Jeg er så ked af det...

[DaisyBoo]

Tak for alle jeres søde ord - og nej hvis situationen var omvendt ville jeg ikke gå fra min kæreste. Men jeg synes det er synd for ham. Vi har så mange drømme og ting vi vil. Vi vil uendeligt gerne bo og arbejde i udlandet, men så længe min sag bare ligger, ja så sker der ikke meget ved det. Hvis man altså ser bort fra at han er i udlandet hele 2010 for at arbejde

Jeg er bare træt, virkelig virkelig træt. Jeg søger en masse jobs, primært fuldtid, men det nytter jo ikke at arbejde fuldtid for jeg ødelægger fuldstændigt min skulder ved det, men jeg er jo nødt til at tjene penge.

Min gode ven siger at jeg skal taget et fuldtidsjob, så må det gå som det gør, blive sygemeldt og så må de fanme få øjnene op. Men jeg kan ikke sådan noget. Jeg kender mig selv godt nok til at jeg vil kæmpe mig igennem.

Skulle det så gå sådan, jamen så ser jeg på endnu flere år i systemet og nu er det altså snart 5 år siden jeg var i den ulykke som er skyld i det og jeg orker ærlig talt ikke at sætte mit liv på standby mere.

[Viper]

Hej DaisyBoo. Her er en masse at tage af når du har brug for det.

Om din Kærestes bliven eller forsvinden har jeg følgende historie og holdning;

Jeg er selv rask (bortset fra at være halvdøv og småtosset ) kæreste til Hyanna som du jo kender til.

Da Hyanna blev syg og med tiden fik det værre og værre, sagde hun til mig at jeg burde gå ud og finde en anden sød pige at dele mit liv med, ganske som du har sagt til DIN kæreste.

Jeg kan selvfølgelig ikke svare for din kærestes følelser hvad angår at få den besked af dig, men jeg ved hvordan jeg selv følte de gange Hyanna sagde det til mig. Jeg følte mig såret, ked af det og afvist. Og ja, også lidt vred fordi Hyanna ville have mig til at droppe hende.

Jeg var intellektuelt godt klar over at Hyanna ikke afviste mig. Snarere tvært imod. Men følelsen kunne jeg ikke forhindre.

Åh, hun havde alle de gode fornuftige argumenter for at jeg skulle forlade hende, men for mig var de bare i vejen for det jeg ønskede at sige. At det ikke drejede sig om praktiske forhold og muligheder i hverdagen på kort eller lang sigt, men i stedet drejede sig om at jeg elskede hende og ønskede at dele mit liv med HENDE og ikke en eller anden sød pige som jeg ikke engang kendte endnu. Sådan føler jeg det stadigvæk. Hyanna er kvinden i mit liv. Mit lys i mørket. Min livsledsagerske. Min bedste ven. Kort sagt: Quinden.
OG DET SKAL DER VED GUD IKKE LAVES OM PÅ HVIS JEG HAR NOGET AT SKULLE HAVE SAGT!

Hvis jeg må give dig et lille råd, så sæt dig ned med din dejlige kæreste og spørg ham hvad han føler når du taler om at han bør gå videre uden dig, Og især må du acceptere at han elsker dig og agter at blive. Han har lige som jeg har en masse meget stærke følelser i klemme her, for han ønsker at dele sit liv med dig og det ændrer din sygdom og deraf følgende konsekvenser ikke ved.

Tag i stedet ham og hans følelser og hans hjælp/støtte, og brug dem til at hente den styrke der skal bringe dig frelst igennem al denne elendighed. Et eller andet sted i fremtiden skal I nemlig nok komme ud på den anden side og få plads til at pleje jeres liv sammen og jeres kærlighed til hinanden, uden at skulle slås med alle mulige mærkelige instanser. TRO MIG!

Din kæreste ELSKER dig faktisk. Hold fast i det. Især når du jo elsker ham lige så højt. Den lykke kan ikke gøres op i verdslige værdier og behov. Den hører specifikt dig og din kæreste til. Husk på det.

Masser af Viper

[Sandie75]

Ej hvor var det flot skrevet Viper, dejligt at se kærligheden i dit indlæg

[popiae]

Ja, sikke en vidunderlig kærlighedserklæring.
VH Popiae