Hjælp! Min sagsbehandler ødelægger mig.

[Akvamarin]

Mentor skal det der er nødvendigt for at få dig nærmere arbejdsmarkedet. Når de 2 år med sms ikke har haft nogen effekt, skal der laves en ændring. Det er derfor din sagsbehandler nu kræver du mødes med mentor. Det er ikke specificeret noget steds hvordan kontakten skal være. Men det sædvanlige er at man mødes med sin mentor, da socialisering (altså det at være sammen med andre mennesker i en eller anden sammenhæng) er et vigtigt skridt på vejen til arbejdsmarkedet.

Hvad er du bange for kan ske ved at mødes med mentor for eksempel hjemme hos din mor?

Hvorfor er det du ikke kan mødes med din mentor, når du godt kan møde op på kommunen til et møde med din sagsbehandler?

[mullamulla3]

Oprindeligt indsendt af Akvamarin

Mentor skal det der er nødvendigt for at få dig nærmere arbejdsmarkedet. Når de 2 år med sms ikke har haft nogen effekt, skal der laves en ændring. Det er derfor din sagsbehandler nu kræver du mødes med mentor. Det er ikke specificeret noget steds hvordan kontakten skal være. Men det sædvanlige er at man mødes med sin mentor, da socialisering (altså det at være sammen med andre mennesker i en eller anden sammenhæng) er et vigtigt skridt på vejen til arbejdsmarkedet.

Hvad er du bange for kan ske ved at mødes med mentor for eksempel hjemme hos din mor?

Hvorfor er det du ikke kan mødes med din mentor, når du godt kan møde op på kommunen til et møde med din sagsbehandler?

Jeg ved ikke selv hvad jeg er bange for, jeg bliver bare fyldt op med panik. Jeg bliver fysisk dårlig, det sortner for øjnene, min puls hamrer afsted.

Det er også meget svært at møde op til samtale hos sagsbehandler. Fra den dag jeg får brev om indkaldelse til samtalen er slut er jeg ikke mig selv. Jeg græder konstant og isolerer mig.

Efter samtaler med sagsbehandler har jeg altid lyst til at begå selvmord. Har flere gange været tæt på.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har det som jeg har det, jeg synes jo ikke selv det er sjovt.

Jeg føler mig bare ødelagt. Mit liv har været et konstant helvede med en psykisk voldelig far, alkoholiseret mor (som dog er tørlagt i dag), mobning fra børnehaven og frem til 7'ende hvor jeg droppede ud.
Så har jeg derefter prøvet at have veninder som har behandlet mig utilgiveligt. Så har der været flere overfald tilbage i teenageårene (slemme overfald, hvor der er blevet taget kvælertag på mig og smadret flaske i hovedet på mig).
Jeg var i retten med det, men det fortsatte alligevel, ind til jeg dengang valgte at isolerer mig for omverdenen (for så var der jo i hvertfald ikke nogen der kunne gøre mig fortræd).
Det er bare en lille del af hvad der har været sket, og som gør at jeg ikke stoler på mennesker, frygter mennesker og lever i isolation for at "beskytte" mig selv.

Jeg oplever dagligt kæmpe humørsvingninger. Jeg kan gå fra at være glad, til at stå og stortude uden af vide hvorfor. Det næste øjeblik kan jeg være utrolig vred og aggressiv, for så at gå over i rastløshed - hvorefter det hele starter forfra.

Hvis jeg følte at jeg kunne mødes med mentor, så kan jeg love dig for at jeg også ville gøre det. Jeg er bare bange for hvad det kan gøre ved mig.

Når jeg sidder til møde ved sagsbehandler niver jeg så hårdt i mig selv at jeg nogengange går der fra med blødende hænder. Det er ikke sjovt og jeg føler ikke jeg er mig selv i situationen. Jeg er bange for hvad jeg kan finde på at gøre ved mig selv hvis jeg bliver presset yderligere ved at skulle mødes med mentor.

Jeg ved godt at man skal gøre noget for de penge man får, og at nogle kan tænke at man bare skal tage sig sammen. Og jeg føler mig virkelig også som et ynkeligt menneske lige nu.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis jeg bare kunne tage mig sammen, så gjorde jeg det virkelig også. Jeg ønsker ikke at dette skal ende i et selvmord, men jeg er heller ikke helt sikker på hvad jeg kan finde på hvis jeg bliver presset nok og det sidste jeg ønsker er at gøre min familie fortræd ved at forlade dem...

[Akvamarin]

Av det lyder godt nok til du har det skidt. Jeg synes altså du skal få en snak med dem inde hos Sind hvis du ikke allerede har været i kontant med dem. For sådan som du har det lyder ikke holdbart.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan du bedst kan få hjælp til at få en tålelig tilværelse. Men sender dig lys og kærlighed. Nogen må holde en hånd over dig at du har klaret det så langt.

[MistyMiss]

Folk anbefaler sind, og jeg kan kun sige mig enig.
Stod på et tidspunkt et sted i mit behandlingsforløb, hvor jeg var blevet "tabt". Jeg mødte op på deres adresse i Odense, og de tog virkelig godt imod mig.
Der sad en der gav sig tid til at lytte og hjælpe mig, og gav mig råd til hvad jeg skulle gøre og hvor jeg skulle henvende mig.
Hvis det er noget man har brug for, kan de også hjælpe en med kontakten, så vidt jeg har forstået

[mullamulla3]

Atter tusind tak for svarene

Jeg har lige været inde på sind.dk men jeg synes ikke det ser ud som om de har et sted i Esbjerg. Så hvordan forgår kontakten med dem? Telefonisk eller over mail?

[MistyMiss]

Der er telefonisk rådgivning her: http://www.sind.dk/telefonraadgivning

[Nørd]

Oprindeligt indsendt af mullamulla3

Min psykiater er dog en mærkelig mand, men min behandler er sød nok.

Jeg har i forbindelse med mit arbejde været i kontakt med adskillige psykiatere, mange af dem virker enormt mærkelige, især psykiatri overlægerne.

Med hensyn til din egen læge, så er der formodentligt to muligheder:
1. Hun er på usikker grund når der er tale om psykiske sygdomme som din, og ved ikke helt hvordan hun skal forholde sig.
Her kunne det være en fordel hvis der kan sættes et samarbejde i gang mellem psykiatrien og lægen.
Jeg har hørt om patienter med specielle sygdomme, der simpelthen fandt information på nettet og hos patientforening, printede ud og afleverede til lægen, for at på den måde at undervise lægen i egen sygdom.
2. Lægen er ikke værd at samle på og du bliver nødt til at skifte læge endnu en gang. Hvis dette er situationen, så kan du måske undersøge hvilken læger i kommunen der har åben for tilgang fra nye patienter og så undersøge evt. på nettet og måske hos sind.dk om lægen er kendt som en dygtig om empatisk læge eller det modsatte, og om personen her erfaring med psykiske sygdomme, inden skiftet.

Oprindeligt indsendt af mullamulla3

Efter samtaler med sagsbehandler har jeg altid lyst til at begå selvmord. Har flere gange været tæt på.

Det er urimeligt at man i dagens Danmark skal trækkes igennem dette mareridt, at sagsbehandlere har lov til at bringe borgere på selvmordets rand.
Du bør dog altid sige til dig selv at det ikke er dig der er noget galt med, du er måske nok syg, men det gør dig ikke til et dårligere menneske end de raske.

Oprindeligt indsendt af mullamulla3

Det er bare en lille del af hvad der har været sket, og som gør at jeg ikke stoler på mennesker, frygter mennesker og lever i isolation for at "beskytte" mig selv.

Med din baggrund er det naturligvis ikke mærkeligt at du reagerer som du gør.
Du bliver også nødt til beskytte dig selv, du er den bedste til det, da du kender dig bedst.
Dog er det ikke altid muligt at isolere sig pga ydre omstændigheder, som eksempelvis kommunen.
I dette tilfælde bliver du nødt til at skaffe hjælp hvor du kan skaffe den og som de andre er sind.dk nok et godt bud da de har kendskab til dine problemer og din læge er her også en af de vigtigste personer i dit liv.

Oprindeligt indsendt af mullamulla3

Jeg ved godt at man skal gøre noget for de penge man får, og at nogle kan tænke at man bare skal tage sig sammen. Og jeg føler mig virkelig også som et ynkeligt menneske lige nu.

Du må aldrig tænke på dig selv som et ynkeligt menneske, du er med garanti et dejligt menneske.

Fordømmelsen er noget vi med skjulte sygdomme har til fælles uanset om sygdommen er fysisk eller psykisk.
Raske personer tænker ofte, hvor svært kan det dog være lige at tage sig lidt sammen.

Jeg hørte engang et foredrag af en psykolog som sagde, I bør ikke forsøge at få dem til at forstå, det vil alligevel aldrig lykkedes, forsøg hellere at få dem til at respektere.
Ideen var at forståelse kræver at man kan sætte sig i den syges sted, det kan man ikke hvis man ikke selv har været der. Men man kan sagtens lære at respektere at andre mennesker har nogle begrænsninger uden selv at have været i samme situation.

[vasen]

Undskylder først dette meget korte og intetsigende indlæg, men efter at have skrevet står der.
: du har ikke ret til dette. opnoter og opret dig. Dette til trods for at jeg er logget ind.

forsøger igen. Langt indlæg slettet.Siger jeg ikke er logget ind, men det er jeg. Frustrende.
1. er du ordentligt udredt. En mærkelig psykiater skal udskiftes. Stol på din intuition.
Medicin. Ja, men hvis det ikke virker, så skal der ses på det. Mange får det værre af medicinen.
Søg i din region om de har et psykoterapeutisk center.Ring til dem hvis hjemmesiden er for indviklet.
Gik selv i et 3 mdr. intensivt, individuelt forløb, hvor der både er psykologer og læger ansat. Sind har bisidderhjælp, men efterspørg en der evt er socialrådgiver. det har jeg.
Mentor, ja. Hun kom hjem til mig, da jeg ikke orker flere smarte kontorer.
Prøvet adskillige antideprssiver men det virkede nærmest modsat. ( PTSD)
Du skal have hjælp og det hellere i dag end i morgen.
du har min største medfølelse. Knus

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af mullamulla3

Ved ikke om det bliver for meget med en bisidder fra sind, når også min mor og mentor deltager ved samtalerne?

Jeg kender ikke din mor, og ved ikke hvor meget indblik hun har i psykiske problemstillinger og i den sociale lovgivning, men umiddelbart tror jeg det klogeste vil være, at prioritere Sind højere end din mor lige på dette punkt.

Sind har indblik både i psykiske problemer og i den sociale lovgivning.

Dette udelukker ikke, at din mor kan følge dig til mødet og så vente udenfor, så hun er der for dig når mødet er slut.
Og hvis du så har optaget mødet kan du og din mor gå hjem og høre det igennem og snakke om det.
På den måde kan din mor også få et bedre indblik i hvad der foregår.


Jeg havde også min mor med som bisidder nogle gange, men min oplevelse var, at det ikke ændrede noget som helst.
Så, hvis du vil have din sag til at køre ordentligt, så tror jeg du bør prioritere bisidder fra Sind højere end din mor, som bisidder.

Det kan også tænkes, at din mor bedre kan støtte dig når hun ikke skal forholde sig til din sag og dine sagsbehandlere.

[mullamulla3]

Nørd:

Jeg har i de 10 år jeg har været tilknyttet psykiatrien også kun mødt underlige psykiatere, ofte med en tanke om at de selv burde søge hjælp. Jeg har nu bare vænnet mig til at de er mærkelige og går ud fra at de ved hvad de laver..

Mht. til min nuværende læge, så er hun meget ung og helt nyuddannet, og jeg tror derfor ikke hun er i stand til at hjælpe folk med psykiske problemer - jeg har siddet og grædt overfor hende mens hun bare sad og smilede (ikke smilende som hun havde ondt af mig, men som at hun synes det var sjovt/komisk, hvad ved jeg). Jeg har derfor også besluttet at skifte læge endnu en gang.
Problemet er bare at der kun er meget få læger i min by der har åben for tilgang.. men jeg må se om jeg ikke kan bruge en af de to-tre stykker der har åben.

Der ligger noget som hedder “vind-rosen” i Esbjerg, og jeg overvejer at få en tid hos dem Mandag, da de også kan tage med til møder hos sagsbehandler. Jeg tænker det er lidt nemmere at kontakte dem end Sind, da de jo hører til i Esbjerg. De har nemlig også med psykisk syge at gøre.

Oprindeligt indsendt af vasen

Undskylder først dette meget korte og intetsigende indlæg, men efter at have skrevet står der.
: du har ikke ret til dette. opnoter og opret dig. Dette til trods for at jeg er logget ind.

forsøger igen. Langt indlæg slettet.Siger jeg ikke er logget ind, men det er jeg. Frustrende.
1. er du ordentligt udredt. En mærkelig psykiater skal udskiftes. Stol på din intuition.
Medicin. Ja, men hvis det ikke virker, så skal der ses på det. Mange får det værre af medicinen.
Søg i din region om de har et psykoterapeutisk center.Ring til dem hvis hjemmesiden er for indviklet.
Gik selv i et 3 mdr. intensivt, individuelt forløb, hvor der både er psykologer og læger ansat. Sind har bisidderhjælp, men efterspørg en der evt er socialrådgiver. det har jeg.
Mentor, ja. Hun kom hjem til mig, da jeg ikke orker flere smarte kontorer.
Prøvet adskillige antideprssiver men det virkede nærmest modsat. ( PTSD)
Du skal have hjælp og det hellere i dag end i morgen.
du har min største medfølelse. Knus

Jeg har ikke mulighed for at skifte psykiater. Jeg går ved distriktspsykiatrien i Esbjerg, og der er kun ham. Desværre.. Dog er det ikke ham jeg primært har kontakt med.
De er pt. i gang med at finde ud af om min medicin er rigtig.
Jeg skal derop i morgen, og forventer at høre noget mere mht. medicinen.

Mht. mentor vil jeg absolut ikke have hende ind i mit hjem. Det er mit helle, og hvis det offentlige pludselig skal hjem til mig i privaten så går jeg amok! Sorry, men det kan jeg slet ikke forholde mig til.

Problemet med min medicin er at jeg igennem mine 10 år allerede har prøvet 15-20 forskellige slags, og lægerne siger at der ikke rigtig er mere at prøve.

Oprindeligt indsendt af Vovse

Jeg kender ikke din mor, og ved ikke hvor meget indblik hun har i psykiske problemstillinger og i den sociale lovgivning, men umiddelbart tror jeg det klogeste vil være, at prioritere Sind højere end din mor lige på dette punkt.

Sind har indblik både i psykiske problemer og i den sociale lovgivning.

Dette udelukker ikke, at din mor kan følge dig til mødet og så vente udenfor, så hun er der for dig når mødet er slut.
Og hvis du så har optaget mødet kan du og din mor gå hjem og høre det igennem og snakke om det.
På den måde kan din mor også få et bedre indblik i hvad der foregår.


Jeg havde også min mor med som bisidder nogle gange, men min oplevelse var, at det ikke ændrede noget som helst.
Så, hvis du vil have din sag til at køre ordentligt, så tror jeg du bør prioritere bisidder fra Sind højere end din mor, som bisidder.

Det kan også tænkes, at din mor bedre kan støtte dig når hun ikke skal forholde sig til din sag og dine sagsbehandlere.

Min mor har været med som støtte, da jeg ikke tør gå ind alene - men har jeg derimod en anden med som er på min side, så vil jeg helt sikkert også synes det er fint.

Problemet lige nu er også at jeg er utrolig bange for at gå ind til sagsbehandler alene, specielt fordi min nuværende er meget aggressiv og vred på mig. Hun tager ikke min sygdom alvorligt, og siger indirekte at jeg bare skal tage mig sammen. Det virker faktisk som om de slet ikke tror jeg fejler noget, og de er fuldstændig ligeglad med at jeg går i behandling på psykiatrien.
Jeg vil jo mene at de burde indhente oplysninger fra psykiatrien hvis de ikke tror på mig, men det gør de ikke.