Så sidder jeg her, lørdag aften, og kan endelig trække vejret! Fra tirsdag, da jeg fik revas beslutning til torsdag, da jeg igen ankom til reva, følte jeg, at jeg gik rundt i en rus. Jeg var svimmel, havde ondt i hovedet, øjnene hængte vist mere i nakken end der hvor de bør være. Jeg spiste ikke meget, jeg kastede op og jeg GRÆD!!!!
Så det var hårdt at komme på reva. IT gutten kom hen til mig, da han så jeg sad på min plads Han nåede lige at sige "hvordan går det?" hvorefter jeg begyndte at græde igen. Utroligt man kan være så følsom, at man reagerer på andres BEKYMRING!! Anyway, fik samlet mig og ½ time senere kom han hen igen og vi fik os en lille snak om det hele. Han forstår min frustration, men som han siger, vil HAN mig det bedste og han har ikke jordisk chance for at gøre andet end at lytte, da han jo ikke er uddannet til at hjælpe mig med at få styr på alle mine følelser. Så sandt så sandt!
Jeg var til møde med min jobkonsulent senere. Jeg fortalte også hende hvordan jeg egentlig har det og har haft det siden tirsdag. Hun har en lidt anden tilgang til tingene, så i hendes verden er det jo vigtigt at jeg holder mig igang nu, så jeg kan "komme videre" og ikke bare falder i et hul. Jeg bad hende undersøge om jeg kan komme til at tale med psykologen, der var med til rundborssamtalen. Måske kan denne give mig lidt redskaber til at håndtere mine følelser omkring dette. Hun har nok en anden tilgang til det hele end min psykiater OG en fordel at hun arbejder fra systemet og ud... Nu må vi se...
Vi snakkede om hvad der videre skal ske. For det første hvad hendes og IT guttens arbejde blir nu. De skal jo lave en sammenfatning af alting, samt komme med konklusion. Meget af det der bruges, kommer fra rp'en - og så fylder de på med alt fra vores møder, min hverdag i IT, mit liv hjemme og min dagbog. Jeg får lov og mulighed for at gennemlæse og komme med kommentarer INDEN den sendes til jobcenteret. Min jobkonsulent vil tage kontakt til min sagsbehandler i sygedagpenge afdelingen - hende har jeg jo haft i 1½ år frem til fredag i sidste uge - og se om hun evt tager sig af sagen eller om den alligevel skal til en ny afdeling. Jeg håber selvfølgelig at min sb'er vil tage sig af den. Hun kender mig og behøver ikke stille en masse nye spørgsmål - hvor jeg må gå ud fra at en ny sagsbehandler vil rippe op i alting igen.
Herefter er det selvfølgelig op til jobcenter om de vil indstille mig til fp og endelig er det pensionsnævnet, der afgør om jeg får fp eller ej. I min verden er der LANG vej til der er noget sikkert. Jeg vil se brevet før jeg tror på det. Det fortalte jeg hende også. Jeg tror at det er svært for mig at forlige mig med bla. fordi jeg ved tiden kan trække ud fra nu og flere år, hvis jobcenter og nævn sætter sig på tværs. Der er jo intet der er sikkert.
Min jobkonsulent vil have at jeg allerede nu begynder at forberede mig på hvad jeg evt vil/kan bruge mit liv på, når/hvis fp'en godkendes. Jeg følte lidt jeg sad og talte hende efter munden, for det er ikke noget jeg kan tænke på nu, når følelserne er så meget i oprør. Jeg har brug for, for det første at synke, at det er sådan min fremtid nok ender. For det andet har jeg brug for en endelig afklaring inden jeg begynder at se fremad - der er MEGET der kan gå galt endnu.
Men vi får snakket lidt frem og tilbage - eller hun snakker jeg sir jaja... Bla har vi i første omgang aftalt, at jeg fortsætter på reva lidt endnu. Så jeg ikke bare stopper fra den ene dag til den anden - og på den måde føle mig endnu mere afvist. Vi har aftalt et par nye møder med ca 1 uges mellemrum. Hun vil gerne følge op på alting. Og da jeg først tænker over tingene, når jeg kommer hjem - og dermed først finder spørgsmål dér, er det rart at have en dag, hvor jeg kan få stillet disse og vendt evt. ting.
Hun er også ude i hvad jeg kan gøre med træning, gå ture, dagligdagens osv. Men som jeg sagde til hende, har jeg i princippet brug for en uge (altså +/-) hvor jeg får lov at finde mig selv, får sovet og bare er mig selv. Dette mener hun ikke er en god idé. Men igen, at det er vigtigere jeg kommer ud og får lavet aftaler. Jeg tænkte ikke så meget over dette deroppe - det kom jeg først til sent fredag eftermiddag efter en snak med min kære mor.
Som hun spørger om: Hvorfor skal jeg fortsætte på reva 12 timer/ugen nu, når de ved hvor ødelagt jeg er - OG hvor meget det påvirker min hverdag, og når reva HAR besluttet hvad de vil anbefale og allerede er gået i gang med deres konklussion? På denne måde, vil jeg stadig føle mig presset og forsøge at klare så meget som muligt - og med resten af min hverdag på stand by. Og hvor længe skal jeg så fortsætte? Jeg ved det ikke, men vil snakke med min psykiater om det mandag. Til mødet tænkte jeg som sagt ikke over det. Jeg var stadig i min lille tåge rus.
En anden ting, jeg har tænkt på efterfølgende er, at det er fint hun vil prøve at sikre sig at jeg ikke bare sidder hjemme, men allerede ved at snakke om at vi skal finde ud af hvad jeg evt kan lave, begynder jeg at mærke presset ved at SKULLE finde på noget. Det er et krav jeg ikke kan klare. Måske kan jeg aldrig klare det. Måske skal jeg gå en uge, en måned eller et år inden jeg kan tænke i de baner. Så det vil jeg også snakke med psykiateren om.
Vi endte ud med at aftale at jeg tog fri fredag. Eller nærmere JEG sagde jeg ville holde fri fredag. Var det ikke pga vores møde er jeg ikke sikker på jeg var kommet torsdag. Jeg havde brug for ro og søvn - hvilket jeg ikke rigtig fik de foregående næsten 48 timer. Jeg snakkede med IT gutten om det og han syntes det var super.
Og ærlig talt. Efter en god nattesøvn til fredag og en dag uden NOGET som helst krævende derhjemme igår og endnu en god nattesøvn til idag ser tingene anderledes ud.
Jeg har stadig 1000 modstridende følelser, men ved også hvad der vil være det rigtige for mig. Sagen er bare, at jeg ikke KAN føle mig rolig, før jeg få det brev med en endelig tildeling. Jeg kender systemet. Jeg ved hvad det kræver. Jeg ved hvor mange der blir afvist, selv om jeg jo vil sige at de har det værre end mig. Jeg kan ikke forberede mig på hvordan mit liv skal se ud "på den anden side", før jeg ved at alt er sikkert. Og jeg VED at der kan gå lang tid - også flere måneder - inden der ligger en afklaring. Så mit mål nu, er at få styr på mine følelser. Få snakket med min psykiater. Få skrevet spørgsmål ned til næste uge. Og PRØVE at huske at trække vejret.
Jeg vælger at lade mit sygedagpengestop ligge. Jeg kan ikke rumme mere - og selv om vi alle ved at jeg BURDE få forlænget sygedagpengene i stedet for at overgå til ledighedsydelse, så er det en kamp jeg vælger IKKE at tage. Måske dumt?? Ved det ikke. Men jeg har et større mål, der fylder meget - og jeg tror ikke det blir så "let" som reva mener, så jeg tror ikke jeg vil kunne overskue begge "kampe"....
Idag har jeg haft en ok dag. Følelserne ER jo ekstreme, men jeg har haft en masse overskud. Jeg har fået gjort godt og grundigt rent - og der er ikke sket noget på den front i 2½ uge, så det var tiltrængt. Nu sidder jeg efter et langt bad, under tæppet i sofaen, med kattene liggende lige ved siden af. Stearinlysene blafrer - og senere kommer der James Bond. DET er min aften! Ikke dårligt, når jeg selv skal sige det
God aften til jer alle
