Oprindeligt indsendt af blue-sky
Hej alle. Jeg prøver at gøre dette så kort som muligt.
Jeg er 26 år gammel og lider af aspergers, ADD, OCD, PTSD (posttraumatisk stress), generel angst, socialfobi og kronisk depression. Det betyder blandt andet følgende for mig:
- Jeg kan ikke "tåle" menneskekontakt - faktisk kan jeg ikke finde ud af at omgås mennesker, grundet min aspergers. Jeg kan knap nok sidde blandt min nærmeste familie, og min kæreste og jeg kan ikke se hinanden en hel dag, uden at jeg bliver meget syg af det.
- Min OCD gør at jeg bliver voldsomt syg, hvis alt ikke kan planlægges ned i mindste detalje - hvis der sker noget uventet, eller en person stiller mig et spørgsmål jeg ikke havde forventet, hvis jeg sidder og arbejder og der sker noget uventet såsom computernedbrud, så bryder jeg sammen psykisk.
- Min angst og socialfobi gør at jeg ikke kan sidde blandt mennesker.
- Min PTSD gør at jeg ikke kan klare hvis jeg kan høre folk jeg ikke kan se, hvilket udelukker at jeg kan sidde i et rum midt i en bygning - og da jeg grundet min angst og socialfobi ikke kan sidde blandt mennesker, er det derfor meget begrænset hvor jeg kan befinde mig på en arbejdsplads.
Aspergers er en udviklingsforstyrrelse i hjernen, og i må derfor ikke opfatte dette som en psykisk lidelse der kan behandles - da det er umuligt. Mine psykiske lidelser kan ikke behandles med terapi, da min aspergers blokerer for muligheden for at ændre mine tanker og tilgang til ting. Jeg har forsøgt i 8 år, da jeg har været meget stædig - men intet har hjulpet. Alle psykiatere, psykologer og læger har oplyst at jeg ikke kan få behandlet mine lidelser, grundet min aspergers.
Jeg har været parkeret som sygemeldt i mange år, og været igennem hele møllen af psykiatrisk udredning, arbejdsprøvning etc. Det endte ud i at kommunen ville give mig en førtidspension - men jeg ønskede mig så brændende at have et arbejde, på trods af at jeg ikke kunne. Jeg søgte derfor selv ud i mere behandling, udredning og andet, da jeg havde et spinkelt håb om at kunne lære at overkomme et fleksjob - da jeg følte at førtidspensionen ville være en falliterklæring, og samtidigt ville det betyde at jeg måtte indrømme at jeg ikke var "normal".
Jeg fandt til sidst specialisterne, som er et sted der arbejdsprøver og ansætter folk med aspergers. Så kom der et lys for enden af tunnelen; hvis jeg ønskede det, ville de gerne ansætte mig, når min arbejdsprøvning var overstået.
Det eneste problem var; både de, og jeg, vidste at jeg aldrig ville få det bedre. Jeg ville aldrig kunne være et andet sted end dem, da en almindelig arbejdsplads ikke ville kunne rumme mig og mine behov - og jeg ville kun få det værre af at være et andet sted. Jeg har det i forvejen skidt over at være der, selvom det er det eneste sted som arbejdsplads, hvor de 100% har forståelse for hvad aspergers indebærer. Jeg skulle derfor vide, at jeg i fremtiden stadig skulle være klar over, at førtidspension nok var hvor jeg endte. Men de ville give det en chance med fleksjob hos dem, da de ved hvor brændende jeg ønskede mig det.
Så langt, så godt. Jeg takkede ja, og venter på at kommunen får godkendt min fleksjob-bevilling.. Men - nu kommer mit største problem:
Den nye reform!
Efter årsskiftet, vil folk under 40 ikke længere kunne få førtidspension. Hvis jeg derfor bliver sygemeldt fra fleksjobbet, vil jeg efter en periode ende på kontanthjælp - og være parkeret der indtil jeg bliver 40.
Samtidigt skal jeg arbejdsprøves hver 3-4 år, da fleksjob fremover kun bliver midlertidigt. Så skal jeg stresses yderligere og ikke være økonomisk sikker på hvor jeg står.
Jeg står derfor med et valg nu, som vil betyde alt for resten af mit liv - og jeg ved ikke hvad der vil tjene mig bedst..
At få fleksjobbet, og risikere at jeg om 3-4 år er så syg at jeg ikke længere kan klare det, og ende på kontanthjælp de resterende 10 år..
Eller:
At ansøge om førtidspension nu, være økonomisk sikret resten af min tid - men samtidigt vide, at jeg har nået endestationen og aldrig vil være nogen nytte igen..
Hvad ville i vælge?
|