Hej.
Jeg siger på forhånd undskyld for det lange indlæg og tak fordi i gad læse/kigge på det.
Jeg er helt ny herinde og har brug for lidt hjælp.
Jeg har været syg siden jeg var 17, er nu 24, og i mandags fik jeg endelig diagnosen fibromyalgi, før det havde jeg "stemplet" myalgi fra forskellige reumatologer. Jeg har aldrig fået en diagnose eller udtalelse fra en læge om jeg skulle fejle noget psykisk, andet end den depression jeg har fået som følge af sygdommen(og min håbløse kamp med systemet)
efter flere års kamp med kommunen om at blive udredt sagde min sagsbehandler endelig ja til at sende mig i arbejdsprøvning.
Vi havde så et møde med damen fra arbejdsprøvningsstedet(kan ikke huske stedets navn), og hun startede mødet med at sige at hun jo kunne se ud fra min papirer at min sygdom var psyko-somatisk... Jeg protesterede og siger at intet i mine papirer peger på det. hun fortsætter så med at det er min barndoms skyld, hvortil jeg svarer at min barndom var fin og hun afslutter med at sige at det var i hvert tilfælde hvad jeg selv troede.
vi kommer så ind på at min mor er en stor støtte for mig, hvor damen så siger at det er unaturligt at have et tæt forhold til sin mor og at jeg i arbejdsprøvningsperioden ikke må søge hjælp hos min mor.
Ved vores næste møde tager jeg det op at jeg ikke syntes hendes tidligere udtalelser var ok. Hendes respons er at hun holder fast at min sygdom er udelukkende psyko-somatisk og det kommer også til at spille ind i hendes vurdering af mig. yderligerer holder hun fast i at mit forhold til min mor er unaturligt(min mor tager med mig på kommunen da jeg husker sindssygt dårligt, hun kører mig når jeg intet selv kan, handler lidt for mig når jeg intet kan og jeg spiser hos mine forældre 1 gang om ugen.. altså mine forældre er der for mig når jeg har brug for det). Jeg spørger hende om hun da syntes hun er bedre kvalificeret til at stille min diagnose end de 4-5 reumatologer(og de andre læger og psykologer) jeg har været ved, dertil svarer hun ja, da hun har langt tids erfaring med folk med smerter.
ved det tidligere møde nævnte hun at jeg ikke måtte spørge min mor om hjælp og have særlig meget kontakt med hende, det fortæller jeg damen at det vil jeg ikke respekterer, hun svarer at jeg lyver og det har hun aldrig sagt - heldigvis var der andre tilstede ved mødet som heldigvis havde skrevet dette ned
Nu kommer jeg så ENDELIG til det væsentlige.
Må hun det? negligere flere lægers diagnoser og udtalelser fordi hun føler hendes erfaringer er bedre??
Må hun lade hendes personlige holdning fremgå af hendes vurdering af mig?
Og må hun være personlig og kritisere mit forhold til mine forældre, dette forhold kan jo på ingen måde være relevant i forhold til en arbejdsprøvning??
Jeg har tænkt mig at klage over hende, men det er nok ikke smart at gøre før efter arbejdsprøvningforløbet, eller hvad synes i??
Endnu engang tak fordi i gad at læse med
