Troede lige
 

Hej

Jeg har lige brug for at læsse lidt af for jeg er virkelig nede lige nu..
Jeg startede ved psykolog sidste uge og har faktisk haft det bedre end jeg har haft i lang tid (Jeg lider af angst og har en depression)
og har ligfrem sagt det højt, at jeg har det bedre , det jo stort når jeg i lang tid har været nede i kulkælderen.
psykologen råder mig til at få pulsen op 3 gange om dagen, og jeg har kunnet mærke at det har hjulpet på humøret, der har ikke været så mange negative og håbløse tanker.
Idag var jeg nermest glad der jeg havde afleværet mine børn i skole, jeg kom hjem og gik igang med øvelserne med at få pulsen op, og sluttede af med en kort cykeltur.
men da jeg kom hjæm tænkte jeg at jeg da også lige kunne gå en tur med hunden,,,,skulle jeg aldrig ha gjort, jeg nåede ca 5-700 m hjemmefra og så ramte angsten mig jeg skyndte mig at vænde om men troede seriøst at jeg ville besvime så jeg stoppede en bil (SÅ PINLIGT) og spurgte om de kunne hjælpe mig, men sagde så hurtigt at jeg var svimmel og følte jeg var ved at besvime, jeg vinkede dem væk og skynte mig på vaklende ben at komme hjem.

og nu sidder jeg så her og alle de irreterende tanker om at jeg aldrig kommer oven på trænger sig på, jeg er mega ked af det, skammer mig over at jeg stoppede en bil.

Jeg skal først til psykolog igen på torsdag håber bare jeg kommer nogenlunde igennem, det er SÅ irreterende at man kan mist håbet så hurtigt, og hvem kan man ringe til lige og få snakket om det, ingen steder. der burde være et sted man kunne ringe og snakke om sådan nogle ting her, ved jo at der er rigtig mange der har angst.

nu fik jeg lige læsset af,, er det virkelig så pinligt at stoppe en bil, inde i mit hoved er det nærmest det værste jeg nogensinde har gjort.

Knus Heidi

Hej Heidi
Jeg har haft det ligesom dig / har det stadig dog ikke så slemt mere.. Jeg lavede også mærkelige ting når jeg var ramt af angsten.. begundte at synge, gøre rent alt muligt for at få min opmærksomhed væk fra angsten.. Har også angst når jeg stod i bilka (1001 mennesker stirrer bare på mig, vist kun i mit hovedet jeg ser det) og har grebet i andre folks vogne fordi jeg troede jeg sku besvime, har undskyldt med jeg havde virus på balancenerven.. kunne tydeligt se hvad de tænkte om mig, de fleste af dem ihvertfald.
Det der har hjulpet mig er at jeg når jeg bliver overmandet af angsten, tvinger mig til at tænke.. det her kan man ikke dø af, der går over igen, trækker vejret helt ned i maven (ser lidt åndsvagt ud midt i indkøb), lukker øjene og finder gode ting jeg kan se for mine øjne.. træer græsmarker dyr osv.. og det hjælper ihvertfald mig
Jeg får stadig mine ture, men jeg handler helst kun når min datter eller mor er med, for de kan hjælpe mig med at få tankerne væk fra angsten (for det meste)
Håber du kan bruge det til noget ;)

Hej Heidi

Jeg vil nu starte med at ønske dig tillykke med at du har fået det bedre og at du fandt overskud til at gå en tur med hunden. Se det som en sejre, du kom ud og du kom også selv hjem igen.

Og så har du jo gjort det rigtigt ved at skrive her og få læsse dine tanker af og få opbakning.

Et stort kram og knus herfra til dig.

Annette

Når du har angst-så indebærer det vel også at du lige netop undertrykker dine impulser som du opfatter som negative, eller som igen du mener at andre vil opfatte som negative...? De er måske slet ikke negative, de er bare menneskelige. Jeg vil anbefale dig at tillade(og jeg mener tillade) dig selv tænke på en anden måde, hvis du kan overskue det. Tillad dig selv at tænke "hvad rager det mig-hvis du tror dårligt om mig fordi jeg har stoppet en bil(eksempel), hvis mit hjem roder(kan være svært at tænke sådan når man har børn),hvis jeg ser ud til at ikke kunne klare noget, hvis jeg er ved græde midt på gaden alene, hvis jeg ikke svarer overhovedet til dig eller ikke svarer pænt, hvis du synes at det er mærkeligt eller for meget at jeg ikke kan komme ud blandt mennesker(uden at du egentligt ikke ved om de vil eller ikke vil acceptere mig som jeg er), hvis du synes at jeg skal bare tage mig sammen, eller hvis alt mit bare ser ud til at være på en måde der ikke er acceptabelt, jeg er jo xx antal år gammel nu og levet og overlevet uden at jeg har mødt dig/den fremmede på gaden eller havde brug for dig tidligere-og hvem er du faktisk til at dømme mig "hvis" du nu dømmer mig eller ser ned på mig? ..."Skrub af-selv om det er mig som har stoppet en bil, og ikke dig som stoppede mig"... Næste gang-når du oplever dig selv tænke "negativt/dårligt/sindsygt/er helt nede"-tillad dig selv at føle den følelse som du har i øjeblikket næsten fuldt ud(man skal bare lære at stoppe før man gør en handling med noget helt forkert, som går ud over andre eller dig selv-ellers kommer man til at bryde et eller andet lovgivning). Man har behov for at også fortælle det til andre- men at det bliver accepteret, og at man ikke bliver dømt pga en selv, eller at der bliver kigget ned på en. Du har måske ikke brug for de gode råd og de gode løsninger- fordi de ikke er dig eller fra dig. Det kan være meget irriterende at andre mener de har opfundet en kvik-løsning eller kvik-helbredende virkning for dig. Der kan være noget selvmodsigende i denne tilstand, og derfor er det svært at arbejde med det, især når man er alene. Du skal bare have lov til at være. Ikke andet. Det skal ud af systemmet på et eller andet måde(derfor mener jeg ikke at piller hjælper altid). Det kræver meget selvobservation, derfor hjælper ensomheden, og det at være alene, især fordi det er jo reelt at samfundet ikke kan acceptere hvis vi er anderledes. Man har også meget brug for ubetinget kærlighed fra andre...Når man ikke er blandt andre, er det også nemmere at skjule at man er anderledes(selv om man har brugt hele sit liv på ikke være det). Hvis man er anderledes, og dette har man undertrykt(sine reaktioner, meninger, følelser)i lang tid-så benægter man jo sig selv og sin væren.Og det er jo ikke mening med livet generelt og slet ikke med dit liv og din sjæl. Verden er meget materialistisk og fysisk- og det andet som er usynligt, ikke håndgribeligt, og menneskeligt -bliver vi bare ved at benægte os. Man bliver jo opflasket i dette land via medierne, om hvad samfundet forventer af os- værsgo og indret dig efter det, hvis du vil være med... Uanset om det er en almindelig tv-avis, reportage om den kommende lovgivning, eller noget andet- så lærer de dig om hvordan du forventes at være...Jeg har personligt slukket TV-og læser nyt kun meget sjældent...Kan ikke længere tåle at andre skal "fortælle mig" hvordan jeg skal være når jeg går ud af døren...Tillad dig selv at være "tosset,mærkelig,sjov" med dine tanker på en måde... Det kræver at man har nok indsigt i sig selv(og at man vil have indsigt i en selv), og at man bagefter accepterer sig selv uanset hvad man måtte mene... Du stoppede en bil-så what?! Hvad er der faktisk galt i at kræve noget fra sine medmennesker? De kan jo bare sige nej. Det er faktisk en meget almindelig ting-menneskeligt- og accepteret, i mange andre lande stadigvæk, at stoppe en bil-selv om man måtte mene at de tider er forbi alle steder...Du har ikke lavet en væbnet røveri mod en bil... Det er vigtigt at lære at tænke at man ikke skal være på en måde som omverden vil have os til at se ud, vil have os til føle os som- med kun de "tilladte" måder/værdier/udseende. Jeg var selv så flov over en situation hvor jeg stod i kø i Netto på en af mine dårlige dage, og kunne simpelthen ikke løfte den indkøbs kurv, stod op et øjeblik for at trække vejret, og så var der en dame bagved mig, som tog mit kurv selv og lagde den op. Meget betænksomt, meget kærligt. Jeg kiggede på hende- og det dejlige var at der var ingen bedømmelse af mig i hendes ansigt, ingen medlidenhed, ikke ser ned på mig, ingen mening om det hele, hun gjorde det bare. Det pinlige var at hun var ældre end mig, og jeg er trods alt ung, og man kan slet ikke se at jeg fejler noget. Der kom den tanke- gud-hun har nok set at jeg virkeligt ikke kan- hvor pinligt, især hvis jeg har set ud til at have det dårligt igennem hele Netto og alle kunne se det...Bagefter-tænkte jeg om hvor det føltes godt at nogen tog hensyn til mig, hun gjorde det selv, uden at jeg har spurgt om det, hun kunne selv indleve sig i min situation-meget menneskeligt. Så forestillede jeg mig at hvad så hvis i den situation jeg var en gammel dame allerede(selv om jeg føler mig meeeget gammel også nu), -så vil de andre ikke tænke så meget over det hvis de så hvad hun gjorde for mig. Så jeg forestillede mig selv som en gråhåret, gammel dame med en stok i en kø- og så kunne jeg alligevel senere "smile" lidt af det...Jeg tænkte -jeg håber man er så betænksom også når jeg virkeligt bliver gammel-det betyder meget...Jeg accepterer så meget jeg kan de situationer -hvor det åbenlyst viser sig at jeg ikke kan...Trods alt-så må det nogle gange være min skytsengel et eller andet der ved at jeg har også tidligere været der meget for andre...Det er bare nemmere når der er nogen der er der for en... Du er ikke alene med de tanker-vi er flere som dig...Og du vil nok aldrig kunne se på mig hvis du mødte mig på gaden-at jeg har det ligesom dig-fordi jeg også gør alt hvad jeg kan for at andre ikke skal kunne se det...Psykolog hjælp er ok- man skal bare ikke have en for stor forventning om en lyn-kur, fordi det er een selv som skal arbejde med sit sind, og alligevel ikke bare acceptere alt hvad andre siger at man skal gøre-da det handler om dig...Og det tager laaang tid... Men jeg er faktisk sikker på at der findes hjemmesider hvor man kan ringe til, jeg ved at der er noget som hedder Angst linien-ved ikke hvad de kan hjælpe med hvis man ringer...Knuz...

Hej Heidixxx.
Jeg ved ikke om du kan bruge denne opfattelse til noget. Min veninde som lider af angst opfatter ansten som en overstimulation. Altså kroppen reagere mere voldsomt på et stimuli, end den normalt burde gøre. Sammenlign det med allergi. Her reagere kroppen også mere voldsomt end den burde gøre, om det så er på græs eller hvad det nu kan være. Måske var der et eller andet på din gå tur, der triggede kroppen, så den overragede. Og ligesom allergi medicin dæmper allergien, tror jeg også du i fælleskab med psykologen vil få udviklet nogle metoder der kan dæmpe angsten.

I øvrigt så kan følgende lille råd måske bruges af nogen når angstanfaldet indfinder sig. Det er egentlig et gammelt eksamenstricks, men viker også på angst.
Man skal simpelthen se sig omkring, og nævne alle de ting man kan få øje på der er røde. Og man skal sige dem højt. Efter et kort stykke tid, skifter man farve. Og sådan fortsætter man til der igen er kommet ro på.

Velcro

Jeg kan overhovedet ikke se noget forkert i, at du har stoppet en bil,
for tænk hvis du skulle besvime.

Jeg har i nogle år fået noget medicin for en krampelidelse, og nu har jeg
været på nedtrapning, da medicinen giver konigtive problemer, men
det er også noget medicin som gives mod angst, jeg hsr så ikke fået det
imod angst, men efter jeg er kommet så meget ned i dosis, er jeg begyndt
at føle angst.

Det er mærkeligt, for jeg har ikke grund til at føle det, jeg tror det skyldes
at jeg er førtidspensionist, og har udviklet en del mindreværd.

Jeg synes efterhånden der er så mange, der lider af angst, men ved ikke
hvad det skyldes!

Ja, der er mange, der har angst og depression.

Og de mange er IKKE på førtidspension, så det er nok ikke årsagen.:p

Det kan skyldes samfundets indretning, stress, bivirkninger ved medincin og/eller kemialier i jord, vand og luft.

Eller alle de skræmmekampagner, vi proppes med.

:kram:

Jeg tror bare at jeg har udviklet en socialfobi, da jeg er blevet førtids-
pensionist, jeg ved godt, at jeg er god nok, og at jeg er nødt til at være
førtidspensionist, men jeg er utrolig bange for at andre skal spørge hvad
jeg laver, jeg har prøvet det, og jeg havde det meget dårligt med at sige
det, jeg tror mit blodtryk steg voldsomt.

Mit problem er nok lille i forhold til andres angst problem, men jeg er ked af,
at jeg suser forbi folk som jeg kender, for at undgå spørgsmålet, og derved
måske sårer nogen.

Jeg har ingen problemer med at andre er førtidspensionister, og jeg synes
det er godt, når andre ikke har problemer med det, men jeg suser ind bag
lås og slå, så er jeg i sikkerhed.

Om angst
 

Man kan godt ringe et sted hen og få akut telefonisk hjælp hvis man sidder alene med akut angstanfald og behøver nogen til at "tale sig ud af det værste"

Jeg ikke hvor du bor ?

Her er link til Frivillighusets sider

Og Angst telefonen
Måske findes et sådant sted også i din nærhed, ellers kan ovenstående sted anvise.

Du skal aldeles ikke være ked af at sige til folk: "Jeg lider af angst...så..!"
Den lidelse er lige så "god" som alle andre.
"Jeg har et brækket ben...så vil du lige hjælpe mig ?"

Hvis de ønsker en forklaring: siger du bare. "Du er nød til at slå det op, for jeg orker ikke at forklare det."

Du er i din ret til at sige fra !

Folk kommer også med de "dummeste" men meget velmente "gode råd"
"Jamen du skal da ikke være bange for mig, jeg gør dig da ikke noget !"
(Og alene det kan man få meget angst af at høre )

Uanset hvad man fejler ud over "almindelige" lidelser som hold i ryggen, ondt i hovedet, brækket ben.
Så kræver folk en forklaring.
Jeg lider af hypoglycæmi.
Den skal også forklares. Og jeg kan ikke sige meget om det før andre kommer med "gode råd"
Og det er ment venligt.
Man kan bare sommetider ikke klare det.

Jeg ved fra min datter hvordan det er at have angst. Og alligevel må jeg sige "at jeg ikke ved noget om det !"
Fordi det gør man først når man selv har prøvet det.
Sig fra.
Lær nogle korte sætninger, som du parerer af med.

Flot klaret med din lidelse at du trods alt var så rationel i dit anfald af angst at du stoppede en bil og forsøgte at få hjælp.

Der er meget lidt forståelse for denne totalt invaliderende lidelse og jeg ønsker dig alle mulige gode tanker.
Alt tyder på du håndterer den ualmindelig flot.
Så vær stolt af dig selv.
Krammer:kram:
Dorah

tusind tak for de søde ord og gode råd..

Jeg har det sku stadig lidt underligt med den episode igår, men det jo nok fordi det var første gang jeg henvendte mig til andre mens jeg havde et anfald, jeg formåede også at komme med mine piger til ridning senere på dagen men jeg var overhovedet ikke afslappet et eneste sekund.selvom min mand også var der.

Jeg syntes bare det er så svært , det er ligsom hver gang jeg begynder at tænke nu går det den rigtige vej, så sker der noget så jeg ryger 3 trin tilbage igen.

Jeg kan godt bruge de gode råd i er kommet med, dem kan man vist aldrig få for mange af , lige pludselig finder man vel noget der virker.
mit problem er jo også at jeg ikke kan tåle de lykkepiller , men har da fået af vide nu at det er der faktisk mange der ikke kan.
men hvor er det dog vildt dyrt at gå til psykolog, det gir jo næsten stress når man er der at sidde og tænke på at det koster 1000 kr for en time.

nå jeg vil se om jeg kan komme ud og gå et par meter op ad vejen med hunden ,

Knus Heidi

og skriv endelig det hjælper.