Hvornår er det tilladt at vise smerte?

[rollo]

Jeg er nød til at spørge, har du været henvist til en smerte klinik??
Der kan du få rigtig hjælp med smerter. Og ja, der er rigtig mange former for smerter og det er ok at vise og fortælle om dem.
Hvad er det for smerter du har? Det er ikke for at snage men for at hjælpe, jeg går selv på smerte klinik og har været grueligt meget igennem før jeg blev taget alhvorlig. Først på smerte klinikken gik det op får mig at det ikee var mig der var noget galt med.

[Enteneller]

Hej Rolig,

Anbefaler du smerteklinik både for fysiske og udelukkende psykisk syge, der har fysiske smerter ??

EE

[empowerment]

EE: Jo den påstand så jeg også meget gerne uddybet. Håber du mener det mere nuanceret end det er skrevet, og ikke som generelseret viden. Jeg kan stille mig enig i den udstrækning at der menes at de belastninger som man udsættes for herunder psykisk styrke har betydning for hvordan man håndterer smerten.

SNIFF: Som kronisk smertepatient synes jeg at man lærer at se højt smerteniveau på kronikere på to ting.

1; De gør alt hvad de kan for at skjule det for omverdenen.

2; Det ses altid i øjnene og i de små forandringer i ansigtet, næppe synligt for de fleste. De færreste vil bryde sig om at tiltrække sig opmærksomhed på deres smerte frem for deres person. Din reaktion minder mere om den der ses fra ikke kronikere med akut smerte.

Når psykologen bemærker at der er ikke er overensstemmelse mellem smerteniveau og smerteudtryk kan det være på den baggrund. Der er vel ikke noget galt i at det bemærkes at du falder uden for normen når du nu gør det. Jeg fornemmer at du måske tager det som et angreb og en mistro til om du har den smerte du angiver, men i det du skriver angiver ikke at der drages sådanne konklussioner på misforholdet. Det ville man jo heller ikke kunne uden at afdække det.

Det kan jo have mange årsager. Måske reagerer du bare generelt stærkt i alle situationer... det kan være en dårlig vane du har fået dig... en slags overspringshandling der hjælper dig med at distancere dig fra smerten... og alt muligt andet.

Man bliver meget let nærtagende og skal passe på at man ikke voldvrider en betydning ud af et hvert ord.

[sniffeline]

Jeg er henvist til en smerteklinik, men først til næste år.

Mine smerter er mest fysisk betingede, men har da "føling" med at vrede, nedtrykthed og stress også har negativ indflydelse.

Heldigvis ligger jeg ikke i den høje ende af VAS skalaen hele tiden, men pga. en masse fysiske faktorer var jeg på undersøgelsestidspunkt meget smerteplaget. Og når jeg kommer derop bliver jeg meget urolig, ala "Den næste stilling er den bedste".

Har jeg ingen mulighed for at komme ned at ligge for at hvile, forbliver min krop og hoved i denne urolige "mølle".

Jeg er helt klar over at jeg mangler at kunne håndtere smerten, når den havner oppe i det røde felt, men det håber jeg de kan hjælpe mig med på smerteklinikken.

Når mit smerteniveau er på sit "normale", er det svært at se på mig at det gør ondt. Men som sagt, når den kommer op i det røde felt, taber jeg kontrollen over min krop, og den prøver på at flytte sig til en stilling der ikke gør ondt.

[rollo]

sniffeline

Ja desværre er der lang ventetid på at komme på smerteklinik.

Ud fra det du skriver er jeg sikker på du vil få noget godt ud af af starte på smerteklinik, du er allerede godt på vej med at håndtere smerten ud fra dit sidste indlæg.

Der er mange former og grad af smerter og vi er alle forskellige, og det har de stor erfaring med på smerteklinikkerne.

Bliver du tilbudt et kursus i smertehåndtering er det til stor gavn for nogle.
Jeg har selv haft stor gavn af dette.

Når der først kommer smerte læge på, bliver smerteforløbet også bedre beskrevet og nemmere at dokumentere over diverse sagbehandlere og andre læger mm.

Held og lykke med det

[rollo]

Enteneller

Der var kun patienter med fysiske smerter på det Smertekursus jeg var på.
Men det er da klart det osse påvirker Psyken i det daglige, det var bla. en af de ting der blev berørt på kurset.
Det er lettere for omgivelserne at acceptere at man er smertepatient, når der kommer en beskrivelse og forklaring fra en læge.

VH rollo

[empowerment]

Fat mod. Det er helt hen i vejeret at der nogle steder er lang ventetid, men det kan trods alt være ventetiden værd.

Det ser ud til at du lige netop har stor brug for at komme i kontakt med smerteklinik så du kan få lært at få kontrollen med din smerte også når den topper. Det skal du nok nå frem til.

Første gang ventede jeg mere end 3 år. Anden gang kom jeg ind som akut, og kom til efter 2-3 måndeder. Synes der er god grund til at du hensvises akut. Prøv at tale med din læge om det.

[sniffeline]

Oprindeligt indsendt af empowerment

Fat mod. Det er helt hen i vejeret at der nogle steder er lang ventetid, men det kan trods alt være ventetiden værd.

Det ser ud til at du lige netop har stor brug for at komme i kontakt med smerteklinik så du kan få lært at få kontrollen med din smerte også når den topper. Det skal du nok nå frem til.

Det er også helt klart mit største problem. Pt. klare jeg det ved at hvile, og aflede enten med film, bøger eller pc. Jeg kunne godt tænke mig at lære at aflede, uden at have brug for at ligge mig ned.

Jeg synes ikke at jeg har problemmer med at klare "hverdagssmerterne". Det er spidserne der volder mig problemmer. Derfor er min hverdag meget rutinepræget, for hvis jeg ikke "lytter" til advarselsignalerne går det galt, og jeg havner oppe på 8-9 stykker.

Oprindeligt indsendt af empowerment

Første gang ventede jeg mere end 3 år. Anden gang kom jeg ind som akut, og kom til efter 2-3 måndeder. Synes der er god grund til at du hensvises akut. Prøv at tale med din læge om det.

Nu er der heldigvis ikke så lang tid til næste år.

[Enteneller]

Det er lang tid at vente for dig Sniffeline og jeg kan sagtens følge dig i at man gerne vil lære at ADLYDE advarsels signalerne, for det er jo nok det det handler om. Faktisk bør man stoppe op langt før end man gør, har du ikke det sådan ?

For mig handler det om at jeg holder mig inden for de grænser min psyke har for over belastning. Bliver den/jeg overbelastet, fx. ved at kører ud at handle for mange steder på én gang, at være et sted med mange mennesker for længe ad gangen, så sætter mine smerter ind. Min smerter er generelt konstante, men kan tiltage og aftage alt efter hvad det sker omkring mig. "Desværre" lytter man jo også rigtigt meget til dem.

Mine smerter består i at jeg har spændinger over hele min ryg, det er som at have et korsét på i jerntråde, der bliver spændt til i siderne. Inden jeg blev sygemeldt fra mit arbejde i 2006, formoede jeg at jeg "bare" skulle have et par nye nyre, med den kroniske blærebetændelse jeg havde lidt af nogle år forinden. Nyrerne fejlede dog heldigvis intet og man har fundet frem til at mine smerter udelukkende er psykiske betinget. Jeg har også været til rheumatolog for at blive checket for fibromyalgi, men det har jeg ikke.

Jeg kender ingen, heller ikke herinde, der har smerter som stammer fra det psykiske, så det er meget underligt for mig nærmest at være den eneste. De 2 psykologer og min psykiater jeg har og har haft, de kender heller ikke til det. Min psykiater ville have henvist mig til Bispebjerg som har en afdeling der beskæftiger sig med "somatisering", men lægen der stod herfor er langtids sygemeldt. Jeg har selv tænkt på en smerte klinik og ville evt. søge herom når min ftp. sag er afsluttet, mon ikke også at jeg kunne få noget herud af ?

EE

[empowerment]

første gang jeg var tilknyttet smerteklinik blev det skønnet at jeg ville have mest gavn af at få reguleret med medicin og fys. (helt anderledes end ude i byen).

Anden gang forsøgte man at afprøve mere medicin og jeg blev sat i et forløb ved en smertepsykolog. Medicinsk måtte man opgive at give mig andet end det jeg fik i forvejen. Smertepsykologen hjalp mig med den hjælp som jeg havde efterspurgt allerede 6 år tidligere... Hvordan lever man med kroniske smerter.

Jeg havde ikke kunnet få svar da smerterne blev kroniske, og måtte selv forsøge at finde ud af det... (hvilket jeg naturligvis var elendig til... jeg brugte 7 år på at lade som om jeg ikke havde smerter, lade som om at de ikke forhindrede mig i noget som helst.

Jeg behøver vist ikke overbevise mange om at det er en fejl vej at gå. Smertepsykologen lærte mig først at mærke min smerter, og derefter at give mig selv lov til at forholde mig til den. Da jeg begyndt hos smertepsykologen havde jeg mistet evnen til at mærke hvad der sker i min krop. Hvilket jeg havde oplevet kunne være farligt og livstruende for mig. Jeg udelukkede alle tegn fra min krop, og følte mig ude af stand til at passe på mig selv.

Det er meget let at falde tilbage til gamle vaner, men når det sker bliver jeg hurtigere opmærksom på det og kan ændre adfærd. Jeg har lært mig selv hvilke parametre i min måde at reagere på smerterne på som jeg skal være opmærksom på. Hvornår jeg er kommet på gale veje igen, og det kommer man let når hovedet vil mere end kroppen kan.

Jeg håber at du ved ovenstående kan finde tro på at du ikke for evigt behøver at lade dig styre fuldt ud af smerterne, at det virkelig er muligt at genvende noget af kontrollen over din smerte og hvad den gør ved dig. Arbejdet hos smertepsykologen var hårdt kognitivt arbejde, men jeg ved at jeg har redskaber som jeg kan gøre brug af resten af livet og redskaber der hele tiden kan udvikle sig, men jeg kan ikke udelukke at jeg en gang senere vil få brug for deres hjælp.

Jeg er efter min nye skade blevet anbefalet at komme på smerteklinik igen. Det kan være at behovet bliver presserende når arbejdsprøvningerne effektueres. Aktiveringen viste mig i al tydelighed at jeg ikke magtede at passe på mig selv IGEN.. håber at den erkendelse sætter mig i stand til at være mere opmærksom når det påkræves. Det lykkedes mig dog med stor forsinkelse at sætte hælene i og bekendgøre at jeg ikke kunne finde mig i at blive ødelagt mere.

Det vil være en livslang oplæring i smertehåndtering, hvilket ikke er så skræmmende når man har oplevet at det i sidste ende medfører mere kontroll med smerterne i stedet for selvkontroll.