Monica Lylloff, Mor, Jurist, medstifter af #enmillionstemmer
 

https://www.raeson.dk/2022/monica-ly...get-handle-om/

Monica Lylloff: Velfærdssamfundet er blevet et bedrag – og det bør valget handle om
06.09.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Bag den eventyrlige fortælling om det fantastiske velfærdssamfund er virkeligheden en anden: Børn svigtes i daginstitutionerne, børn flygter fra folkeskolen, syge mennesker kværnes i jobcentrene, psykiatrien styrtbløder, sygeplejersker strejker, ældre omsorgssvigtes på landets plejehjem, og mennesker med handicap fratages mulighederne for at være en del af samfundet. Det er alvorligt, og det bør valget handle om.

Kommentar af Monica Lylloff, jurist og medstifter af #enmillionstemmer

Danmark er et velfærdssamfund og en retsstat. Den fortælling vokser vi op med. Politikerne både på Christiansborg og ude i kommunerne er yderst dygtige til at tale velfærdssamfundet op som fantastisk og som noget, de prioriterer.

Men bag den eventyrlige fortælling om det fantastiske velfærdssamfund, er virkeligheden en anden: Børn svigtes i daginstitutionerne, børn flygter fra folkeskolen, syge mennesker kværnes i jobcentrene, psykiatrien styrtbløder, sygeplejersker strejker, ældre omsorgssvigtes på landets plejehjem, og mennesker med handicap fratages mulighederne for at være en del af samfundet. Det er ikke velfærd. Og vover man som borger at stå op imod systemet for at kræve sin lovmæssige ret, kan man se ind i en ulige udmattelseskamp. På socialområdet kan man som borger klage til Ankestyrelsen, når kommunen enten nægter at bevilge den ansøgte hjælp, eller værre endnu, når kommunen fratager den nødvendige hjælp, man som borger har haft årevis og stadig har behov for. Men en klagemulighed er ikke ensbetydende med retssikkerhed.

Et godt og trist eksempel på det er forældre til en voksen mand med handicap, der har måttet klage over 32 afgørelser i deres kommune, og fik medhold i 3o af klagerne i Ankestyrelsen.

Vi står som land midt i en velfærdskrise, hvor myndigheder i alt for mange tilfælde ikke overholder den lovgivning, som sikrer velfærd for mange borgere

Velfærd og retssikkerhed er en uadskillelig duo i Danmark, da velfærden er beskrevet i lovgivningen, som myndighederne skal følge. Når myndighederne så ikke følger den lovgivning, der er sat i verden for at hjælpe borgerne, så smider myndighederne både velfærd og retssikkerhed ud med badevandet.

https://rigsrevisionen.dk/revisionss...ndicapomraadet

Velfærdssamfundet er blevet et bedrag, og retssikkerhed er en saga blot. Vi står som land midt i en velfærdskrise, hvor myndigheder i alt for mange tilfælde ikke overholder den lovgivning, som sikrer velfærd for mange borgere.

Det handler blandt andet om serviceloven, som er den lov, der beskriver den hjælp, der kan tilbydes på socialområdet, herunder hvilken hjælp der tilbydes børn og voksne med handicap, anbragte børn og ældre. Det nyeste eksempel på, hvordan den lovgivning er blevet brudt, er i Rudersdal Kommune.

Her har en undersøgelse, foretaget af Kammeradvokaten, vist, at kommunen har overtrådt lovgivningen i 86 sager om støtte til børn med særlige behov i skolen. Disse sager kan nu gå om, men i mellemtiden har 86 børn muligvis ikke fået den støtte, de havde behov for (https://www.tv2lorry.dk/rudersdal/sa...-kan-nu-gaa-om) https://www.tv2lorry.dk/rudersdal/sa...-kan-nu-gaa-om

Det er alvorligt. Og det skal det kommende valg handle om.

Valgkampen er allerede i gang, selvom statsminister Mette Frederiksen med armen vredet om på ryggen stadig ikke har trykket på den røde knap. Det ene symbolpolitiske emne efter det andet pryder medierne. Emner, der helst skal sikre hende fire år mere på taburetten; såsom en ny bande-pakke og en diskussion om, hvorvidt piger må bære tørklæde i folkeskolen.

Imens skal mennesker med mulig ADHD nu vente 588 dage på at komme til i psykiatrien, hvert tredje barn med særlige behov har ikke lyst til at komme i skole og pårørende til ældre løfter en så stor opgave, at de selv bliver belastet. Der mangler ansatte på sygehusene, på bostederne, i hjemmeplejen og på plejehjemmene. Det går kun en vej. Og det er den helt forkerte.
https://www.socialtindblik.dk/adhd-f...ente-laengere/

https://bornsvilkar.dk/nyheder/hvert...komme-i-skole/

https://www.aeldresagen.dk/presse/pr...a-aeldreplejen

Samtidig når politikerleden nye højder. Flere og flere giver udtryk for samme frustration over, hvor det næste kryds skal sættes, og hvilken effekt det overhovedet vil have? Vil det gøre en forskel, eller kommer der bare fire år mere med symbolpolitik og symptombehandlinger af et sygt samfund?

Det handler om hele det fundament, vi som befolkning skal stå på, for det nuværende er smuldret. Politikerne mangler at acceptere det og handle på det. Det kræver mod at tage fat på de store grundlæggende problemer i vores samfund. Men det vil afføde respekt og tillid at tage fat om de samfundsproblemer, hvor resultatet ikke kan ses efter seks måneder, og som ikke bliver forsøgt løst ved at nedsætte et udvalg eller starte en evaluering. De problemer, det vil tage lang tid at få løst. Men de bliver ikke løst af at vente længere. Den, der har modet til at sætte gang i de store forandringer til gavn for borgerne, får mit kryds.

Det vil kræve helt nye samfundsstrukturer, hvor kommunerne ikke er hovedaktøren på de fleste velfærdsområder, og hvor borgerne ikke er kastebold mellem kommuner og regioner, hvor de i mange tilfælde falder ned mellem to stole. De store velfærdsområder har behov for en strukturel indretning, der kan sætte det lange lys på, der kan investere i langsigtede løsninger og følge et helt menneskes liv. Og det harmonerer ikke med 98 kommuner, der indretter alt efter et-årige budgetter og valgperioder på fire år.

Der er først og fremmest behov for et totalt gennemsyn af, hvor mange penge der bruges på administration ude i kommunerne og i regionerne. Derefter er der behov for en omfattende reform af velfærds-tænkningen indeholdende en ny finansieringsmodel, der er løsrevet fra kassetænkningen, og en ændring af, hvem der træffer afgørelser om hjælp og støtte. Læg afgørelserne i hænderne på de rette fagpersoner. Inddrag viden fra fagpersoner og borgerne. Det vil tage tid, det vil koste penge. Men det vil være en investering i vores fremtidsvelfærd, og det er en god forretning. ■



Det vil kræve helt nye samfundsstrukturer, hvor kommunerne ikke er hovedaktøren på de fleste velfærdsområder, og hvor borgerne ikke er kastebold mellem kommuner og regioner, hvor de i mange tilfælde falder ned mellem to stole
_______



Monica Lylloff (f. 1978) er seniorjurist hos TT Advokater, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer


Hilsen Peter :evil:

Bilag

Der findes en del udsatte børn, som ikke kommer i skole. HVORFOR?
https://www.k10.dk/showthread.php?t=40123

Viden gør stærk, #enmillionstemmer
https://www.facebook.com/hashtag/enmillionstemmer/

Har KL taget magten fra politikerne?
 

https://www.raeson.dk/2020/monica-ly...cFwdBlnmrFMEok

Problemerne er ikke noget nyt for landets politikere i kommunerne og Folketinget. Det store spørgsmål er så, hvorfor ingen har gjort noget ved det. Hvorfor er der en stiltiende accept af, at det er i orden at lave så mange fejl, og fratage eller nægte mennesker den hjælp, de ifølge loven har ret til, uden et fagligt grundlag?

Kommentar af Monica Lylloff

INDEN JEG BLEV mor til børn med handicap, levede jeg i den naive forestilling, at jeg bidrog til vedligeholdelsen af et kæmpe sikkerhedsnet, der griber og hjælper mennesker, der har brug for hjælp, når jeg afleverede halvdelen af min løn til SKAT. Jeg var overbevist om, at vores velfærdssamfund var skudsikkert. Det gælder desværre ikke handicapområdet, som i årtier har været præget af vilkårlighed, manglende retssikkerhed, manglende finansiering, diskrimination og til tider nærmest diktatoriske tilstande.

Det er kommunerne, der træffer afgørelser på socialområdet, herunder om hvilken hjælp mennesker med handicap og deres pårørende kan få. Desværre er der skræmmende mange fejl i disse afgørelser. I 2019 omgjorde Ankestyrelsen 51 pct. af de påklagede afgørelser på børnehandicapområdet og 46 pct. på voksenhandicapområdet på landsplan (se: “Danmarkskortet” her). https://sm.dk/danmarkskort

DETTE ER IKKE NOGET NYT for landets politikere i kommunerne og Folketinget. Social- og indenrigsministeren udtaler jævnligt, at det ikke må være en kamp at få hjælp, og at de mange fejl i kommunernes afgørelser er bekymrende. Det store spørgsmål er så, hvorfor ingen har gjort noget ved det. Hvorfor er der en stiltiende accept af, at det er i orden at lave så mange fejl, og fratage eller nægte mennesker den hjælp, de ifølge loven har ret til, uden et fagligt grundlag? Hvem styrer egentlig det spil?

Man skulle tro, at det er politikerne, der sætter retningen på socialområdet, men sådan er det desværre ikke. Der er en anden spiller, der får mere og mere magt: Den private interesse- og medlemsorganisation med navnet Kommunernes Landsforening (KL). En organisation, hvis rolle skulle være at forhandle kommunernes økonomi, men som nu både har indflydelse på lovgivning og er toneangivende i kommunerne og som står til at få indflydelse på Ankestyrelsens afgørelser.

Den 18. juni 2020 var social- og indenrigsministeren i samråd om en ny paragraf i serviceloven, som skal give kommunerne mulighed for at bevilge overvågning i eget hjem til svært handicappede mennesker, som kan dø uden denne overvågning. Paragraffen vil kun omfatte unge mellem 18 og 23 år. Unge fra 24 år og op vil derfor være nødt til at flytte på institution. Under samrådet kom det frem, at grænsen på de 23 år var et resultat af en forhandling med KL, men at grundlaget for denne forhandling ikke var tilgængeligt. KL var kommet frem til, at det ville blive for dyrt at udvide målgruppen. I Altinget kunne man den 25. juni 2020 læse, at KL reelt ikke kendte den eksakte udgift, men havde følgende opfattelse: “at flere personer uundgåeligt vil søge mod ordningen, når det bliver muligt at yde hjælp til overvågning i eget hjem”. https://www.altinget.dk/social/artik...apovervaagning

I december blev det kendt for offentligheden, at mange kommuner har haft ansat private konsulenter til at finde besparelser på handicapområdet. Visse af disse konsulenter har været aflønnet ud fra, hvor stor en besparelse de kunne finde, også kaldet “no-cure-no-pay”. En uetisk og usympatisk tilgang til mennesker. Den 25. juni 2020 kunne man på Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside læse, https://im.dk/nyheder/nyhedsarkiv/20...tte-mennesker/ at Ankestyrelsen havde udtalt, at betalingsmodellen “no-cure-no-pay” er ulovlig, hvis de private konsulenters arbejde for en kommune indebærer vurderinger af konkrete ydelser til borgere. Samme dag kunne man på KL’s hjemmeside læse denne overskrift: “Ankestyrelsen slår fast: Ikke ulovligt at bruge private konsulenter på social-området”.

I økonomiaftalen for 2021 mellem kommunerne og regeringen fremgår det, at KL nu får mulighed for at drøfte rækkevidden af Ankestyrelsens afgørelser. En Ankestyrelse, der ellers skulle være uafhængig og være mulighed for retssikkerhed på socialområdet. Den 25. juni 2020 kunne man i Altinget læse følgende overskrift: “KL: Vi er nødt til at drøfte rækkevidden af Ankestyrelsens principmeddelelser”. Ifølge Thomas Adelskov, formand for KL’s Socialudvalg og borgmester i Odsherred, er det et problem “når Ankestyrelsen træffer afgørelser, der i deres ordlyd er meget vidtgående i fortolkningen af loven – og yderst vidtgående i forhold til den eksisterende praksis”. Denne udtalelse er interessant set i lyset af den høje omgørelsesprocent. For hvad mener KL, når de siger, at Ankestyrelsens afgørelser er blevet for vidtgående? Jeg har en fornemmelse af, at der hentydes til, at det koster kommunerne for mange penge, når Ankestyrelsen giver så mange borgere medhold i deres klager.

Vi har politikere, der med til bordet har inviteret en organisation, som dermed kan have afgørende indflydelse, alt imens borgernes retssikkerhed udvandes – og ligeledes en organisation, der ikke kan stilles til ansvar som en offentlig myndighed vil kunne, da en privat organisation ikke er underlagt de samme regler, som en forvaltningsmyndighed er, men som udstikker retningen ude i kommunerne.

Jeg mangler nogle borgmestre, der vil stå frem og erkende, at måden, handicapområdet forvaltes på, er en skandale. Borgmestre, der tør stå op imod den manipulation af de kommunalt ansatte, som finder sted, og som ender ud i den forråelse, der efterhånden gennemsyrer forvaltningen. Når en socialchef i ramme alvor vil legitimere låste døre over for mennesker med handicap eller når socialchefernes formand indikerer, at nogle borgere får for meget hjælp på bekostning af andre: ”Folketingets politikere må gå ind i dialogen om, at vi ikke kan give alt til alle”. Men der er pinlig tavshed. Selv når det kommer frem, at et udviklingshæmmet barn bliver forbrændt i bad på en institution er der stille (link og link).

Det store spørgsmål er, om vi i Danmark fortsat skal leve i en illusorisk rus over, hvor fantastisk et velfærdssamfund vi har? Hvor illusionen holdes ved lige af demokratisk valgte borgmestre og folketingspolitikere, der sørger for at være hinandens polstrede puder?

Og hvor en privat interesse- og medlemsorganisation som KL nu har fået politisk magt til at styrke illusionen. ■

Monica Lylloff (f. 1978) er anklager hos Rigsadvokaten, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer [illustration: pressefoto]

Bilag

Om KL
https://www.k10.dk/showthread.php?t=17409

Hilsen Peter :evil:

Monica Lylloff
 

Jeg var gæst i P1 debat i dag på vegne af #enmillionstemmer og fik lov til at starte dagens episode, som handler om vores velfærdssamfund.

Jeg kalder det dysfunktionelt, katastroferamt og i stykker… Over for mig sad Rasmus Jarlov (C) og Kasper Sand Kjær (S).

Hvad jeg stemmer? I have no idea……jeg håber, den næste 3,5 uge kan pege mig i den rigtige retning🤞

Epioden kan høres her 👉 https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-debat/p1-debat-2022-10-06

#enmillionstemmer
DR P1

Hilsen Peter (y)

LYT nøje til hvad Monica siger....
 

https://www.facebook.com/permalink.p...eric&ref=notif

Debatten - DR

9. maj ·
- Vi sætter et kryds, når vi stemmer og så forventer vi, at vedkommende gør, som de siger, at de ville. Når vi så gentagende gange ser, at dette ikke passer, så forsvinder tilliden til politikerne.

Sådan siger Monica Lylloff, stifter af #EnMillionStemmer, der har mistet tilliden til de danske politikere.

Hilsen Peter :evil:

For første gang er jeg i seriøs tvivl om, hvor mit kryds skal sættes
 

For første gang er jeg i seriøs tvivl om, hvor mit kryds skal sættes. Det er frustrerende

Hvordan kan jeg have tillid til dem, der har siddet på Christiansborg de sidste tre år? Jeg har altid været modstander af blanke stemmer, men nu overvejer jeg det selv.

https://www.berlingske.dk/kommentare...s-skal-saettes

Monica Lylloff, 44 år, Fredensborg

Politikerlede, mistillid og valgflæsk.

De tre ord indrammer ret godt, hvordan jeg har det med politikere lige nu.

Mistilliden kommer af flere års erfaring med politikere, der lover at gøre en forskel, inden de bliver valgt. Og det tror jeg virkelig på, at de mener. Men så snart de bliver valgt, bliver hovedparten ramt af kollektiv hukommelsestab, og de fleste bliver mestre i undskyldninger for manglende handling.

Jeg har indtil nu været modstander af blanke stemmer. Men jeg er derude, hvor jeg selv overvejer at stemme blankt. Et tegn på frustration og afmagt i forhold til den måde, politik forvaltes på. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er noget, jeg er ked af.

Jeg er medstifter af bevægelsen #enmillionstemmer, der kæmper for at sikre retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Et område, der kom på den politiske dagsorden ved valget i 2019, da vi fik råbt højt nok. Der blev lovet ændringer. Og med løftet spirede håbet.

Der har de sidste tre år været politisk enighed om, at handicapområdet og psykiatrien befinder sig i en katastrofal situation. Alligevel er der intet sket på handicapområdet, og den styrtblødende psykiatri fik sat et lille vabelplaster på.

Det svigt har gødet min mistillid og politikerleden.

Hvordan kan jeg have tillid til dem, der har siddet på Christiansborg de sidste tre år?

Jeg er træt af at høre kandidater konkurrere om at være den hårdeste, om at udskamme mest og om at love mest i blinde. Jeg er træt af at høre den ene undskyldning efter den anden om, hvorfor de store problemer i samfundet ikke er løst.

Børn, der ikke kan være i nutidens skoler. Unge med ondt i sjælen. Ældre, der må ligge i egen urin i timevis. Mennesker med handicap, der sidder isoleret på bosteder og er frataget mulighederne for livskvalitet. Offentlige myndigheder, der ikke overholder gældende love. Medarbejdere, der ikke længere vil være medarbejdere der, hvor der er så enormt meget brug for dem, fordi de ikke kan holde arbejdsvilkårene ud. Det er de store problemer.

Det allerstørste problem er måden politikerne prøver at løse problemerne på. De laver symbolpolitik og symptombehandling. De nedsætter udvalg og kommissioner og sender millioner ud til dysfunktionelle systemer eller til løsninger, der ikke kan lade sig gøre eller bare ikke sker. Imens bliver problemer til katastrofer, skandaler og tragedier.

Der er kandidater, der vil kæmpe for ordentlige forhold i vores samfund. Så jeg kan stemme personligt, men hvor meget må den enkelte kandidat afvige fra sit partis førte politik?

Der tales om tillidskrise og valgflæsk. Hvornår begynder flere at handle anderledes og lave et statement – enten ved at flytte krydset markant eller stemme blankt?

Stemmer vi det samme, er vi sikre på at få mere af det samme. For mig er det ikke godt nok.

Jeg vil sætte mit kryds der, hvor jeg kan være sikker på, at ordene forpligter. For ord er gratis. Adfærd er det afgørende.

Monica Lylloff, 44 år, jurist og medstifter af #enmillionstemmer, Fredensborg

Hilsen Peter,:evil: medlem af #enmilionstemmer der ikke forsvinder

Det skal stoppe NU! Det er ikke og har aldrig været sandt.
 

I denne hyggelige julestemning er der kommet nye beregninger, som vi burde glæde os over, i denne kolde tid.

Monica Lylloff Jurist Mor til 3 handicappede børn #Enmillionstemmer

Siden 2009 har vi måttet høre på den usympatiske og uempatiske klagesang fra Kommunernes Landsforening og kommunerne, at mennesker med handicap tager penge fra de ældre, fra skolerne og fra daginstitutioner.

phhmw

Læs hvad den 100% PRIVATE interesseforening KL Kommunernes Landsforening står for https://mail.k10.dk/showthread.php?t=17409

Mennesker med handicap har været udnævnt som syndebukken for kommunernes pressede økonomi.

Det skal stoppe NU! Det er ikke og har aldrig været sandt. Det har mediet NB-Social nu fået gravet i. :evil:

Så nu må historien skrives om, og der er ingen undskyldning for ikke at overholde loven og give mennesker den hjælp, de har behov for.

Historien er jo nok nærmere, at kommunerne ikke kan finde ud af at forvalte ansvaret for at hjælpe mennesker med handicap.

#enmillionstemmer

https://www.nb-social.dk/2022/12/06/...SohbVdAyYuVqCg

Sejlivet myte aflivet: Handicapområdet er ikke hovedårsagen til presset økonomi

I 2018 udgjorde udgifterne til det specialiserede socialområde 19,4 procent af kommunernes serviceudgifter. I 2021 var det 19,8 procent. Den svage stigning viser, at det specialiserede socialområde ikke er ene om at presse kommunernes økonomi.

Af Peter Risager, [email protected]

Kommunernes klagesang over de stærkt stigende udgifter til handicapområdet og den manglende kompensation i økonomiaftalerne skal måske tages op til genovervejelse, viser nye tal.

For selvom kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde samlet set er steget med lige knap tre milliarder kroner fra 2018 til 2021, så er servicerammen i alt steget med knap ti milliarder kroner i samme periode.

Dermed er det specialiserede socialområdes andel af de samlede serviceudgifter blot steget fra 19,4 procent i 2018 til 19,8 procent i 2021. Det viser en beregning foretaget af NB-Økonomi på baggrund af regnskabstal fra Danmarks Statistik.

Samtidig viser tallene, at det specialiserede socialområdes andel af de samlede serviceudgifter faktisk er faldet i hele 39 ud af landets 98 kommuner. Ser man alene på udviklingen i udgifterne til det specialiserede socialområde, så er de faldet i 20 kommuner fra 2018 til 2021.

Dermed dementerer tallene den forholdsvist udbredte opfattelse af, at det specialiserede socialområde er i en kraftig udgiftsvækst i stort set samtlige kommuner. Det betyder samtidig, at kommunerne heller ikke blot kan pege på stigningen i udgifterne til det specialiserede socialområde som årsag til, at mange overskrider budgetterne og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Mens udgifterne til det specialiserede socialområde er steget med tre mia. er serviceudgifterne steget med 10 mia.
Grafen viser kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde og kommunernes samlede serviceudgifter i 2018 og 2021 samt udviklingen i kroner og procent. Nederst er udgifterne opgjort som andel af de samlede serviceudgifter i procent.

Table with 5 columns and 5 rows. Currently displaying rows 1 to 5.
2018 2021 Udvikling i kr. Udvikling i procent
Udgifter til det specialiserede socialområde i alt, kr. 50.246.233.689 53.205.340.000 2.959.106.311 5,89%
Udgifter til det specialiserede socialområde, kr. pr. indbygger 8.691 9.111 419 4,82%
Serviceudgifter i alt, kr. 259.371.622.069 269.183.336.000 9.811.713.931 3,78%
Serviceudgifter, kr. pr. indbygger 44.865 46.093 1.229 2,74%
Udgifter til det specialiserede socialområde, procent af serviceudgifter 19,37% 19,77%
Tabel: Peter Risager Kilde: Danmarks Statistik, REGK31, REGK11, REGKC Hent data Lavet med Datawrapper

Billedet nuanceres, når man ser på økonomiaftalernes indhold

Men selvom kommunerne har fået 10 milliarder kroner mere at bruge på service hvert år, så er det ikke ens betydende med, at kommunerne har haft et markant større råderum til at tage sig af udgifterne til blandt andet det specialiserede socialområde.

En stor del af løftet af servicerammen har nemlig været målrettet specifikke områder, siger KL-formand Martin Damm:

“Folketinget har de seneste mange år delt penge ud til de populære områder som eksempelvis ældrepleje og minimumsnormeringer. Men de penge er jo låst af nye krav fra Folketinget, og derfor bliver vi nødt til at skære på de områder, som er tilbage,” siger han og uddyber:
“Vores ønske er, at Folketinget går ind og prioriterer og fastsætter rettighederne på det specialiserede socialområde, så de passer med de penge, som man rent faktisk bevilger til området”.

Tager man det perspektiv, ser billedet da også helt anderledes ud. Det skønnes, at omtrent 5,5 milliarder kroner ud af det samlede løft på 10 milliarder kroner fra 2018 til 2021 er gået til at dække det demografiske træk, altså stigende udgifter til flere børn og ældre.

Dernæst er en stor del af løftet afsat til blandt andet ældrepleje og minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Dermed har væksten i reelle frie midler, som kommunerne selv har kunnet råde over i perioden 2018 til 2021, været meget begrænset.

Tager man det in mente, er en udgiftsvækst på tre milliarder kroner på det specialiserede socialområde et relativt stort beløb, hvis man antager, at stort set alle pengene har skullet findes indenfor det eksisterende budget. Samtidig har der ikke været afsat specifikke midler i økonomiaftalerne til det specialiserede socialområde, så hele væksten på tre milliarder kroner har kommunerne selv skullet prioritere.

Så selvom det specialiserede socialområde ikke har udgjort hovedparten af væksten i kommunernes serviceudgifter siden 2018, så er der den centrale forskel til andre områder, at kommunerne netop ikke har fået afsat midler til området i økonomiaftalerne.

Derfor afhænger konklusionen i høj grad af, hvordan man opgør det generelle løft af kommunernes serviceramme. Men med 39 kommuner, der har haft et fald i udgifterne til det specialiserede socialområde som andel af de samlede serviceudgifter, så holder historien om, at det specialiserede socialområde er en af de største udgiftsdrivere på tværs af kommunerne altså ikke.

FAKTA – Sådan har vi gjort:

For hver kommune har vi hentet de samlede serviceudgifter i 2018 og 2021 fra Danmarks Statistiks Statistikbank, RGEK31, REGK11 og REGKC med udgangspunt i KLs manual for opgørelse af serviceudgifter. Her er alle tal trukket som nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion.

Herefter har vi trukket kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde på hovedkonti 5.28 og 5.38, som vedrører henholdsvis børneområdet og voksenområdet. I lighed med serviceudgifterne har vi trukket tallene som nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion.

I begge tilfælde har vi også trukket tal for hele landet.

Herefter har vi PL-reguleret udgifterne fra 2018 til 2021-priser med udgangspunkt i KL’s PL-skøn for serviceudgifter eksklusiv overførsler.

For både 2018 og 2021 har vi hentet tal fra Danmarks Statistiks FOLK1A over folketallet den 1. januar. Herefter har vi udregnet både serviceudgifterne og udgifterne til det specialiserede socialområde i kroner pr. indbygger for begge år for både hver kommune og hele landet.

For hver kommune har vi udregnet, hvor stor en andel udgifterne til det specialiserede socialområde udgør af de samlede serviceudgifter i kommunen.

Til sidst har vi udregnet udviklingen i udgifterne fra 2018 til 2021 i både kroner, kroner pr. indbygger samt i procent og procentpoint.

Få adgang til regnearket bag analysen i NB-Data.


Med venlig hilsen🤝 og Glædelig Jul og et lykkebringende Nytår

Peter :evil:

Alle 98 kommunalbestyrelser er meldt til Tilsynet...
 

... fordi de ikke overholder Retssikkerhedslovens § 3 stk 2 omhandlende sagsbehandlingstider i sociale sager, som borgerne skal kende til FØR en given ansøgning afsendes til kommunen

#enmillionstemmer får ros.

https://www.sn.dk/frederikssund-komm...SK0E9IjF4EA63I

Debat: Tak til “enmillionstemmer”

Ole Peltola, Fjordlandslisten

Muslingevej 7

3630 Jægerspris

Rigtig mange borgere i Frederikssund Kommune har været udsat for en forkert og endog uværdig sagsbehandling.

Det har stået på i omkring 5 år – det kan nærmest dateres med Vingeskadalen i december 2017 – og det har påvirket mange borgeres hverdag negativt sidenhen, fordi kommunen på visse sagsbehandlingsområder har fået opbygget en kultur, hvor borgeres retssikkerhed har været undertrykt, og hvor en “afhumanisering” af borgere i nød har været al for almindelig.

Det har åbenbart været en TREND blandt landets kommuner, og på den baggrund har foreningen “enmillionstemmer” indberettet alle kommuner til TILSYNET, fordi ingen af landets 98 kommuner tilsyneladende har haft styr på reglerne omkring noget så simpelt som sagsbehandlingsfrister.

Alle kommuner har pligt til at fastsætte og orientere om disse frister, og samtidig er der et sæt tilhørende regler som sikrer, at kommunerne ikke bare kan overskride disser frister, som det passer dem.

Men uden offentliggjorte frister på hjemmesiden har kommunerne haft frit spil i forhold til at tilsidesætte den del af borgernes retssikkerhed, for uden en afgørelse kan en borger ikke klage videre til Ankestyrelsen.

Man er derfor som borger “ubehjælpelig låst”, mens kommunen bare får tiden til at gå og gå, og derfor er tidsfrister så afgørende for borgernes retssikkerhed.

Det har helt givet kostet borgere dyrt økonomisk – også i Frederikssund – men de største omkostninger har dog været de menneskelige, for det slider vanvittig hårdt på ens ressourcer, hvis man – udover det problem, man søger hjælp til – også skal ligge i strid med kommunen for at opnå sin ret efter reglerne.

Derfor er det et fantastisk løft i denne kamp, at “enmillionstemmer” har foretaget grundige undersøgelser og slutteligt har indberettet alle landets kommuner til Tilsynet.

Jeg siger personligt tak til foreningen “enmillionstemmer”, for jeg har været yderst pinligt berørt over, at forvaltningens øverste top – sammen med vores valgte tillidsfolk i byrådet – har været så svære at råbe op, men nu forventer jeg op til mindre tsunamier på rådhuse i det ganske land – også i Frederikssund.

Med håbet om en ny kultur på området.

Klager over Ankestyrelsen Tilsynet til Ombudsmanden:

https://www.k10.dk/showthread.php?p=374768#post374768

Hvor Tilsynet bliver udstillet i en liden mangel af ordentlighed og retssikkerhed,

Hilsen Peter(y)

Hvorfor skal kommunerne spare på de allermest sårbare
 

Monica Lylloff: Hvorfor skal kommunerne spare på de allermest sårbare, når regeringen siger, at økonomien er bomstærk?

Mens vi får at vide, at dansk økonomi er stærk, skal landets største kommune nu spare 85 millioner kroner på nogen af de mest sårbare borgere. Kommunerne kan tydeligvis ikke løfte velfærdsopgaverne alene, og flaskehalsen peger nu på Christiansborg, skriver Monica Lylloff.

https://www.altinget.dk/artikel/moni...rce=nyhedsbrev

Monica Lylloff
Forfatter, foredragsholder, medstifter af #enmillionstemmer, jurist, TT Advokater
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Tirsdag 24. oktober kunne Altinget berette, at Københavns Kommune i november skal træffe beslutning om at spare 85 millioner kroner på socialområdet i 2024. Pengene i den åbenbart tomme pengekasse kan kommunen ifølge et sparekatalog finde ved blandt andet at lukke eller skære i 50 sociale indsatser.

Der er for eksempel tale om behandlingstilbud til unge, der er opvokset i misbrug og fritidstilbud til mennesker med handicap.

Vores såkaldte velfærdssamfund smuldrer mellem hænderne på landets borgmestre, mens regeringen udtaler, at der er penge nok
Monica Lylloff, forfatter, foredragsholder og medstifter af #enmillionstemmer
Men ifølge regeringen er det ikke penge, der mangler i vores samfund. Finansminister Nicolai Wammen (S) udtalte 31. august, da han fremlagde finanslovsforlaget for 2024, at dansk økonomi er bomstærk, inflationen er faldet, og kassen er blevet større.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udtalt, at ”den nye tids valuta i dansk politik ikke er penge, for dem har vi mange af”. Ifølge statsminsteren er “hænder” den nye valuta.

Velfærdssamfundet smuldrer
Dette paradoks efterlader en med spørgsmålet, at hvis der er så mange penge, og hvis økonomien er så bomstærk, hvorfor skal landets største kommune så spare 85 millioner kroner på nogen af de mest sårbare borgere?

Det er værd at huske, at Københavns Kommune ikke er den eneste kommune, der sparer på investeringen i vores velfærdssamfund. I Næstved har man allerede sparet 25 millioner kroner på ældreområdet og vil spare yderligere millioner i 2024.

I år vedtog Helsingør kommune en besparelse på 24 millioner kroner på børne- og uddannelsesområdet, der blandt andet betød, at der blev sparet på hele specialskoleområdet, der også indebar nedskæring i personalet på en specialskole for børn med omfattende handicap. Her var der altså “hænder” nok. Men de måtte afskediges.

Vores såkaldte velfærdssamfund smuldrer mellem hænderne på landets borgmestre, mens regeringen udtaler, at der er penge nok, og i samme sætning forklares kommunernes nedslagtning af velfærdssamfundet med skiftende undskyldninger som stigende inflation og mennesker med handicap, der koster for meget, krig i Ukraine og corona.

Det er uacceptabelt, at skiftende regeringer fralægger sig ansvaret for forvaltningen af velfærdsområderne og holder situationen ud i en strakt arm, uanset hvor belejligt, dette måtte være
Monica Lylloff, forfatter, foredragsholder og medstifter af #enmillionstemmer
Christiansborgs ansvarsfralæggelse
Flaskehalsen peger på Christiansborg, der er den øverste ansvarlige her i landet. Det er uacceptabelt, at skiftende regeringer fralægger sig ansvaret for forvaltningen af kernevelfærdsområderne og holder situationen ud i en strakt arm, uanset hvor belejligt, dette måtte være.

Christiansborg siger, de har sendt penge. Kommunerne siger, at de skal sende flere penge. Det kaldes med andre ord cirkulær ansvarsfralæggelse.

Kommunerne forvalter omkring 280 milliarder kroner af vores skattekroner på service. Hvor bliver alle de penge af, når servicen bliver dårligere for hver år? Hvem holder egentlig øje med, hvordan kommunerne selvstyrer?

Ingen ønsker tilsyneladende at røre dette med en ildtang, selvom kommunerne har ansvaret for forvaltningen af de fleste kernevelfærdsopgaver i landet.

Regningen for besparelser bliver større og større
Konsekvenserne af den førte politik har allerede vist sig inden for uddannelsesområdet, beskæftigelsesområdet, det specialiserede socialområde, ældreområdet og psykiatrien.

Når kommunerne sparer på disse vigtige områder, bliver regningen kun større år for år grundet de afledte effekter af disse besparelser.

Når der ikke sættes ind rettidigt og rigtigt med støtte til børn i mistrivsel, er den afledte effekt i rigtig mange situationer, at børn udvikler langvarigt ufrivilligt skolefravær, som betyder, at forældrene ikke kan passe deres arbejde.

Børnene bliver i flere sager så dårlige, at de må i kontakt med psykiatrien og får behov for endnu mere omfattende hjælp, end hvis der var sat ind med det samme. På sigt kan den manglende rettidige hjælp præge børnenes muligheder for at få en uddannelse og et arbejde.

Regeringen må være sit ansvar voksent, trække den strakte arm til sig og indse, at tiden er inde til en omkalfatring af velfærdsstrukturen
Monica Lylloff, forfatter, foredragsholder og medstifter af #enmillionstemmer
En omkalfatring af velfærdsstrukturen
På nuværende tidspunkt går 45 procent af børn med autisme helt eller delvist ikke i skole, 25 procent af unge med ADHD mellem 15-24 år står uden for job og uddannelse, og 70 procent af voksne med ADHD står uden for den danske arbejdsstyrke.

Når ældre mennesker ikke får den hjælp, de har behov for fra kommunen, må de pårørende træde til. 17 procent af pårørende til landets ældre var i 2018 i risiko for at forlade arbejdsmarkedet på grund af pårørendeopgaver.

Der er med garanti flere økonomisk-tekniske mellemregninger, der kan bringes på banen som endnu en undskyldning. Men resultatet er, at den nuværende situation med den nuværende struktur er komplet dysfunktionel. Resultatet er, at borgerne ikke får den service og velfærd, som borgerne via skatten betaler for ifølge den usynlige samfundskontrakt. Det er det, der mærkes ude i de enkelte hjem.

Regeringen er nødt til at tage fat om nælden, uanset hvor irriterende det er. For det er ikke i orden at sige til befolkningen, at det går godt i dansk økonomi, når kommunerne samtidig skærer helt ind i knoglemarven på nogle af samfundets vigtigste opgaver. Det er på grænsen til propaganda.

Regeringen må være sit ansvar voksent, trække den strakte arm til sig og indse, at tiden er inde til en omkalfatring af velfærdsstrukturen. Kommunerne kan tydeligvis ikke løfte forvaltningen af velfærdsopgaverne alene i den nuværende ramme.

Hilsen Peter :evil: som opfordre til at følge #enmillionstemmer på Facebook

Den forfærdelige behandling af mennesker med handicap
 

Monica Lylloff: Den forfærdelige behandling af mennesker med handicap er politikernes skyld, ikke medarbejdernes

https://www.raeson.dk/2023/monica-ly...FDqfJDbfU7zrEw

Situationen på de to bosteder i TV2-dokumentaren “Nødråb i natten” er ikke enkeltstående tilfælde og er ikke opstået over night. Alligevel var der ikke mangel på politisk forargelse på de sociale medier og i interviews. Forargelsen stod i kø, og den cirkulære ansvarsfralæggelse kørte på fuld speed. Men ansvaret ligger hos politikerne på Christiansborg.

Kommentar af Monica Lylloff

I Danmark bliver nogle mennesker med handicap gemt væk på botilbud, hvor de opbevares i isolation, angst, smerter og i deres egen urin og afføring. Politikere er i årevis blevet gjort opmærksom på, at mennesker med handicap ikke får den hjælp, pleje og omsorg, de har behov for. Men den politiske verden har lukket øjnene i håbet om, at det går væk af sig selv i deres valgperiode.

Den 1. november og den 8. november 2023 havde hele Danmark muligheden for at få indblik i konsekvenserne af denne nedprioritering, da udsendelsen “Nødråb i natten” blev vist på TV2. I udsendelsen dokumenterer skjulte optagelser, hvordan nogle ansatte på to botilbud udsætter mennesker med handicap for umenneskelig og nedværdigende behandling. Mathias på 19 år, der ligger alene og skriger i en time og 14 minutter, og mennesker, der ligger i deres egen afføring og urin i timer. En ung mand, der slår sig selv, mens en medarbejder sidder ved siden af med ryggen til og ser Netflix.

Mennesker, der ikke kan forsvare sig selv eller kalde på hjælp, bliver i alt for mange situationer behandlet uværdigt og i flere tilfælde umenneskeligt.

I juni 2019 døde 20-årige Sofie i et badekar på sit bosted, hvor hun var blevet efterladt alene i vand, som ved en senere undersøgelse blev målt til 52 grader. Hun blev fundet livløs med opkast i svælg og mund og andengradsforbrændinger på store dele af kroppen. Det er ikke det eneste eksempel.
https://www.bt.dk/samfund/grusomt-sv...ldhedt-badekar

I april 2020 blev Fenja på 9 år efterladt alene i et badekar på sit bosted og fik alvorlige andengradsforbrændinger på kroppen. https://www.bt.dk/samfund/niaarig-ud...ssede-af-hende Her blev vandet målt til 60 grader. Og i maj 2021 blev 18-årige Signe efterladt alene i et badekar på sit bosted. Hun blev også fundet med andengradsforbrændinger på store dele af kroppen. https://www.bt.dk/samfund/grusomt-sv...skoldhedt-vand

Nu har skjulte optagelser afdækket umenneskelig og nedværdigende behandling på to bosteder, Odinsgård i Haderslev og Lynghuset i Københavns Kommune, hen over en længere periode. Det har vist sig, at Haderslev Kommune har været vidende om de store problemer på Odinsgård i 8 år. https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-...er-handling-nu

Situationen på de to bosteder i “Nødråb i natten” er ikke enkeltstående tilfælde og er ikke opstået over night. Alligevel var der ikke mangel på politisk forargelse på de sociale medier og i interviews. Forargelsen stod i kø, og den cirkulære ansvarsfralæggelse kørte på fuld speed.

Forvaltningen i begge kommuner pegede på ledelse og medarbejdere, mens Christiansborg og Kommunernes Landsforening pegede på manglende uddannelse af medarbejderne og ledelsesproblemer. Hertil kom en kritik af landets socialtilsyn. https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-...rne-paa-bosted

Indrømmet, der er også problemer med ufaglærte medarbejdere og dårlig ledelse. Men at slå på de to faktorer som de grundlæggende årsager er igen udtryk for symptompolitik og politisk apati. For det kræver ikke en højere uddannelse at udvise empati og menneskelighed. Det kræver heller ikke en opjusteret uddannelse at vide, at et menneske ikke skal sidde og slå sig selv, eller at et menneske ikke skal ligge i sin egen urin en hel dag.

Den situation, der nu kan konstateres på flere botilbud i landet, er et resultat af en total dysfunktionel struktur, der blev skabt på handicapområdet ved strukturreformen i 2007. Her fik kommunerne det samlede ansvar som myndighed for handicapområdet, hvilket siden har indebåret ansvaret for at visitere, drive tilbud og betale for det.

Forinden havde amterne en del af ansvaret, herunder driften af højt specialiserede tilbud. Nedlæggelsen af amterne betød nedlæggelse af den viden, der var opbygget over mange år. Oveni dette kommer, at kommunerne, ifølge deres årlige klagesang, ikke kan få kassen til at passe.

Manglende viden og umiddelbart manglende økonomi er den værst tænkelige cocktail i forhold til ansvarlig forvaltning og den bedst tænkelige gødning til en syg kultur. Kulturen afføder et lige så sørgeligt menneskesyn. Nutiden svigt minder alt for meget om de nyligt afdækkede svigt, der skete i ’åndssvageforsorgen’ i årene 1933 til 1980. Svigt, som Staten den 11. september 2023 har undskyldt for.

Forskellen på dengang og nu er, at dengang vidste man ikke bedre. Det gør man nu.

Rigsrevisionen opfordrede i deres beretning 21. marts 2022 Folketinget til at overveje, om årsagen til de tilbagevendende problemer skyldes strukturelle problemer. Men det har den tidligere og nuværende regering ikke reageret på. I stedet har social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil foreslået at indføre en styrket whistleblowerordning for ansatte på bosteder. https://rigsrevisionen.dk/Media/6378...384/SR1321.pdf

Ministeren må tro, at befolkningen bare er lemminger på automatpilot.

I den sag fra programmet “Nødråb i natten”, der omhandler Lynghuset i København, havde en ansat på bostedet kontaktet medierne, efter at hun over en længere periode havde forsøgt at råbe ledelsen op i forhold til de omsorgssvigt, hun oplevede på sit arbejde på Lynghuset. Et arbejde, hun nu har forladt, fordi ledelsen ikke reagerede. https://www.fagbladetfoa.dk/Artikler...e-omsorgssvigt

Den syge kultur skubber de dygtigste medarbejdere ud, og dermed får den negative spiral af manglende medarbejdere og manglende faglighed de allerbedste betingelser.

Der skal sættes ind nu og fremadrettet. Lige nu kunne man sende fagpersoner rundt i landet, som kan klæde medarbejdere og ledelse på med den rette faglighed, og der kunne med et snuptag indføres økonomiske sanktioner, når der konstateres omsorgssvigt eller lignende. Inspirationen kunne for eksempel hentes fra Fødevarestyrelsens kontroller med blandt andet restauranter.

På den lange bane er regering og folketing nødt til at indse, at der skal arbejdes på en omfattende strukturændring, så kommunerne ikke sidder på magten i forhold til at visitere til hjælp, drive botilbud og betale for gildet. Den opgave kan kommunerne ikke magte.

Der mangler politisk mod til at tage ansvaret på sig. Måske er der ligefrem tale om manglende vilje? ■

Forskellen på dengang og nu er, at dengang vidste man ikke bedre. Det gør man nu


Monica Lylloff (f. 1978) er seniorjurist hos TT Advokater, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer. ILLUSTRATION: Monica Lylloff, eget pressefoto.

Hilsen Peter (y)

Kommuner er ikke gearet til sager om børn med handicap, mener jurist
 

Kommuner er ikke gearet til sager om børn med handicap, mener jurist: 'Det kan få en hel familie til at knække sammen'

Ifølge Monica Lylloff burde det være fagfolk i regionerne, der tog sig af sagerne.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/ko...det-kan-faa-en

Sidste år havde næsten halvdelen af alle børnehandicapsager, der blev indklaget til Ankestyrelsen, en eller anden fejl eller mangel. 48,8 procent, for at være helt præcis.

Omgørelsesprocenten dækker over både sager, der helt bliver omgjort og sager, der sendes tilbage til kommunen med krav om at se på sagen igen med nye oplysninger.

Det er langt fra godt nok, mener Monica Lylloff, der er jurist, mor til børn med særlige behov og medstifter af initiativet #Enmillionstemmer.

- Det har enorme konsekvenser, og jeg hører det dagligt. Det kan faktisk få en hel familie til at knække sammen, siger hun.

Hedensted er en af de kommuner, hvor mange sager bliver genbehandlet.
I Facebook-gruppen, 'Dårlig sagsbehandling i Hedensted Kommune', deler familier historier om deres oplevelser med sagsbehandlingen.

Og i dag vil en gruppe borgere demonstrere Juelsminde Rådhus, samme dag som kommunalbestyrelsen bliver præsenteret for omgørelsesprocenten.

LÆS OGSÅ:Næsten halvdelen af alle klagesager har mangler: Janie har vundet flere sager om pasning af autistisk søn

Monica Lylloff mener ikke, at kommunerne har ressourcerne til at behandle sagerne, og ifølge hende burde andre fagfolk være med til at træffe afgørelserne.

- I regionerne sidder fagpersonerne på sygehuse og så videre, og det er da dem, der skal med ind i de her beslutningsprocesser, lyder det.

Familier beder om hjælp, fordi de har brug for det

Monica Lylloff understreger, at det ikke er uden konsekvens, når familier med børn med handicap skal igennem lange sagsforløb ved både kommune og sommetider også Ankestyrelsen.

- Man kommer ikke til kommunen og beder om hjælp, medmindre man har absolut behov for det. Og når hjælpen så ikke kommer, så har det nogle konsekvenser, ud over at barnet har det dårligt, siger hun.

Blandt andet kan det have betydning for forældrenes plads på arbejdsmarkedet, forklarer hun.
- Hvis barnet bliver ved med at have det dårligt og måske får det endnu dårligere, imens hjælpen udebliver, så rammer det hårdt. Både i forhold til stress, depression og forældrene bliver måske nødt til helt at trække sig fra arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan lade deres barn være alene hjemme, siger Monica Lylloff.

Omgørelser på børnehandicapområdet

Ankestyrelsen behandler borgeres klager over kommunernes afgørelser.
Hvert år udsender Ankestyrelsen et såkaldt Danmarkskort, hvor det fremgår, hvor høj omgørelsesprocenten er på socialområdet, børnehandicapområdet og voksenhandicapområdet i kommunerne.

Omgørelsesprocenten viser andelen af klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller sendes tilbage til kommunen til fornyet behandling.

I 2022 var omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet på landsplan 48,8.
De fordeler sig således:

10,5 procent af sagerne er ændret eller ophævet.

38,3 procent er sendt retur til kommunerne til ny behandling.

51,2 procent er stadfæstet.

Kilde: Social-, bolig- og ældreministeriet

Det har konsekvenser for både samfund og familier

For at finde roden til problemet med sagerne skal vi helt tilbage til 2007, mener Monica Lylloff.

Under kommunalreformen blev børnehandicapområdet nemlig lagt over til kommunerne - og det var en fejl, hvis man spørger hende.

- Jeg har brug for, at Christiansborg erkender, at den måde, man strukturerede handicapområdet i 2007, var en kæmpe fejl. Man er nødt til at gøre det om, for det her har så store konsekvenser, både for den enkelte familie og for samfundet, siger hun.

KL mener ikke, at området skal deles

Men det giver ikke mening, at fagpersoner fra for eksempel sygehuse og regioner skal være med til at afgøre børnehandicapsager.

Det siger Janet Samuel, der er kontorchef på socialområdet hos Kommunernes Landsforening. (phhmw En ansat i en 100% privat interesseforening som KL Kommunernes Landsforening)

- Sygehuse laver ikke sagsbehandling. De behandler patienter. De arbejder ikke med det socialfaglige, siger Janet Samuel.

Hun mener, at behandlingen på sygehuse ikke handler om barnets daglige liv, hvordan barnet fungerer i en skolesammenhæng, og hvordan man støtter en familie med et barn med handicap.

- Det har de slet ikke kompetencer eller indsigt i. De laver vigtig sundhedsfaglig behandling, men alt det andet har de ikke erfaring med, siger Janet Samuel.
Men kommunerne har et stort ansvar for at gøre sagsbehandlingen bedre, siger hun.

- Vi skal kigge på, hvor de alvorlige fejl opstår. Fejl som kan skade nogen eller gøre livet svært for mennesker, som har krav på en god tilværelse med deres udfordringer, siger Janet Samuel.

Det kan være for eksempel være en god idé at forenkle reglerne i sager om merudgifter, altså den økonomiske hjælp, som borgere kan få, hvis de har brug for ekstra tøjvask eller specialkost, mener hun.

- Det kan være afgørelser om udgifter til små beløb, som ender i Ankestyrelsen. Måske skal der være nogle bagatelgrænser, siger Janet Samuel fra Kommunernes Landsforening.

Ministeren: 'Det er langt fra godt nok'

Det har ikke været muligt at interviewe social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

I en skriftlig kommentar skriver ministeren, at politikerne på Christiansborg ikke har været gode nok til at give kommunerne de rigtige rammer.

- Når knap hver anden påklagede sag på børnehandicapområdet bliver omgjort, er det langt fra godt nok. Der er i dag nogle grundlæggende og strukturelle problemer på handicapområdet, der desværre gør, at alt for mange oplever et velfærdssamfund, der lægger snubletråde ud for dem, lyder det i det skriftlige svar fra ministeren.

Ministeren skriver også, at et bredt politisk flertal vil styrke retssikkerheden og kvaliteten i sagsbehandlingen. Det er blandt andet uddannelse af socialrådgivere, undersøgelser af kommunernes sagsbehandling og tro- og loveerklæringer, når kommunerne for eksempel bevilger penge til merudgifter.

- Vi har taget nogle vigtige skridt, men der er lang vej igen, før handicapområdet er lige så solidt som eksempelvis sundhedssektoren eller skoleområdet. Det kræver vedholdenhed, og man må ikke forvente, at det kan ændres fra den ene dag til den næste.

Desværre, skriver social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hilsen Peter :evil:

Dybt usympatisk! Martin Damm, Kommunernes Landsforening
 

https://www.facebook.com/monica.lylloff

Dybt usympatisk!

Formanden for KL udtaler, at det specialiserede socialområde, altså nogle af de mennesker med mest behov for hjælp i dette land, æder kommunernes penge.

Æder af børneområdet og ældreområdet.

Skam jer KL.

Igen! At omtale mennesker på den måde er så ekstremt usympatisk og hører simpelthen ikke hjemme nogen steder.

Samtidig med, at KL udskammer særlige grupper af mennesker, som de samtidig holder krampagtigt fast i, indfører kommunerne uhyggelige besparelser på området, så mennesker med handicap bla må ligge eller sidde i egen urin mv.

Samtidig med denne udskamning laver kommunerne fejl og lovbrud i ca halvdelen af sagerne på området.

Samtidig plæderer KL for indskrænkning af menneskers mulighed for et liv i overensstemmelse med både handicapkonventionen og den europæiske menneskerettighedskonvention.

Fx ønsker KL, at kommunerne bare skal kunne tvangsflytte mennesker med handicap, der bor på botilbud. Lige nu har de fået overtalt regeringen til at stoppe muligheden for frit valg, når det gælder botilbud.

Indtil nu har kommunerne ikke prøvet at overholde gældende lov.

Jeg tør godt vædde på, at der findes mange penge i ingen, forkert, for dårlig og for sen hjælp.

Hvilket land vil vi være?

Og til Martin Damm, Formand for KL:

Undskyld vi stadig er her

https://socialmonitor.dk/nyheder/art...rmand-handling

Det specialiserede område æder kommunernes budget. Nu kræver KL-formand handling
Ifølge de seneste budgetter ser det igen ud til, at kommunerne må spare andre steder for at finansiere det specialiserede socialområde. Situationen er uholdbar, mener KL-formand Martin Damm.

Hilsen Peter :evil:

Bilag https://www.k10.dk/showthread.php?t=17409&page=18

Moral er godt, KL`s dobbeltmoral er dobbelt så godt
DEL gerne, fordi det er vigtigt, til bekæmpelse af dobbeltmoralen i Kommunernes Landsforening.

KL`s formand og formand for Socialudvalget i denne private interesseforening ønsker retssikkerheden og tilliden til kommunerne styrket.

Udsender flotte meddelelser til borgerne, som lyder fantastisk. Mange borger Liker og roser.

SJÆLDNE PRISE 2024 Monica Lylloff #enmillionstemmer
 

https://www.facebook.com/photo/?fbid...52348341687164

Jeg er blevet nomineret til Sjældne-prisen 2024 for at have gjort noget særligt for mennesker med sjældne sygdomme i Danmark🙏

Jeg er kæmpe beæret!!

Prisen uddeles til prismodtageren på Sjældne-dagen den 29. februar 2024❤️

#enmillionstemmer

Hilsen Peter :hjerte:

Monica Lylloff om nyt lovforslag på socialområdet
 

https://www.raeson.dk/2024/monica-ly...agtanvendelse/

Monica Lylloff om nyt lovforslag på socialområdet: Velfærdsstaten smuldrer væk. Og regeringen erstatter personale med magtanvendelse

28.03.2024
.
På bosteder og plejehjem venter der brugerne op til 10 timers indespærring i døgnet, øget fastholdelse og kameraovervågning, ifølge et nyt lovforslag. Politikerne opløser velfærdssamfundet i forsøget på at afbøde effekterne af deres egne besparelser og reformer

Kommentar af Monica Lylloff

Forestil dig, at det er lovligt for pædagogerne i dit barns børnehave at låse dit barn inde – dagligt, i op til to timer – i et rum for sig selv. Forestil dig, at pædagogerne fysisk må holde dit barn fast ved bleskift, når barnet ikke vil ligge stille. Du ved, at dit barn i ren frustration har reageret på manglende tid, omsorg og forståelse. Du ved også, at den manglende tid til dit barn er en konsekvens af for få pædagoger eller manglende viden om pædagogik.

Dét scenarie er – som bekendt – ikke en realitet, og ville vække et ramaskrig, hvis det blev foreslået. Men hvis du har et voksent barn med psykisk handicap, så mener regeringen, at bl.a. indespærring, fysisk fastholdelse og (hvis der er risiko for personskade) kameraovervågning er i orden (se fx JP’s omtale samt selve forslaget).

Lovforslagets formål er åbenlyst: At løse konsekvenserne af personalemanglen på landets botilbud ved at give ansatte ret til bl.a. fysisk fastholdelse i plejesituationer og indespærring i op til 10 timer i døgnet i 6 måneder. Ifølge forslaget vil sidstnævnte kunne omfatte op til “8 timer i tidsrummet mellem kl. 21.00 og kl. 8.00” og op til “2 timer i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 21.00” sidstnævnte ”aldrig længere end 1 time ad gangen”. Indespærringen kan tillades, når ”beboeren vil kunne være til væsentlig fare for sig selv eller andre eller vil udvise en særligt truende adfærd over for andre hvis beboeren forlader sin bolig”. Hvem definerer det?

Min egen datter har en omfattende hjerneskade som følge af, at hun blev født 11 uger for tidligt. Hun er 16 år, men hun er mentalt udviklet som en 3-årig. Hun går på en specialskole for børn med omfattende handicap, der har brug for hjælp til alt. Skolen har udviklet hende mere, end vi nogensinde havde drømt om, takket være deres faglige kompetencer og antallet af ansatte. Men de sidste to år har kommunen kørt en grønthøster hen over skolen og med besparelserne barberet antallet af ansatte ned til det uholdbare og uansvarlige.

Resultatet af de besparelser blev, at vores datter blev voldsomt udadreagerende. Hun skreg, slog, sparkede og gik tilbage i sin udvikling.

Hvis regeringen kommer igennem med deres skræmmende forslag, vil løsningen i vores datters situation, når hun kommer på botilbud, kunne blive indespærring i isolation og fastholdelse. Dét ville man ikke tillade med kæledyr.

Jagten på besparelser giver flere udgifter – ikke færre

Indenfor de senere år har både statsminister Mette Frederiksen og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil – på vegne af den danske stat – stået og undskyldt for, hvordan man i fortiden behandlede mennesker med handicap. Samtidig genindfører de den selvsamme tilgang. Etik, medmenneskelighed og retssikkerhed er snart en saga blot, når det handler om, hvordan vi behandler hinanden, når vi har brug for hjælp.

Regeringens lovforslag er blot en del af flere umenneskelige ændringer, der er på vej.

I forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2022 blev der nedsat et ekspertudvalg (Tranæs-Udvalget), der fik til opgave at komme med forklaringer på, hvorfor udgifterne på blandt andet handicapområdet er steget samt komme med anbefalinger til, hvordan udgifterne til blandt andet handicapområdet kan tøjles ude i kommunerne. En delrapport udkom i maj 2023 og om få dage, 3. april 2024, lander den endelige rapport.

Igen er det politiske mål åbenlyst: At nedbringe udgiftspresset på handicapområdet. Det er Tranæs-udvalgets beskidte opgave at komme med forslag til, hvordan dette kan gøres. Både regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) fortæller nemlig historien om, at udgifterne til børn og voksne med handicap løber løbsk, og at det sker på bekostning af alt andet – herunder børn og ældre.

Men et konsulentbureau har – i samarbejde med bl.a. borgere fra En Million Stemmer – undersøgt baggrunden for Tranæs-udvalgets delrapport. De har påvist, at de samlede udgifter til handicapområdet samlet kun er steget med 4-5 pct. siden 2007 (fraregnet inflation). Det er samtidig påvist, at der i høj grad er tale om stigende udgifter til botilbud, og at dette er en konsekvens af, at mennesker ikke har fået den rette hjælp hurtigt nok og derfor er blevet endnu mere støttekrævende. Undersøgelsernes resultater taler dermed imod det narrativ, som de politiske magthavere ønsker.

Kan de stigende udgifter på socialområdet skyldes, at kommunerne i årevis ofte har undladt at bevilge den rigtige og forebyggende hjælp for at spare penge på den korte bane? Når mennesker ikke får den rette hjælp i tide, får de i mange situationer brug for endnu mere hjælp senere hen. Så har kommunerne sjovt nok ikke sparet noget som helst men alene bidraget til, at udgifterne på området stiger i sidste ende.

I forvejen er situationen for mennesker med handicap en retssikkerhedsmæssig katastrofe. Kommunerne har siden 2013 ikke overholdt gældende lov i en tredjedel af alle klagesager, og siden 2017 er det blevet påvist, at kommunerne har lavet fejl i omkring halvdelen af klagesagerne om støtte til børn med handicap. Dette blev bekræftet af Rigsrevisionen i deres beretning fra marts 2022, hvor der blev rettet kritik af både kommuner og Socialministeriet.

De svageste som syndebukke

Som om det ikke var slemt nok, at mennesker med handicap i alt for mange tilfælde ikke får den hjælp de har behov for, så bliver de nu udnævnt som syndebukke for besparelser på tværs af velfærdsområder. Det er forkert, og det er usmageligt.

Helt overordnet fører regeringen en skruppelløs socialpolitik, der bl.a. bygger på fortællingerne om hvordan det specialiserede socialområde bliver dyrere og dyrere uden, at man søger en forklaring på, hvordan og hvorfor problemerne på området er opstået.

Hvis ikke man vil undersøge området, herunder årsagerne til de stigende udgifter, er der en overhængende risiko for, at de løsninger, man indfører, ikke løser problemerne, men gør problemerne værre.

Regeringen og kommunerne er faret vild: De vil møde mennesker med behov for hjælp ved at skære i ressourcerne og udøve magt. Med Tranæs-udvalgets indstilling bliver det legalt, at Danmarks socialpolitik styres af kommunernes kortsigtede økonomiske interesser. I delrapporten fra maj 2023 hedder det direkte: ”Ekspertudvalget ønsker at sende et markant signal om en ny retning for socialpolitikken, hvor borgerens potentiale står centralt, og hvor økonomi er et legitimt hensyn på lige fod med øvrige hensyn”.

Velfærdsstaten smuldrer under fødderne på politikerne. Fra vugge til krukke er systemet blevet kronisk sygt:

Daginstitutionerne lider. Folkeskolen lider. Sundhedsvæsenet lider. Ældreområdet lider. I stedet for at se indad og erkende årtiers fejlslagen politik, forsøger politikerne i stedet panisk og krampagtigt at bilde den brede befolkning ind, at lidelserne på samtlige velfærdsområder skyldes udvalgte grupper, der koster alt for meget på bekostning af alle andre.

Det ville klæde politikerne at tage ansvar for konsekvenserne af blandt andet: en udskældt folkeskolereform og fejlslagne inklusionsidéer; strukturelle problemer (såsom et-årige kommunale budgetter) og en kommunalreform, der i 2007 udlagde ansvaret for handicapområdet i 98 kommuner. Den førte politik har haft vidtgående konsekvenser på tværs af velfærdsområder – konsekvenser, der umuligt kan være de handicappedes skyld.

Hvis regeringen kommer igennem med deres lovforslag om fastholdelse og magtanvendelse som en løsning på personalemanglen på ét velfærdsområde, hvad skulle så forhindre, at lignende lov indføres som en løsning på personalemanglen på andre velfærdsområder?



Det ville klæde politikerne at tage ansvar[/B]

Hilsen Peter :evil:

Mor slagter udvalg efter længe ventet rapport: "dumpet fælt"
 

https://tv2fyn.dk/fyn/mor-slagter-ud...t-dumpet-faelt

Af Lasse Sylvest Mikkelsen

Onsdag fremlagde et ekspertudvalg nedsat af regeringen en lang række anbefalinger for, hvordan man kan få styr på økonomien på det specialiserede socialområde, som samtlige ti fynske kommuner har overskredet budgetterne hvert år de seneste fem år. https://www.tv2fyn.dk/nyheder/03-04-...e-188cf5c8f20d

Men anbefalingerne imponerer ikke ligefrem Monica Lylloff, der er mor til to børn med handicap og medstifter af bevægelsen "en million stemmer", der kæmper for retssikkerheden for mennesker med handicap og psykiske lidelser.

- Tranæs-udvalgets rapport nævner flere gange, at man ikke har formået at finde ud af, hvorfor udgifterne reelt er steget. Det vil sige, at man faktisk ikke har kunnet konkretisere, hvad det egentlig er, der foregår på området.

- Derfor er mange af de her anbefalinger skudt i blinde. Når man så begynder at komme med økonomisk motiverede rettighedsindskrænkninger, og samtidig siger man ikke ved, hvorfor der er udgifter på området, så synes jeg jo, at man som udvalg er dumpet fælt.

Hilsen Peter (y)

Monica Lylloff fulgte bekymret med i eksperternes anbefalinger.
 

Monica Lylloff fulgte bekymret med i eksperternes anbefalinger. Hun frygter, at livet for hendes døtre med handicap vil ændre sig markant

I sidste uge præsenterede en ekspertgruppe en række anbefalinger, som skal tøjle udgifterne til socialområdet, der bare vokser og vokser ude i kommunerne. Monica Lylloff – mor til to døtre med handicap – har et budskab til politikerne.

https://www.berlingske.dk/politik/mo...er-hun-frygter

Monica Lylloff fulgte bekymret med i sidste uge, da det såkaldte Tranæs-udvalg præsenterede en længe ventet rapport om socialområdet.

Som mor til to tvillingedøtre med hver sine handicap er hele Monica Lylloffs families hverdag afhængig af, hvilken hjælp hendes døtre kan få. Og hvilket liv de kan få lov at leve.

Nu frygter hun, at deres liv kan ændre sig markant.

»Jeg frygter, at hvis økonomien bliver så retningsgivende, som undertonerne er i anbefalingerne, så vil problemerne med for eksempel botilbud kun vokse. Og det bliver på den lange bane meget dyrere,« siger hun og fastslår:

»Det vil skabe så meget mistrivsel hos så mange mennesker.«

Kommunerne bruger flere og flere penge på det sociale område. Og især til botilbud er udgifterne vokset markant de seneste år.

På den baggrund præsenterede Tranæs-udvalget i sidste uge deres endelige rapport med anbefalinger til, hvordan udgifterne til det sociale område fremover kan tøjles bedre i kommunerne.

I rapporten lyder det blandt andet, at kommunerne skal kunne tage mere hensyn til økonomi, når de vurderer, hvilken hjælp et menneske med handicap kan få bevilget.

Det vækker mildest talt bekymring hos jurist Monica Lylloff, der også er stifter og talsperson for bevægelsen #enmillionstemmer, som arbejder for at »sikre retssikkerhed for mennesker med funktionsnedsættelser og psykisk sårbarhed og deres pårørende«.

Og det er ikke kun hendes egne døtres vilkår, hun frygter for.

I hendes øjne er det selve retssikkerheden for mennesker med handicap, der er på spil.

Fødslen, der ændrede alt

I 2022 blev ekspertudvalget med professor Torben Tranæs i spidsen nedsat af den daværende regering og Kommunernes Landsforening (KL), eftersom kommunerne oplevede et udgiftspres og stigende serviceefterspørgsel på socialområdet, lyder det i kommissoriet.

Udvalget fik derfor til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan man kan sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet.

Monica Lylloff har fulgt udvalgets arbejde tæt de seneste år.

Men før hun selv fik det helt ind på livet, lå det bestemt ikke i kortene, at netop socialområdet og retssikkerheden for mennesker med handicap skulle blive Monica Lylloffs hjertesag.

»Som mange andre havde jeg intet begreb om, hvordan det er at være et menneske med handicap i dagens samfund,« fortæller hun.

»Jeg betalte gladeligt skat til den fælles kasse i tro på, at jeg betalte ind til den velfærdskasse, som kan samle en op, hvis man falder.«

Det ændrede sig med ét for 16 år siden, da Monica Lylloff fødte sine to tvillingedøtre.

De to piger blev født 11 uger for tidligt, og den ene fik en omfattende hjerneblødning.

Det gav datteren både fysiske og mentale handicap i en grad, så hendes kognitive udvikling i dag er på niveau med en treårigs.

Fødslen efterlod den lille nye familie i et følelsesmæssigt kaos, hvor de nu skulle finde ud af, hvordan de skulle få deres liv til at hænge sammen.

»Jeg havde en naiv forestilling om, at når vi pludselig stod der som familie og havde brug for hjælp, så ville vi få den. Men vi blev bare mødt af et system, som er fuldstændig lukket,« fortæller Monica Lylloff.

Trods en uddannelse som jurist skulle det vise sig at være en uigennemskuelig opgave at finde ud af, hvor og hvordan hun skulle skaffe hendes døtre den hjælp, de havde brug for.

Hun følte sig helt alene. Og søgte febrilsk svar og sparring i utallige Facebookgrupper.

Epilepsi-gruppen.

Autisme-gruppen.

Cerebral-parese-gruppen.

Hver diagnose havde sin egen gruppe. Men i bund og grund havde medlemmerne meget mere tilfælles, end hun troede.

»Jeg fandt ud af, at det er den samme kamp med systemet, som meldte sig på banen.

Ligegyldigt hvilken diagnose der var tale om, og hvor i landet man boede.«

Den åbenbaring blev flere år senere startskuddet til, at Monica Lylloff i 2019 stiftede bevægelsen #enmillionstemmer.

En bevægelse, der med Tranæs-anbefalingerne har fået sig endnu en kampplads.

Økonomiske hensyn

De i alt 19 anbefalinger, udvalget er kommet med, spænder bredt.

Men særligt en af anbefalingerne vakte opsigt, da udvalget kom med deres første delrapport sidste år.

Den lyder på, at serviceloven revideres, så den skærper, »kommunens generelle forpligtelse til at træffe afgørelser på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn. Der skal sikres balance, hvorfor det skal være klart, at de to hensyn begge er saglige«.

Selvom udvalget skriver i rapporten, at hensyn til kommunens økonomi aldrig må tilsidesætte den faglige vurdering af borgernes behov, så frygter Monica Lylloff, at det er præcist dét, der kommer til at ske.

»Den helt klart største bekymring er, at man i økonomiens hellige navn er parat til at gå på kompromis med retssikkerheden og konventionsskabte demokratiske grundprincipper,« siger hun og spørger:

»Hvad er sandsynligheden for, at kommunen så vil sætte et højere serviceniveau, end de gør i dag? Den er ikke ret stor. Det bliver nærmere et spørgsmål om, hvor lavt man kan gå,« siger hun.

Men det er vel ikke altid sådan, at jo dyrere et tilbud er, jo bedre er det?

»Nej, det er ikke nødvendigvis prisen, der gør det. Og så alligevel er det lidt,« siger hun og tilføjer:

»Hele rapporten har en undertone af, at det handler om at føje kommunerne, så de med økonomiske briller kan give den billigst mulige hjælp fremadrettet.«

Kommunens opgave

Grundlæggende mener Monica Lylloff slet ikke, at opgaven burde ligge ved hver enkelt kommune. I hendes øjne fører det til, at mennesker med handicap modtager alt for forskellige typer hjælp afhængigt af, hvor i landet de bor.

Men lige nu er det jo kommunernes opgave, og de skal bruge penge på mange forskellige områder. De kan være nødt til at skære i udgifterne til andre, for at opfylde behovene på socialområdet. Hvordan skal det balanceres?

»Lige nu er det ikke gennemsigtigt, hvordan økonomien kører, og hvordan pengene bliver brugt. Jeg tror, man kunne finde mange penge ved at spare på administrationen for eksempel,« siger hun og kommer med en klar opfordring:

»Hvis man stadig har den holdning, at mennesker med handicap ikke må koste for mange penge, fordi vi så tager noget fra de andre, så synes jeg, man i regeringen må melde det klart ud, at vi i Danmark ikke vil bruge for mange penge på at sikre hjælp til mennesker med handicap.«

Og så er der et helt elementært problem, som skal løses, før det giver mening at diskutere, hvordan pengene skal spares, påpeger Monica Lylloff.

Man ved nemlig stadig ikke, hvorfor udgifterne stiger, hvilket Ekspertudvalget også selv pointerer i deres endelige rapport:

»Det eksisterende datagrundlag har bidraget til, at Ekspertudvalget har kunnet identificere områder med de største udgiftsstigninger for eksempel botilbudsområdet, men det har kun i begrænset omfang været muligt at pege på, hvorfor udgifterne stiger,« skriver udvalget.

Formand for Ekspertudvalget Torben Tranæs har i et interview med Kristeligt Dagblad understreget, at der ikke skal spares på sociale ydelser, men at politikernes økonomiske styring skal sikres.

»Når den enkelte afgørelse træffes, så skal det ske på samme måde som i dag, hvor både faglige og økonomiske hensyn spiller ind. Men det er legitimt, at en kommune bruger deres allerede i dag lovfæstede ret til også at sænke serviceniveauet,« siger Torben Tranæs til Kristeligt Dagblad.

Monica Lylloff selv vil blive ved med at råbe op og kæmpe. Både på vegne af hendes egne døtre og de mange andre danskere, der har et handicap.

Men også for pårørende som hende selv.

»Vi risikerer at se mere mistrivsel hos de mennesker, der selv har et handicap. Og det vil også påvirke de pårørende, der kan ende med ikke at kunne passe deres arbejde.«

»De kortsigtede besparelser, der lægges op til at legalisere, bliver meget dyrere på den lange bane. Regningen bliver meget større, hvis man ikke gør det anderledes, end man gør i dag. Og det er der ikke noget, der lægges op til.«

Hilsen Peter (y)

Læs, lyt og tag stilling..........
 

...... til din egen vurdering og hvad du vil bruge af din erfaring i stemmeboksen

http://monicalylloff.dk/?p=1080


APRIL 7, 2024 AF MONICA

Indespærring, fastholdelse og udelukkelse af samfundet – det går den helt forkerte vej

Jeg har brug for din opmærksomhed.

Det går den helt forkerte vej i Danmark. Bagud. Mennesker med handicap, og her taler jeg om børn med bla adhd og autisme, unge der er ordblinde, voksne med behov for hjælp til at komme ud af deres hus, osv. bliver omtalt som et udgiftspres. Bliver udnævnt som syndebukke for kommunernes røde tal på bundlinjen. Vil kunne blive fastholdt i plejesituationer eller indespærret i op til 10 timer i døgnet i 6 mdr. Vil kunne blive tvangsflyttet.

Det lyder som et kapitel fra fortiden, som staten faktisk har sagt undskyld for. Men det er desværre ret meget lige nu, at dette kan blive din fremtid, hvis du kommer ud for en bilulykke i morgen og får et handicap.

I forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2022 blev der nedsat et ekspertudvalg (Tranæs-Udvalget), der fik til opgave at komme med forklaringer på, hvorfor udgifterne på blandt andet handicapområdet er steget samt komme med anbefalinger til, hvordan udgifterne til blandt andet handicapområdet kan tøjles ude i kommunerne.

Rapporten udkom onsdag den 3. april 2024 og virker mest af alt som et bestilt arbejde af kommunerne med henblik på økonomisk motiverede rettighedsindskrænkninger for mennesker med behov for hjælp.

Igen er det politiske mål åbenlyst:

At nedbringe udgiftspresset på handicapområdet.

Det var Tranæs-udvalgets beskidte opgave at komme med forslag til, hvordan dette kan gøres. Både regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) fortæller nemlig historien om, at udgifterne til børn og voksne med handicap løber løbsk, og at det sker på bekostning af alt andet – herunder børn og ældre.

Men udvalget har ikke kunne give en forklaring på, hvorfor udgifterne er steget. Det skyldes, at der mangler data og viden på området. Ergo er udvalget kommet med 19 anbefalinger ud fra rene skud i tågen.

Kan de stigende udgifter på socialområdet skyldes, at kommunerne i årevis ofte har undladt at bevilge den rigtige og forebyggende hjælp for at spare penge på den korte bane?

Når mennesker ikke får den rette hjælp i tide, får de i mange situationer brug for endnu mere hjælp senere hen. Så har kommunerne sjovt nok ikke sparet noget som helst men alene bidraget til, at udgifterne på området stiger i sidste ende.

Udvalget har ikke gjort sig den ulejlighed at undersøge, om det kunne være en årsag.

Hvorfor har de ikke det?

Og så er jeg temmelig træt af at høre mennesker med behov for hjælp blive omtalt som et udgiftspres. Hvorfor er det blevet i orden at omtale mennesker på den måde?

Er velfærdssamfundets opgave ikke netop at hjælpe mennesker, der har behov for det?

Politikere – både på Christiansborg og i kommunerne – taler jævnligt om forventningsafstemning. At borgernes forventninger til velfærdssamfundet må afstemmes med virkeligheden.

Derfor har jeg denne opfordring til regeringen:

Lad os tage den forventningsafstemning ude i det åbne.

I siger, at selvfølgelig skal mennesker med handicap kunne få hjælp. Men i det skjulte er I ved at gennemføre, at det nærmest ikke vil være muligt. Det er vel et bedrag? Hvis regering og kommuner ikke vil bruge penge på at hjælpe mennesker med handicap, så må de sige det direkte.

Så ved befolkningen i det mindste, hvor politikerne står. Og så kan befolkningen lettere tage stilling til de politikere, næste gang de står i stemmeboksen.

Jeg var en tur i TV2 Fyn og give interview om netop dette. Tranæs-udvalget er dumpet.

Hele udsendelsen kan ses her: https://www.tv2fyn.dk/nyheder/07-04-...c-bc8bec00d2dc

Og læs gerne mit indlæg i Ræson, hvor jeg går nærmere ind i, hvad den nuværende politiske retning vil kunne betyde for os alle sammen: https://www.raeson.dk/2024/monica-ly...agtanvendelse/

Jeg er ved at arrangere demonstration sammen med Caspar Eric. For dette vedrører os alle.

Sæt kryds i kalenderen 22. maj kl. 17-19, for der afholder vi stor demonstration på Christiansborg Slotsplads, hvor vi spørger: Hvilket samfund skal vi være?

Undskyld vi spørger,

Undskyld vi er her!

TAK, til Monica

Hilsen Peter :evil:

Skamplet på danmarkshistorien
 

Forhandlingerne er udtryk for mørklægning og ikke et demokrati værdigt

Lige nu er forhandlingerne om en kommende reform på handicapområdet ved at gå ind i den afsluttende fase.

Et udkast fra forhandlingerne, som DR er i besiddelse af, er blevet mødt med stor kritik, da flere parter frygter, at det ikke er andet end en spareøvelse.

Blandt andet har Monica Lylloff, der er medstifter af initiativet #Enmillionstemmer, sagt, at det vil være ”en skamplet på danmarkshistorien”, hvis forslaget bliver til virkelighed.

I appellen kritiserer Monica Lylloff og #Enmillionstemmer også hele processen omkring forhandlingerne.

Hun mener, at forhandlingerne har forgået på en ”mærkværdig” måde, fordi regeringen kun har inviteret De Radikale, De Konservative og SF, som blev smidt ud mandag aften, med til forhandlingerne.

Den lukkede proces har Anni Sørensen været en del af. For planen var at handicaporganisationerne skulle være en del af aftalen i et partnerskab, der hedder Sammen om Handicap.

Hun beskriver rammerne for det dialog-forum som værende snævre og meget lukkede. Noget, hun kalder ”dybt frustrerende og dybt bekymrende”.
- Vi har været pålagt tavshed, siger hun.

Hun og DH har kæmpet for at få åbnet mere op, så alle bedre har kunnet følge med i de forhandlinger, der ellers er foregået relativ ubemærket de seneste mange måneder.

https://www.dr.dk/nyheder/politik/or...ndlingerne-paa

Kun vælgerne kan ændre udviklingen
 

https://www.lev.dk/media/wg1flyf4/le...sregler-mv.pdf

"Indelåsning af beboere i egen bolig i botilbud. Varighed af indelåsning kan samlet være 10 timer pr. døgn, dog maksimal 8 timer i træk".

Hilsen Peter :evil:

Tidligere har der været tanker om, at indsamle de 100 mest udadreagerende patienter i Danmark, Samle dem 1 sted og skabe ro i salen med medicinske metoder.

Mange socialpædagoger kunne så fritstilles (fyres) og et par udskrivende psykiatere kunne så ordinere medicin, så patienterne, medborgerne blev forhindret i at være udadreagerende.

Tanker som har været tænkt og brugt i vores sydlige naboland, startende i 1932

https://www.kristeligt-dagblad.dk/da...ldes-gøgeunger

""Omkostningerne skal bremses, var et af hovedbudskaberne fra KL-formand Jan Trøjborg (S) under de netop overståede forhandlinger med regeringen. Forgængeren Erik Fabrin (V) har tidligere sagt om udgifterne til det specialiserede område, at de har en "skadelig gøgeungeeffekt".

I sidste uge viste en undersøgelse fra Socialministeriet, at 171 voksne på specialinstitutioner koster samfundet 500 millioner kroner om året.

Det fik to borgmestre til at foreslå mere medicinering og andre former for tvang som en billigere løsning.