Aner ikke hvad min fremtid bringer.
 

Hej jeg er ny herinde.

Har været inde og ude af systemet i ny 9 år.

Er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men nåede kun at arbejde med det i 3 år, var et år sygemeldt pg.a en stressrelateret depression, og derefter ville de ikke opretholde min stilling og jeg røg på kontanthjælp.

Var syg i flere år, fordi jeg i 2003 mistede først min far til tarm kræft og i 05 min elskede mir til tyktarmskræft. Havde ingen energi eller livslyst, ville bare være ved deres side.

Da min mor dør, går jeg helt ned med depressioner, tager for mange piller jeg bestiller illegalt over nettet, og lever bare i en rus hvor jeg intet kan mærke, for det gør bare så ondt.

Ryger ind og ud af hospitalerne, med medicinændringer, begynder også at drikke, som en flugt fra det hele.

Bliver i 06 indlagt i 8 måneder på Sankt Hans, hvor de trapper mig ud af alle piller og alkohol.

Får selvfølgeligt stadig antidepressivt osv, men ingen beroligende eller sovepiller.

Jeg lever på nuværende tidspunkt af min arv, men den er ved at slippe op. Socialrådgiveren tager kontakt med kommunen, mhp udredning af min situation og evt. revalidering.

Udvilker imellem tiden en stor angst for stort set alt.

Forlader ikke mit hjem, møder min nuværende kæreste, der i dag er min forlovede, kort før min mors død. Han er den eneste jeg ser.

Jeg beder om akt indsigt fra sankt hans, hvor der står jeg lider af flere forskellige personlighedsforstyrrelser, blandt andet, evasiv /bekymrende personlighedsforstyrrelse, dependente personlighedsforstyrrelse, hvor jeg gør mig afhængig af ét andet mennesker, før var det min mor, nu min kæreste og der ud over har jeg generaliseret angst og social fobi.

Men de godkender mig efter en arbejdsprøvning, til uddannelsen som multimediedesigner, gennemgår de 2 år det tager, selvom jeg havde meget svært ved alt det gruppe arbejde havde svært ved at finde nogen at være i gruppe med og følte at ingen kunne lide mig, men gennemførte, men kunne pga massiv angst ikke tage mine 3 afsluttende eksamener.

Jeg fik det udskudt og udskudt men på et tidspunkt ville kommunen ikke udskyde det længere og jeg røg på kontanthjælp, hvor jeg har været lige siden, skulle have været færdig med multimdediedesign uddanneslen i 2007, har gået sygemeldt siden.

I den tid har jeg været inde og ude af hospitaler pga angst, som var mit primære problem.

Til nytår 10 fik jeg noget nyt medicin, som stille og roligt gennem 7 måneder blev trappet op og jeg fik det bedre og bedre med min angst, har ikke haft angst nu i snart 6 måneder, men desværre blevet mere og mere isoleret og KAN bare ingenting, har ingen energi, bare til de mest basale gøremål herhjemme, dette går meget ud over mit forhold til min kæreste.

Jeg skulle på et tidspunkt starte på noget der hedder væksthuset, som jeg også gjorde, men havde svært ved at møde til tiden, sov over mig, fordi jeg sover elendigt om natten. Her skulle man se på hvad man der kunne gøre for at jeg evt. kom i arbejde, i første omgang deltid.

Har fået lavet flere ressourceprofiler.

Måtte dog også stoppe med væksthuset, pga manglede energi og angst.

Blev tilknyttet distikt psykiatrien, og har fået en super sygeplejerske, har taget 15 kg på på et halvt år, helt sindsygt, så nu er jeg på diæt og har tabt 7 kg på 2 måneder. Er så småt begyndt løbegruppe, men er så begyndt at få nogle fysiske ting, jeg er ved at blive udredt for . Har fået en super psykiater på distriktet og er glad for at komme der.

Skal snakke med en socialrådgiver imorgen og vil snakke med hende om, hvad min fremtid dog skal/kan bringe.

ÅHHHHHH, en del af mig vil bare have førtidspension og så kunne dyrke mine kreative hobbyer, smykkefremstilling og indretning i min hverdag, men aner ikke om jeg er berretiget til dette??

Er hunderæd for de vil sætte mig ud i alle mulige ligegyldige jobs og arbejdsprøvninger, som nok skal til.


Fejler intet alvorligt fysisk er snart 40 år og vil bare gerne snart have en afklaring på min sitution, er så træt af at være på kontanthjælp!!!!

Har I nogle råd til mig herinde???

En lang smørre he he

Kære Veras mor

Velkommen til k10

Det har ikke været et nemt liv for dig :kram:

Det vil ikke blive nemt at få førtidspension,
men jeg kan godt forstå at du lige nu synes,
at det vil være det nemmeste (og bedste).

Du kan godt regne med, at der skal adskillige arbejdsprøvninger til,
før du er afklaret.

Vær glad for at du har en kæreste til at støtte dig i det daglige.

Jeg har ikke nogen gode råd, eller andet til dig, men hæng på herinde,
andre skal nok hjælpe.

Nogen gange er det ventetiden og det at man er uafklaret der er det værste..

Har selv siddet fast i systemet i næsten 11 år... og det tærer på en psykisk.

Så en afklaring vil helt sikkert give mere ro.

Det at de gerne vil afklare dig nu, er absolut positivt. Og når du er så psykisk sårbar, vil de sikkert udrede din arbejdsevne på reva.. og her hvor jeg bor, er de utroligt flinke, og forstående i forhold til ens situation og behov for at blive støttet og værnet om.

Hej Lone :kram:
Start med at samle alt hvad du kan og allerede har vedr. din sygdom. Aktindsigter i lægejournaler og psykiatriske undersøgelser/behandlinger som du har været igennem.
Be din praktiserende læge om en henvisning til en psykiater med henblik på en speciallægeerklæring og vurdering om du kan deltage i arbejdsprøvninger.

Du har udviklet en kronisk angst tilstand og dine chancer for, at blive rask er lige med 0.

Du skal tænke på dit liv og dit helbred og ikke noget med at behage kommunen eller jobcenter, ej hellere ikke være en brøk i alt det politiske spil.

Jeg taler fra min egen erfaring og jeg kan med 100% sikkerhed råde dig til, at søge førtidspension på foreliggende dokumentationsgrundlag.

Jeg lider selv er panik angst som har udviklet sig hos mig til epileptiske anfald nå jeg blive stresset.

p.s. Jeg har også mistet begge mine forældre og gik igennem det samme som dig,... et tragisk forløb.
I dag er jeg på FP.

http://www.youtube.com/watch?v=6r-ZK...eature=related

http://fpn.dk/article1144501.ece

Hej Lone, Veras Mor:-)

Det lyder til du har prøvet lidt af hvert - det har for dig været hårdt, ingen tvivl om det:kram:
Jeg tænker også, som de andre, at der skal en del til, førend der bliver tale om førtidspension. På den anden side, skriver du at der er lavet flere ressourceprofiler. Jeg tænker du kunne spørge din rådgiver, til det kommende møde, hvad og hvor meget der mangler i din sag, før end den er ordentlig belyst til at der kan træffes afgørelse i den, og hvad du skal vente dig fremadrettet.
Så får du måske et bedre svar på hvad fremtiden vil bringe, eller hvad du kan forvente dig at skulle bringes i eller ikke skal bringes ud i.
Unødige spekulationer gør os gamle før tid, så tal evt. med rådgiveren om din frygt for afklaringsforløb og hvad kommunen kan finde på at sende dig ud i.

Det ville være mit råd til dig:)

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremadrettet
/Nol

Først og fremmest skal du bruge dit netværk - det væres sig psykiateren, din læge og i det hele taget alle dem du møder i behandlings øjemed. Fortæl dem om førtidspensions tankerne og få deres besyv med - måske kan de hjælpe dig videre mht førtidspension?
Når først dit behandlende netværk er med på ideen og mener det er den rigtige løsning for dig, så står du meget stærkere.

Jeg fik tilkendt førtidspension da jeg var 39 år - efter mere end 20 år på kontanthjælp som psykisk syg - og med over 35 arbejdsprøvninger/aktiveringer/revalideringer i ryggen.

Så da jeg endelig søgte om førtidspension, kom jeg aldrig i arbejdsprøvning fordi det var kontraindiceret.

Jeg har flere af de samme diagnoser som du har.

Tak skal I alle have for jeres svar. Skal lige finde rundt herinde :)

Er nok lidt klogere imorgen når jeg har snakket med min socialrådgiver på distriktet i morgen.

Tvivler bare STORT på at jeg vil kunne klare nogle arbejdeprøvninger, eller jobs, når jeg ikke engang kan sørge for mit hjem. Det har taget mig 14 dage nu at lave invitationer til min 40 års fødselsdag og de er stadig ikke helt færdige, mangler "bare" at skrive navn på invitationerne og navn og adresse på kuverterne, men det er helt uoverskueligt for mig. Har jeg skullet et eller andet som idag hvor jeg skulle til nogle undersøgelse, tager det så hårdt på mig at jeg må sove 3 timer og når jeg vågner er jeg slet ikke udhvilet. Sover som sagt meget dårligt om natten, er oppe 5-6 gange på toilette, for at få lidt væske eller ryge og så har jeg svært ved at falde i søvn igen, men får jeg lov til at sove uden at vækkeuret står til, kan jeg sove fra kl 5-6 tykker til kl. 12 i træk......... Sover bare bedst om dagen..........

Har altid været ambitiøs, men er måske begyndt ikke længere at tro på det, når jeg har sprunget for både multimedie design uddannelsen og indretningskonsulent uddannelsen.

Vil bare helt lave noget, jeg kan lave herhjemme alene, uden alt for meget menneskekontakt. Har overvejet at foreslå smykkedesigner, men så igen skal man i skole og finde praktikplads osv. hvilket jeg ikke tror jeg kan.

Så lige nu tænker jeg lidt en mellemting, at forhåbentligt kunne få tildelt ftp og så tage kurser i smykke fremstilling og sidde med det herhjemme og få lavet en hjemmeside hvor jeg på hobbyplan sælger nogle smykker- stille og roligt, ved det ikke, men at skulle igennem 2- 3 års *******, åhhhhh nej altså................

for mig at se er der langt til en pension
du skal i arbejdsprøvning og du skal have papir på ingen behandlingsmuligheder.
er selv under 40 år og har været syg i 10 år og været i systemet i 3 år
er nu kommet på bosted da jeg ikke kan klare mig selv
har 9 diagnoser som jeg skulle lukke for behandlingsmuligheder

at du overhovdet tænker på hvad du skal lave på en FP, er for mig et tegn på
du tror at en FP vil løse alle dine problemer.

men tro mig sådan ser en kommunen alså ikke på en sag