[Aspera]

TUSIND tak for svarene, og støtten- det varmer.

Ved ikke længere hvad det er for et land vi lever i... Syge mennesker bliver behandlet som det arveligste l...!

Jeg synes det er så møg hårdt, at være syg og skulle erkende, at man ikke kan det samme mere.
Og det er ikke en mulighed, at man får fred og ro til at bearbejde tingene- Nej der skal tages den ene kamp efter den anden med kommunen.

Hvorfor kunne dette ikke være et samfund, hvor vi tager os af de syge og de svage. Det kan jo ske for hvem som helst, og hvem vil ikke gerne støttes og rådgives og blive taget hånd om, i en sygdomssituation...

Jeg ser glæde hver dag- på trods af smerter, og træls medicin som ikke virker. Jeg er et positivt menneske, som har ressourcer til at kæmpe videre trods modgang. (og det smerter mig, at tænke på de, som ikke har de ressourcer)

Men somme tider er det svært, og somme tider trænger jeg bare til at få lov- få lov til at være ked af mit liv.
Være ked af, at dette skulle ramme mig, være ked af, at jeg ikke ved om jeg er her når mine børn skal konfirmeres.

Og så op igen, for det skal nok gå det hele, og livet skal nydes- vi der er syge, ved hvor vigtigt det er. Holde fast i de små glæder og øjeblikke.

Ja det er et barskt liv mange bliver budt, synes bare det mindste kunne være, at det samfund vi lever i, tog sig af alle...

Har læst og læst herinde, og græder i mit hjerte over den behandling mennesker får. Foestår ikke rimeligheden i det- hvem der bare havde 1 ønske.