At være pårørende...
 

Godaften til jer alle.

Tænkte jeg lige så godt kunne bruge dette forum lidt, selvom jeg "bare" er pårørende.

Min mand er herinde også, og bruger jer i perioder når overskuddet er der, eller magtesløsheden indtræffer.

Jeg står på sidelinien, og er gift med ham det går ud over.

Han har en lang sag, og kæmper med Sorø kommune. Han har vundet flere sager I BAN og ankestyrelse.

Lige pt er han startet i arbejdsprøvning, 2 timer om dagen, med kæmpe skånebehov og endda her i byen. Men det svarer lidt til han skal stå og lægge tøj sammen i 2 timer. Den sammeligning bruger jeg, og det er bare for meget.


Han er total smadret. Det påvirker hans humør, men han skal jo fortsætte...



Men kender I det? Man står bare på sidelinien og kan INTET gøre.

Øv det er hårdt.

Håber snart sagen er ovre, og han kan få fred, og VI kan komme videre.

Støt ham, og fortæl ham at han ikke skal ødelægge sig selv for at gøre kommunen tilfreds. Hvis han får det dårligt så er det ok at sige fra, og gå hjem. Han kan godt sygemelde sig hvis han rent faktisk bliver syg og dårlig af det.

Men ja, jeg kan godt forestille mig, at det er hårdt at stå ved sidelinjen og se på hvordan det system fungerer, og en man holder af der bliver smidt rundt i det.

Keep your hopes up, and your arms around him. :)

Der skal være møde i næste uge, om det er tilpas tid osv.. Men tror de 2 timer er alt for meget.. Han er total ødelagt, og der er endda intet transporttid dertil..

prøver at støtte alt hvad jeg kan....

Godt han har din støtte det er vigtigt. Det er bare også vigtigt, at han selv sætter stolen for døren f. eks. i forbindelse med sin arbejdsprøvning. Han skal naturligvis såvidt muligt blive ved med at møde op, men måske skal han gå tidligere hjem eller have endnu flere pauser end han måske har !!?

Ligeledes bør han skrive dagbog også selvom det så er i stikordsform, denne kan danne grundlag for forståelse af din mands situation ikke mindst fra kommunens side af.

Til syvende og sidst er det HAM der skal sige fra, HAM der skal acceptere situationen og sin tilstand, du kan kun råde og støtte ham så godt du kan, men han er nødt til selv at tage ansvar for sit liv uanset hvordan han har det. Han ved sikkert godt hvordan han kunne få det bedre, MÅSKE ved ikke at arbejde så meget som 2 timer om dagen, for det er meget for "sådan nogle som os", men det er kun ham der kan lave om på dette og det kan du så kun støtte ham i så godt du magter.

Kan sagtens forstå at det er hårdt at være partner. Man er bange for at træde forkert, sige noget forkert, virke bedre vidende og hvad ved jeg. Det kan være en idé at komme med til psykolog en dag hvis han går til dette ? Du må se om du kan holde ud så godt du kan til kampen i systemet er slut, måske vil det også være godt for dig at tale med en evt. veninde om din situation, hvis du ikke allerede gør det.

Ja, det er hårdt at se sin nærmeste, blive behandlet i dette cirkus.

Din mand har selvsagt brug for afklaring af sin arbejdsevne.

men husk ham på, at det handler om afklaring, og ikke er en konkurrance om at holde længst.
Hans helbred, eller det der er tilbage, skal helst holde nogle år endnu, det er derfor ALTAFGØRENDE, at han ikke overanstrenger sig, men sørger for at der er balance i arbejdsliv og hjemmefront.

Er helt enig i ovenstående råd.

VH Popiae

Som Enteneller skriver, det er vigtigt med en udførlig dagbog, for hele døgnet, f.eks. efter denne model: http://www.k10.dk/showthread.php?t=9...ghlight=dagbog

Og som Popiae skriver, så er det ikke en konkurrence om at holde længst.

Min konsulent fra anden aktør sagde til mig "du skal jo ikke vise hvor meget smerte du kan klare, du skal kun vise hvor meget du kan arbejde".:kram:

Han skriver dagbog over det, og de kommer imorgen og tjekker til ham, for at se hvordan timerne passer.

Glæder mig til dette er overstået. Sagen har bare trukket ud og trukket ud.. Startede i 2003--det er snart nogle år siden...

Men super rart med denne side, så man lige kan komme af med lidt, også selvom man "bare" er pårørende..

Tak for jeres svar.