[Wodpoulsen]

Jeg er faktisk så vred over, vi skal kæmpe sådan med at blive hørt og troet på af det offentlige.

At vi ikke bliver mødt med mistro så snart vi henvender os til det offentlige for at få hjælp, når vi er kronisk syge.

Tænker selvfølgelig på egen sag med 5 timers restevne og flex, men sandelig også Jeres historier.
Man må jo tage sig til hovedet og slå korset tegn flere gange.
Grine og græde ind imellem for at klaret det.

Så jeg har skrevet min historie og et læserbrev. Sendt til til lokalavisen her i Gladsaxe.
Ønsker der bliver sat lidt focus på os, der drives rundt mangen efter forgodtbefindende.

Er der nogen der har fået kontakt eller udgivet noget ?