Citat:
Oprindeligt indsendt af maja-bell
jeg oplever en stor skare at folk her, som ved hvad de taler om. men kunne så godt tænke mig at vide, hvordan jeres første tid var som sygemeldte i systemet.
og hvad der gjorde at i kom til energi/kræfter så i kunne kæmpe jeres sag.
|
Den viden jeg har, vil jeg enlig ikke kalde viden men erfaring, grunden er at love begreber osv osv hele tiden ændrer sig, og så gælder det altså om at have erfaret hvor man kan finde tingene henne og hvad man skal skrive i søgefælterne for at få de søgeresultater man ønsker.
Måden man skal takle kommunerne på, er igen erfaring. Første gang jeg hørte nogle af de grundregler der er tænkte jeg: Hold da sjæft de mistror sikkert også deres nabo for at være pædofil, eller noget. De tanker kom på trods af allerede flere dårlige oplevelser hvor netop de grundregler kunne have afværget de fleste af dem, jeg skulle have lidt flere af den slags dumme handlinger fra egen side før jeg erfarede at den altså er god nok, hele vejen i gennem, lige meget hvor mistroisk og grotæsk det enlig er at det er nødvendigt.
Det er ikke det hele jeg har erfaret på egen krop, jeg nåede at blive klogere før det kom så vit, heldigvis, jeg nåede at erfare at de der mistroisk syge nassere faktisk slet ikke var så tossede som det virkede til *gg*
Min første tid som langtids sygemeldt var faktisk enormt stressende, ikke pga kommunen, men pga min arbejdsplads, jeg viste at hvis bare vores tillidsmand ikke havde været så stor en kylling, og hvis min 1. chef ikke havde været sådan en gammel ****, ville jeg sagtens kunne være blevet, det var ganske få skånehensyn jeg havde behov for, hensyn der var meget nemme at efterleve, men næææe nej dårlige knæ skal arbejdes væk (så ved i det alle sammen) Den holdning fra dem af, kombineret med at de ringede i tide og utide for at fortælle mig at jeg da bare skulle tage mig sammen, var faktisk enormt stressende og ubehagelig.
Så det var faktisk ret befriende at møde op på kommunen, og så få sig en rigtig sød og forstående sagsbehandler (i øvrigt den eneste af den slags jeg er stødt på i gennem tiden) Jeg skulle da selvfølgelig bare revalideres, så nemt var det, men hun skulle altså stoppe, så meget mere blev der ikke ud af den sag før jeg havnede i skæresilden.... set i bagklogskabens lys, var den første sagsbehandler sikkert ikke en pind bedre end alle de andre jeg har haft, det var bare nemt for hende at være venlig og hjælpsom, for hun kunne ikke stilles til personligt regnskab oppe fra.
Første gang jeg stødte på k10, var ifb søgning omkring det at kommunen ved et snuptag havde sænket mine sygedagpenge, for at slippe for at give mig fuld revaliderings ydelse (jeg var under 25, er man det og skal have høj ydelse skal man inden have børn, eller have haft optjent retten til fuld sygedagpenge, og det sidste havde jeg mere end så rigtigt... ja jeg fik en fed løn) hvor de pure NÆGTEDE at modtage min klage, mundtligt var de enormt nedladende og smækkede røret på, så snart de hørte at det var os... den sag var uddebatteret, og skriftligt reagerede de slet ikke på.
Men så stødte jeg på k10 og der kom skred i tingene for 1 2 3 fik jeg redskaber jeg slet ikke var klar over jeg havde, som at klage til borgmester.
Enden på den historie med reva-ydelsen blev i øvrigt at de efter klagen til borgmester først fastholdt deres afgørelse, hvor efter jeg specifikt måtte forlange at de sendte den videre til ankestyrelsen, der nåede den aldrig hen 4 dage efter modtog jeg brev fra kommunen hvor de gav mig medhold... de viste med andre ord godt at jeg havde ret, men gik den, så gik den jo, det gjorde den så ikke.
Men de var ski smarte kommunen, det vil jeg give dem, ved årsskiftet regulere de ydelserne, de regulerede bare ikke lige min = jeg fik med et snuptag ikke længere fuld sygedagpenge... smart Det var KUN fordi min første sagsbehandler havde fortalt at jeg skulle have fuld ydelse at jeg blev opmærksom på at der var noget HELT! galt, havde hun ikke fortalt det, ville jeg sikkert aldrig have opdaget det, for jeg ville ikke have skænket det en tanke, at jeg skulle se på almisse sedlerne og sammenligne med undtagelserne i §§
Senere fik jeg aktindsigt og kan der se at meget af det der foregik i starten slet ikke er noteret, da jeg så det fik jeg først for alvor øjnene op for hvad det var jeg var oppe imod, og hvor meget ret de der syge massere faktisk havde i deres mistroiske handlemåder.
Det der gav mig gejsten var det at de forsøgte at løbe om hjørner med mig, og var enormt tæt på at slippe af sted med det, det vil jeg bare ikke finde mig i, meget **** acceptere jeg at få læsset ned af nakken, men det der, det var altså bare NOK! med tiden har det langsomt men sikkert ændret sig til vrede, så selv mens jeg var aller dybest nede (læs så langt at jeg forsøgte selvmord) blev jeg s q VRED hvor det kom fra ved jeg ikke, men jeg evnede at mobilisere den vrede over til... de skal fame ikke have lov at vinde, og fik heldigvis uundværlig støtte, specielt her fra k10 på trods af min sag er noget anderledes end normen.