Citat:
Oprindeligt indsendt af Priks
Åh, altså nogle psykiatere er bare så påståelige og magtliderlige.
Jeg brugte også en del tid hos en kvindelig psykiater, der eksempelvis sagde til mig, at hvis jeg i forbindelse med min spiseforstyrrelse fik trang til at overspise, så måtte jeg altså gøre det i gulerødder, punktum slut! Det var så de 2 minutter vi brugte på dét problem, for så måtte det jo være fikset, da hun jo altid havde ret.
Da jeg endelig en dag tog derop og sagde til hende, at jeg ikke brød mig om hendes tilgang til mine problemer og at vi simpelthen ikke passede sammen længere, der blev hun eddermagme også fornærmet. Hun lignede en hønserøv i hele skærmen og kunne ikke få mig afsted hurtigt nok. Nedern type.
Jeg må sige, at jeg derfor er utroligt glad for at komme hos en psykolog, hvor jeg selv betaler (med tilskud dog), for groft sagt - når DU betaler, så er det DIG der sætter dagsordenen. Det er min erfaring i hvert fald. Og det er bestemt ikke fordi jeg mener, der partout skal være en, der har bukserne på, men hos en selvbetalt terapeut er forholdet bare mere ligeværdigt. Jeg har aldrig oplevet magtliderlighed hos en psykolog.
Så jeg betaler hellere noget for terapien, når det kan give mig medbestemmelse og få mig til at føle, at jeg bliver taget alvorligt.
Og inden der kommer nogen og skriver at en psykolog ikke kan udskrive medicin ligesom en psykiater kan, så skriver jeg det lige selv her. For nej, det kan en psykolog ikke.
|
Åh, jamen det lyder da også som en "super god" gulerodspsykiater, suk. Det virker da ikke som om, at hun havde noget særligt stort kendskab til spiseforstyrrelser? Hvis det var så pokkers nemt, at lade være med, så havde du vel selv lige knibset med fingrene og fikset det?
Jeg har forhørt mig lidt rundt omkring, og det er åbenbart ikke usædvaneligt at psykiatere er noget magtliderlige. Der er jo heller ikke nogen der tjekker dem, altså om de gør deres arbejde godt nok, om der er nogle resultater af deres behandling. Det er da noget underligt noget
Så kan de jo bare have de samme patienter gående i årevis, uden reelt at hjælpe dem, bare fylde dem med piller og så skovle ind af statens penge. Hm, det lugter nærmest af socialt bedrageri, haha, hvorfor kommer den slags ikke i medierne?
På et tidspunkt havde psykiateren også fået ind i hovedet, at han mente at jeg var deprimeret. På dette tidspunkt var jeg nyforelsket og havde det helt vildt godt! Jeg ved altså godt hvad det vil sige, at være deprimeret og jeg var bestemt ikke deprimeret på dette tidspunkt. Så jeg protesterede og argumenterede hos ham, men lige meget hvad jeg sagde, så mente han, at det hang sammen med at jeg var deprimeret
og jeg skulle sørme have lykkepiller. Det sagde jeg nej til, lykkepiller ikke virker på mit søvnproblem. Puha, så var han fornærmet
. Senere indrømmede han så også, at jeg nok alligevel ikke havde en depression.. Torsk..