ADHD delen kender jeg, men "hey se et egern" (gender du den gruppe på fjæsbogen??)
Man er vel ADHD´er
jeg er bare knap så angrebet som du.
Nøjaen som du beskriver den kender jeg gud ske tak og lov ikke, men jeg kender følelsen af at blive overvåget (eller nærmere at være bange for at jeg bliver det)
Her handler det om kommunen, det dur bare ikke, når jeg er presset fra dem så klikker hjernen og fortæller mig at de er på lur, det totalt gak, men jeg kan jo ligesom ikke gøre ved det.
En gang har det været SÅ slemt at jeg absolut ikke kunne kontrollere det, jeg måtte låse dørene tjekke at vinduerne var lukket forsvarligt, og følte mig ikke tryg nogle steder (kravlede ellers under min dyne det tryggeste sted jeg kender, men ak) normalt kan jeg.. nej farmer NEJ jeg vil ej, altså med stædighed lade fornuften sejre, det er ubehageligt, for jeg er angst, men samtidig så er jeg mega stædig.
Jeg er diagnostiseret med generel angst, ikke fordi di jeg har det, for min angst handler om kommunen, men samtidig har den ramt alle mulige andre steder også (det bæ) Men nu er jeg smidt ud af systemet (ægtefældeforsørgelse) under en måned der efter, nærmest fra den ene dag til den anden (hvor jeg forinden overhovedet ikke var fungerende, jeg skulle have ALT af vide, at jeg skulle spis, at jeg trængte til et bad... jamen ALT) fik det super godt.
Det gik op for mig at vi godt kan overleve på ingen ting (til 5 næser har vi ca 4000 at rutte med om måneden der af skal varmen også betales) det er ikke luksus, og vi har et problem hvis vi skal have det mindste ud over mad, men vi lever da og vi har hinanden. Og det gik op for mig at jeg nu igen 100% bestemmer over mit eget liv, jeg skal ikke længere spørge pænt om lov, eller tænke over om jeg nu også må for kommunen, for de har INTET at sige længere, JEG bestemmer over MIG, det SÅ befriende.
Nå men pludselig kunne jeg gøre ting uden det mindste spor af angst, ting som jeg ikke har kunnet foretage mig i flere år, sådan en lille ting som at ringe til fx en forretning og bestille et eller andet, det kunne jeg ikke, det kan jeg nu, jeg kunne ikke være blandt fremmede uden at have en med som jeg var tryg ved og stolede på (så som min mand eller bedste veninde) det kan jeg nu, endda helt uden at mærke noget som helst til angsten selv ikke en lille sommerfuglelarve.
Det heeelt vildt underligt, men også supre mega ekstrem dejligt og befriende, dog er der 2 områder hvor angsten stadig har en stor rolle i mit liv, alt hvad der tidligere har været forbundet med kommunen, dvs hente post, anonyme telefon opkald, køre forbi rådhus (ny og gammel) og jobcenter osv osv, det kan jeg simpelthen ikke, så er angsten der som havde jeg aldrig fået det bedre, lige så kan jeg ikke med busser, med stædighed kan jeg hvis der er en med jeg kender meget godt, men alene, er det et *******, stædigheden kan holde til en 7 km lang tur (til nærmeste lidt større by) men heller ikke længere så overskrider jeg grænsen for hvad der er ok at presse mig selv.
Bus problemet stammer fra at jeg var i en bus der kørte galt, mens jeg var højgravid med min søn, normalt tager jeg ikke den type oplevelser som noget (andet end lige i en naturlig tid, altså det naturligt at reagere på den type oplevelser) men som gravid kører hormonerne jo gerne, samtidig var vi kort for inden tæt på at miste vores hus i en brand, og det har så tilsyneladende sat sig... lidt sjovt for bande genere mig ikke det mindste, tvært om kunne jeg holde til det fysisk (har fysiske skavanker også) var jeg blevet brandmand for længe siden.
Lige en lille detalje, (flere) afsnit, så kan folk bedre gøre ophold i teksten hvis de har behov for lige at tage en pause (hvilket en del her på k10 faktisk har)