Til jobsamtale hos visitationsteamet

[mukke]

Efter en afbrudt revalideringsuddannelse, der ellers gav udsigt til drømmejobbet, - efter i alt 8 års jobsøgning, dels på egen hånd, dels på kurser, -efter et forløb hos Plan & Handling, der mundede ud i det første skridt imod et flexjob, hvilket blev standset, -efter endnu et jobsøgningsforløb med 5-8 ansøgninger ugentligt uden resultat og en påfølgende sygemelding p.g.a. depression og selvmordstanker, skal jeg nu til jobsamtale i kommunen.
Den sagsbehandler, der sendte mig videre til visitationsteamet i Marts rådede mig til at have så megen dokumentation med mig som muligt, og jeg har mine papirer på, at jeg har slidgigt i knæene, et ustabilt bækken, er partielt hypermobil, har en permanent udu i skulder-nakkeregion og ikke har fødder til at stå i timevis og ikke må have monotont belastende arbejde, eller bære tungt.
Jeg kan godt arbejde, hvis jeg får lov til at blande arbejdsstillingerne, ved jeg fra vikariater. Det er bare det, der et problem at få.
Sagsbehandleren sagde ordene: Gå hjem og slap lidt af. Du er 56 år, matchgruppe 4 på grund af dine fysiske ting og din blandede tilknytning til arbejdsmarkedet.Du får ikke noget job nu.
Samtidigt sagde hun: Du får kamp til stregen!
Den sagsbehandler, som jeg havde tillid til og som jeg til min lettelse havnede hos igen, har desværre givet min sag videre til nogen, som åbenbart intet kender til den.
Jeg har prøvet at få aktindsigt fra revalideringstiden, men den kan åbenbart ikke lige findes. Dog har jeg brudstykker af min sag fra tidligere. Jeg startede faktisk med at bede om den i Januar. Borgerrådgiveren er igang og jeg har kontakt med en advokat fra min fagforening.
Nu skal jeg til jobsamtale 17/6 og er MEGET utryg overfor, hvad der skal ske.
Spørgsmålene er: Har du søgt job? Hvad vil du lave? Vil du gøre rent, eller stå i butik?
Jeg har en baggrund, jeg gerne vil have lov til at bruge, men jeg ved efterhånden, hvad svaret er. Vi har jo været igennem skidtet!
Her må jeg have en bisidder med, for efterhånden kan jeg næsten ikke engang snakke med et skrankepersonale i den sektor uden at stå og tude.
Er der nogen her, der har erfaring i den situation og kan sige mig et fornuftens ord?

Hilsen, Mette