Egentlig burde jeg være så glad!

[FrkM]

Egentlig burde jeg være så glad!

Mine børn er glade, sunde og velfungerende. Har mit lille dejlige hus og ditto hund. Venter på at min nye bil er klar til afhentning. Har et godt og støttende netværk. Min sag om førtidspension gik hurtigt, nemt og glat. Forinden førtidspensionen havde jeg nogle gode år på arbejdsmarkedet. Økonomien er god. Har ikke mange penge men kan give mine børn det er nødvendigt, tage på sommerferie og sådan. Er blevet behandlet sobert, venligt og professionelt i mødet med ”systemet” (jobcenter og psyk.afdl.). Min bipolare lidelse (tidl. kaldet maniodepressiv lidelse samt svær PTSD efter mordforsøg) er nogenlunde velbehandlet. Fysisk har jeg mange begrænsninger og daglige store smerter men det har jeg haft siden mit 9. leveår så det er jeg kommet overens med.

Så hvad bilder jeg mig egentlig ind når jeg nu sammenlignet med så mange andre har gode rammer?

Livet er tungt og svært. Jeg orker snart ikke at leve et liv med konstant indre kaos, og hvor alle kræfter skal bruges på at holde sammen på mig selv. Orker ikke mere at skulle indgå i sociale sammenhænge. Orker ikke at være mor. Hvis jeg endelig skal være i live vil jeg helst befinde mig på en øde ø helt alene. Fri for krav – ja, fri for alting. Jeg har altid haft denne grundstemning men det bliver sværere og sværere for mig at holde den på afstand. Ønsket om snarlig død har nu omklamret mig så jeg ikke kan få den rystet af mig. Får relevant medicin og er i kontakt med psyk. Det hjælper bare ikke. Jeg orker snart ikke livet. Indtil videre må jeg holde mig i live. Det har jeg en forpligtelse til.

Hvor henter jeg livsglæden? Vil så gerne til liv med oprigtig livsglæde. Noget jeg aldrig har prøvet men hold da op hvor vil jeg gerne prøve det.
Måske lider jeg bare af selvmedlidenhed men uanset hvor meget jeg skælder ud på mig selv og forsøger at rykke mig selv op med hårrødderne så hjælper det ikke. Jeg er meget viljestærk - det har jeg bla bevist ved at kunne holde mig på arbejdsmarkedet meget længere end hvad andre troede muligt og tabt 50 kg. selvom jeg får medicin som mange tager på af - men min viljestyrke kan jeg ikke få omsat til at leve. Jeg overlever men lever ikke.

Egentlig burde jeg være så glad men er det ikke!