Min sag ligger i beskæftigelsesankenævnet, da jeg nu har gjort det sidste krampagtige forsøg på at få nogen til at forstå, at den korteste vej til arbejde for mig, 58 år med skavanker og skånebehov, er at gøre sidste år af min uddannelse færdig.
Kommunen vil have mig i virksomhedspraktik, formodentlig i et fag, hvor jeg er ufaglært, så jeg ved godt, hvor jeg ender.
Nu har jeg imidlertid ansøgt om et opslået job, der ret nøje svarer til mine kompetencer, og som vil være ideelt for mig, både fysisk og mentalt.
Ville det nu være smart af mig at vælge et tidspunkt i samtalen, hvor jeg slår på den mulighed, at de kunne starte med mig som virksomhedspraktikant?
(Det bliver jo alligevel opdaget, at jeg har været arbejdsløs i mange år).
Til gengæld kan jeg ranke mig lidt over at have holdt dampen oppe på trods af den rumpetur igennem systemet
.
Jeg ved stadig, hvor jeg vil hen, og jeg har stadig evnen til at forny mig på mit felt.
Er der nogen, som har kloge tanker om den situation?