, har jeg lyst til at få gjort rent i huset, så er det det jeg gør, vel vidende at det koster de næste dage (ind i mellem bliver jeg overrasket over at smerterne ikke bliver forværret som forventet
) Andre gange ved jeg at jeg skal til et eller andet dagen efter og vælger så mine handlinger ud fra dette.
Jeg har også tit meldt fra, til familiesammenkomster, naboskab, veninder ja selv nødvendige indkøb har jeg skudt. F.eks. pt har jeg bestilt min medicin på apoteket, det er pakket og klar til afhentning, men jeg har jo til et par dage endnu, så jeg trækker den.
Jeg har ofte diskuteret med min mand omkring dette, da han mener jeg er blevet menneske sky - set i forhold til hvordan jeg var før... han mener også jeg har social angst ind i mellem
Jeg er selvfølgelig dybt uenig og vi kan godt blive temmelig uenige når emnet kommer op. Jeg forsøger jo at forklare ham at jeg har så meget rigeligt i det her hjemme og ikke kan overskue mere end det ...
Jeg foretrækker så at have gæster hjemme. Synes det kan være svært at tage ud og så er det "for nemt" at melde afbud.
Hvis der kommer gæster her, er det knap så nemt, at melde ud at det er aflyst - synes jeg.
Vi holdt en fødselsdag og jeg var bare træt, mast og helt flad. Vi sad så og småsludrede i "de bløde" og sniksnakken gik lystigt. Jeg faldt pludselig i søvn. Havde siddet og lyttet til de andres snak og bang, så var jeg væk... blev ikke populær hos min svigerfar, der som den eneste opdagede det og sagde det til min mand, der så nænsomt skubbede til mig. Man kan s*u da ikke sove når man har gæster... øhh jo jeg kan godt
Jeg faldt jo omkuld, det var jo ikke fordi jeg lagde mig til at sove..
Mine svigerforældre, mener så også bare at jeg "bare skal tage mig sammen og komme i gang"... det jeg fejler er hysteri... det er kun dem der kan fejle noget for de har jo knoklet hele livet og desuden kan man jo se det fysisk, det de fejler .. Min svigerfar har grundet en arbejdsskade været ftp i 30 år... ja ja moral er godt, mon dobbelt moral så er dobbelt så godt
Men ja, jeg magter heller ikke så meget og hvis vi skal noget flere dage i træk, puha det går som reglen ikke for mig. Bare tankerne gør mig træt og mast
Den næste tid bliver hård... vi skal til konfirmation, vi skal til knægtens sportsstævne, og vi skal selv holde konfirmation ...
og samtidig er jeg startet job - heldigvis kun onsdag og fredag, så jeg har dage at restituere i.
Hvis det var hver dag, ville mit liv bestå i arbejde, sove, arbejde, sove..
Jeg har også mere end een gang brudt sammen i krampe gråd og hulk og hysteri fordi jeg ikke har kunne overskue det der lå foran...
Så du er ikke alene om ikke at kunne overskue så meget af gangen.
