Takker pip - jeg kommer lige der over fra, og hun ved udmærket godt hvordan jeg har det. Og i dag var hun på den der "jeg magter det ikke og det er ufarligt" måde.
Men jeg fandt da ud af, at det er fordi hun ikke gider at komme på hospitalet, hun gider ikke at sidde der oppe og få taget blodprøver osv.
På vej hjem tænkte jeg også, at hun må selv styre det. Jeg har det bare sådan, at hvis der sker noget, så har jeg det bedst med at have gjort alt hvad jeg kan, så jeg ikke skal dadle mig selv for ikke at have gjort noget.
Men godt jeg tog der over i Torsdags, for i telefonen sagde hun at hun bare haltede lidt fordi hun var blevet stukket af et dyr. Men da jeg kom der over, viste det sig jo, at hun SLET IKKE kunne gå, selvom hun stædigt forsøgte.
Hun blev også pænt negativ over at jeg havde fået fat i vagtlægen (som kom der hjem), men det vil jeg blæse på. Så kan hun jo bare sige sandheden. Og så fik hun jo også de piller som kunne tage smerterne, for dem havde hun nemlig ikke. Så noget godt kom der jo ud af det.
Og er det os andre der fejler noget, så er hun straks på pletten med diagnoser, anbefalinger til specialister, og liste med til lægen, og "sådan noget skal man aaaaldrig kimse af" - det er det der er så underligt. Når det er hende selv, så gider hun ikke gå til lægen, så orker hun ikke at blive indlagt, og alt er bare en storm i et glas vand.
Nå, men nu gider jeg heller ikke tænke mere på det
