At lære og huske sit nye "jeg"

[engager]

Jeg ved ikke om der er andre der kender det, men det er der højst sandsynligt.

Det med at skal lære at man altså ikke kan det man har kunnet førhen. At ens krop altså siger nej til nogle ting, som man oppe i sit hoved da mener at man sagtens kan, for det har jeg jo altid gjort.

Jeg har altid været meget aktiv og elsket at gøre en masse ting ved mit hus. Skal helst have malet ca. hvert halve år. Vælter en væg hvis jeg har lyst og bygger også gerne en ny, eller lægger gulv eller hvad jeg ellers syntes.

Men nu er jeg så kommet i en situation, hvor jeg er svært gangbesværet (bruger krykker og kørestol) og har problemer med føleforstyrrelser og smerter i mine arme.

Alt dette ved min krop jo godt, men mit hoved glemmer det altså indimellem og heldigvis har vi da lært og grine af det indimellem.

Som den ene dag at mine unger var hjemme på besøg og jeg ligeså stolt fortalte at nu havde jeg altså været ude og købe maling til køkkenet, for det trængte altså til en omgang og min store datter så bare grinende kiggede på mig og sagde: Jamen det var da en rigtig god ide mor, men hvordan er det så lige at du har tænkt dig at male det ?? Det kan altså godt være du ikke er født handicappet, men det er du jo altså nu.

Og hun har jo så evigt ret og kunne nu heller ikke lade være med at grine selv, men hvor er det altså egentlig svært at få hoved og krop til at hænge sammen.

[buster]

ti hi åååååh jo -spør mig lige om jeg kan genkende det!

det tar rigtig rigtig lang tid før det fiser ind at tingenes tilstand nu vitterlig ER sådan -suk!

-siger hende der netop har fejret 50 års fødselsdag for min mand og ENDNU ikke er kommet fuldt ud på højkant efter dette efter en hel uge-er bare træt træt træt, øm, øm, øm. Poserne med dugene står endnu og venter på at blive vasket, sodavandsflaskerne står endnu hvor gode venner placerede dem for os og...og ....og...

Ting tar tid, siges det og ja, det ska jeg da lige love for

-men godt at høre at du ikke helt har opgivet men trods alt har overskuddet til at kunne grine lidt af det hele og så må man jo glæde sig over de ting som man trods alt når ikk

Keep u the good spirit og go vind fremover

[SÅrdnok!]

ja ja..nu kender jeg udmærket grænsen for min fysiske formåen -jeg er baré så forbandet stædig at jeg liiiige skal have "det der" klaret også........og det giver bagslag hver eneste gang, og det tager 4 gange så lang tid at restituere

[Pip]

Der er dælme heller ikke altid lige radiokontakt mellem min hjerne og resten af kroppen....

Det er absolut en af de svære ting synes jeg...

[FrkNorden]

Åhhh, ja hvor jeg kender det!

Jeg har som Pip, heller ikke radiokontakt mellem hjerne og krop - HAHAHHAHAHA Pip for filan altså!!!!

Sidste weekend fejrede min søde bror 40 års føds'dag. Han havde valgt at samle familien og hans bedste ven med familie i et sommerhus på en lille ø. Vi var 16 personer - hvoraf 6 var børn. Vi kunne ikke andet end slappe af, sole, spise og drikke en kold... De havde endda taget så meget hensyn til mig, at jeg fik mit eget rum at sove i.

Men guess what! Jeg ligger STADIG brak på sofaen. Mit imunforsvar har drillet de sidste mange år, så når jeg overanstrenger mig fysisk eller psykisk, så får jeg influenza lignende symptomer og det har jeg altså stadigvæk!!!

Alligevel skal jeg altid liiiiiiiiiiige ordne det og det og det og det.... Arrrgghhh - jeg lærer det sq aldrig

Nu er min sygdom psykisk - og hovedet!!!! HOVEDET er smadret efter sådan en omgang! Blir spændende at komme i arbejdsprøvning - hahaha...

PAS på jer selv

[PiaL]

Giv tid, giv tid... Jeg blev sygemeldt i april sidste år efter mange år med kroniske smerter (hvor jeg har klaret det hele og leget Super Karla - min heltinde fra barndommen . Jeg kom på pension 1. april i år, og synes at det er svært at finde nye veje. Jeg er bl.a. coach uddannet og tog derfor konstruktivt og målrettet fat i mig selv allerede sidste sommer/efterår, for at tilrettelægge mig liv på mine nye vilkår.... for jeg kunne godt se, hvor det bar hen. Men - det kan man ikke....

Man kan ikke forcere den proces, som det er at vænne sig til et nyt jeg. I januar måtte jeg smide håndklædet (mens jeg ventede på pensionsafklaring) og startede i et psykologforløb, som jeg stadig er i. Jeg TROR at det letter nu - synes at jeg begynder at kunne tage fat i nogle af de ting, som jeg sidste år forsøgte. Altså ca. et år senere...

Det er langhåret, og man må have tålmodighed med sig selv, få hjælp til både de fysiske ting, som man ikke længere kan klare, og til at få sig selv med gennem hele processen. Og det er vigtigt - så man ikke bliver bitter på livet indeni...

[tumnus]

Jeg tror at langt de fleste af os har det sådan - og heldigvis for det, for det tyder på at vi ikke helt har mistet modet, kampgejsten og troen på os selv.

Det er selvfølgelig vigtig at være nogenlunde realistisk omkring hvad man kan og ikke kan, så man ikke bliver skuffet - og vigtigt at kunne grine af det, hvis man tager munden for fuld.

Jeg gør osse ting der går ud over hvad jeg kan byde min ryg, men vælger dem meget nøje ud - og det bliver som regel ting med kæresten eller med børn og børnebørn hvor jeg finder de kræfter frem - og det koster flere dage i sengen og mere smertestillende i en periode hver gang, men det er det værd

[Pip]

Som de siger i dsb... man skal have sjælen med på rejsen...

[tigerbia]

Oprindeligt indsendt af Pip

Der er dælme heller ikke altid lige radiokontakt mellem min hjerne og resten af kroppen....

Det er absolut en af de svære ting synes jeg...

Griner højt - dejligt med en god latter - tak for den Pip

[Florken]

Jow, DET kender jeg godt !

Nu snakker du om maling til køkkenet

Jeg har sgu købt lappeprodukter til taget på mit hus

OG trin, som skorstensfejeren har krævet skal være monteret,
inden han kommer igen til august

Og hvem er det lige, der skal udføre DET arbejde ?

I mit tilfælde må forbindelsen mellem krop og hjerne sgu være TRÅDLØS !