K10 - Flexjob & Førtidspension

K10 - Flexjob & Førtidspension (https://www.k10.dk/index.php)
-   Den nyttige viden vi alle har (https://www.k10.dk/forumdisplay.php?f=39)
-   -   Revalideringsordningen på vej til at blive afviklet (https://www.k10.dk/showthread.php?t=40393)

phhmw 28-01-2024 22:40

Revalideringsordningen på vej til at blive afviklet
 
https://socialraadgiverne.dk/faglig-...live-afviklet/

Når Ankestyrelsen reelt ikke *prøver den faglige vurdering af, om der er behov for revalidering, vil det medføre, at stort set ingen klagesager bliver ændret, og revalideringsordningen over tid vil blive afviklet.

Revalidering har været en af de centrale indsatser i dansk socialpolitik i mere end et halvt århundrede. Det har været præciseret i lovforarbejderne, ”at kommunerne er forpligtet til at yde revalideringshjælp, når betingelserne … er til stede”. Brugen af revalidering er faldet drastisk igennem en årrække. I 2004 modtog 30.499 personer hjælp til revalidering, i 2012 var antallet faldet til 14.638 og i 2022 til 2.642 personer.

Støttemulighederne i den almindelige lovgivning er blevet forbedret, herunder også mulighederne i den almindelige beskæftigelsesindsats. Det kunne være en forklaring, men ændringerne er primært sket for cirka 20 år siden og kan kun forklare et mindre fald.

Stort element af tilfældighed
Variationerne i den kommunale brug af revalidering er derimod steget markant, og der er et stort element af tilfældighed over, om en person tilkendes revalidering eller ej, hvilket blandt andet afhænger af bopælskommunen. Der var i 2022 mere end 20 gange flere revalidender pr. indbygger i eksempelvis Hjørring, Sønderborg og Lolland kommuner end i Randers, Furesø og Skive kommuner. Derudover har flere kommuner reelt afskaffet revalidering – ingen er påbegyndt revalidering i 2020, 2021 og 2022.

En væsentlig del af forklaringen på denne udvikling kan findes i Ankestyrelsens prøvelse af revalideringssager, dels i prøvelsesintensiteten og dels i Ankestyrelsens skærpelse af praksis for tildeling. En række tidligere principmeddelelser, hvor der var berettigelse til revalidering, er blevet ophævet med henvisning til, at de ”ikke længere har vejledningsværdi”, andre med direkte henvisning til, at ”at praksis på området sidenhen er skærpet”.

Lav omgørelsesprocent
Ankestyrelsen har i 2020, 2021 og 2022 realitetsbehandlet over 300 klagesager vedrørende revalidering efter beskæftigelsesindsatslovens paragraffer 142-148. Én sag blev ændret, og to sager blev hjemvist, hvilket er en omgørelsesprocent på under 1. Til sammenligning var omgørelsesprocenten af Ankestyrelsens behandling af samtlige sager på social- og beskæftigelsesområdet i 2022 hele 30 procent. Omgørelsesprocenten er markant lavere på revalideringsområdet end på alle øvrige områder indenfor social- og beskæftigelseslovgivningen.

Tendensen i Ankestyrelsens praksis er gået mod en mindre intensiv prøvelse i revalideringssager. Ankestyrelsen tilsidesætter kun kommunens vurdering af, om begrænsninger i arbejdsevnen ikke medfører behov for revalidering, hvis der er et (meget) sikkert grundlag. Tilsvarende ved vurdering af, om andre indsatser efter beskæftigelsesindsatsloven eller anden lovgivning er tilstrækkelige for at genindtræde på arbejdsmarkedet.

Sociale forhold uden betydning
Bevisbedømmelsen og dokumentationskravet for berettigelse til revalidering er også skærpet. Ankestyrelsens praksis er, at en person kun er i målgruppen for revalidering, hvis det kan udelukkes, at borgeren kan klare arbejdsfunktioner indenfor enhver form for ufaglært arbejde. Det er ikke afgørende, om der er en realistisk forventning om, at borgeren vil kunne fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet.

Sociale forhold og deres betydning for vurderingen af arbejdsevnen, herunder om der foreligger en socialt fastlåst situation, får dermed ingen eller kun meget begrænset betydning, tilsvarende med forebyggelsesaspektet – om det er realistisk, at borgeren mere varigt kan fastholdes på arbejdsmarkedet. Den konkrete vurdering af, om ”personen ikke ved hjælp af andre tilbud eller ordninger kan få tilknytning til arbejdsmarkedet,” er reduceret til, om dette kan udelukkes.

Der vil i praksis næppe være kommunale afslag på berettigelse til revalidering, der kan forventes omgjort af Ankestyrelsen. Selv for de kommuner, der reelt har afskaffet revalidering, er alle afslag også blevet stadfæstet.

Hovedkonklusion

Revalideringsordningen har været en individuel rettighed for borgere med begrænsninger i arbejdsevnen, men er reelt blevet en beskæftigelsespolitisk foranstaltning, som kommuner frit kan vælge, om de vil bruge. Denne ændring er dog ikke sket via en traditionel lovgivningsproces i Folketinget, men har udviklet sig i administrativ praksis.

Med støtte fra Helsefonden har det været muligt at undersøge revalideringsområdet, herunder cirka 200 ikke offentliggjorte klagesager behandlet af Ankestyrelsen. Du kan læse mere om resultaterne af undersøgelsen på følgende link:
vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/608342957


Hilsen Peter :evil:


Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 11:40.

Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension