[vallud]

Jeg er lige kommet hjem fra min psykiater, og hun har sat endnu mere gang i mine spekulationer.

Jeg spurgte ind til, om hun kunne give mig en diagnose på hvad jeg fejler, og hvad jeg skal gøre for at blive rask. Hun mener, at jeg ikke egentlig fejler noget man kan bahandles for, men at mine problemer skyldes, at jeg er som jeg er. Og hvis hun skulle give mig en diagnose ville hun sige, at jeg havde en dependent personlighedsforstyrrelse. Samtidig sagde hun, at det ikke lød af så meget på papiret set i forhold til det handikap jeg har.

Jeg havde jo håbet på, at hun kunne hjælpe mig noget mere, enten ved anden medicin, eller samtale. Hun sagde at hun ikke kunne se, at jeg ville kunne få et almindeligt job, på almindelige vilkår, men at jeg skulle have hjælp gennem kommunen, og hun mente at jeg var oplagt til flex ordningen.

Jeg kan jo læse herinde, at det ikke bare er ligetil at blive viciteret til flexjob, og heller ikke at finde et bagefter. Jeg nævnte at jeg jo kun kan være på sygedagpenge i et år, og derfor spekulerer meget over hvordan økonomien derefter skal kunne hænge sammen, hvis jeg ikke kommer i arbejde.
Jeg har en hest, som er det store lyspunkt i min hverdag, og jeg bor i et hus sammen med min kæreste, så når året på sygedagpenge er gået, kan jeg vel ikke få kontanthjælp før vi sælger huset og hesten, og har brugt de penge vi får fra salget.

Min psykiater sagder, at jeg bare skal tage det roligt, og lade være med at spekulere på det. Nu skal jeg snart til samtale med kommunen, og så finder de en løsning på det hele, de har nok nogle forløb jeg kan følge, og så går det hele nok i orden.

Jeg tror ikke på at kommunen lige har et tilbud til mig, og at det hele lige går i orden af sig selv. Så jeg kan bare ikke lægge det fra mig, og lade være med at spekulere.

Derudover har jeg svært ved at acceptere, at jeg er nået dertil, hvor jeg må erkende, at jeg ikke kan fungere på det almindelige arbejdsmarked. En ting er, når man har en sygdom, og derfor ikke kan arbejde på lige fod med alle andre, men når det er selve ens personlighed der gør, at man ikke kan fungere, så synes jeg bare det er den rene falliterklæring.
Jeg er gået fra at have ret store ambitioner mht til job. Jeg troede jeg skulle være dyrlæge, og har læst et par år på studiet. Det faglige kunne jeg sagtens klare, men psykisk kunne jeg ikke, jeg stillede alt for høje krav til mig selv, og gik ned med stress, og er aldrig kommet rigtig ovenpå.

Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre, nu kan jeg vel bare vente på at komme til at tale med kommunen, og så tage det derfra.