Om man vælger at få børn eller ej og hvad årsagen er, er jo enligt temmelig privat *ss*
Men jeg vil nu alligevel... jeg er mor til 3, og hvis det ikke ar fordi min psyke siger stop ville jeg altså gerne have 4, 3 er maks for mig.
I hverdagen er det en styrke at jeg er ADHD´er, der er ikke den store tvivl om at mine unger ofte har mere sov (uansvarligt) kontakt med mig som mor end deres jævnaldrende er, forstå mig nu ret *gg* det er ikke sådan at jeg ikke er MOR, men jeg er bare langt mere afslappet, fx kender jeg ikke en eneste forælder ud over mig selv som griber de lange gummigsjokkere og slæber ungerne med ud og hopper i vandpytter.
Naturligvis er der også negative ADHD ting som berøre os i hverdagen, men skal jeg sammenligne med andre jeg kender så har de til gengæld andre negative ting de slås med, det går ca lige op.
Her er det største problem faktisk systemet, vores søn er uden tvivl ADHD´er og sikke en kamp bare for at få en diagnose på ungen, det er helt uhyggeligt, "alle" er enige om at han ikke trives som han bør, at han er anderledes og har ting han har sværere ved end hans jævnaldrende alligevel er der ingen der vil gøre noget ved det, vi har hørt samtlige "undskyldninger" der alle peger på os som forældre, det er så bare underligt at vores datter slet slet ikke har de problemer, er som alle andre piger på samme alder dog med den ene i mente at hun af de fleste opfattes som MEGET velopdragen.
Der er 15 måneder i mellem de 2 så hvordan det kan være opdragelsen der er knægtens problem er mig en gåde??
Nu har det naturligvis også noget at sige hvem man er som menneske og hvor "angrebet" man er af ADHD´en om man evner at være en fornuftig forælder, men de fleste milde til middel ramte vil jeg våge den påstand at de godt vil kunne være forældre.
Den der med at være den forælder man gerne vil være, det er der s q ingen der oplever, ALLE forælder har problemer med forælder rollen, at der opstår perioder hvor tingene er nemmere end andre kommer man ikke uden om, uanset.
Personligt er min erfaring faktisk at det er nemmere for mig at være mor for den største og den yngste, end for vores ikke ADHD´er vi har liggende i mitten, hende kan jeg ikke give det hun har brug for, jeg kan ikke give hende den ro og tålmodighed på den måde hun skal have det, det samme problem har jeg faktisk med andre folks poder, altså jeg elsker børn og så længe det indeholder noget kreativt eller vild leg, så går det glimrende, men så snart tingene bliver alvorlige er jeg nød til at stå af over for noremalismen, OGSÅ selv om at det er mit eget barn (men så det jo heldigt hun har en far der kan klare den side af sagen
)
Så uanset hvad skal man tænke sig om, og "måle" sig lidt på andre folks børn, at tage en beslutning om ikke at vil have børn er akkurat lige så stor som beslutningen om at vil have dem.