angst og i jobprøvning, hvad gør jeg?

[undertegnede]

Nu er jeg jo ikke læge, og jeg kender intet til dig og din sag andet end hvad jeg kan læse her, så tag hvad jeg skriver med et stort gran salt.

Så vidt jeg ved er kognitiv terapi det allerbedste for folk med angst, depression osv. En af de ting som kendetegner kognitiv terapi - i forbindelse med behandling af angst - er blandt andet at man i små doser udsættes for det som man har angst overfor.

Min personlige erfaring er at det kan være en rigtig god ide for folk med angst at komme i et aktiverende forløb - også selvom lægen fraråder det! Jeg har også set det have rigtig god effekt i tilfælde hvor adskillige speciallæger har afvist at der var yderligere behandlingsmuligheder og hvor borgeren bare skulle have lov til at være hjemme.

Der er dog et par forudsætninger som skal opfyldes før det som regel giver en god effekt:
- det skal være et forløb som borgeren har lyst til/kan se en mening i - og som dermed giver borgeren en fornemmelse af formål og at gøre en forskel.
- "presset"/udfordringen skal være meget lille i starten og kun gradvist øges - men gerne lidt hurtigere end borgeren kan "lide" det. Simpelthen fordi det er selve udfordringen i at gøre det "farlige" - og "overleve" der ændrer kodningen i hjernen.
- Borgeren skal have mulighed for at sige stop med det samme det bliver for meget, således at hjernen kan nå at bearbejde de konstante faresignaler som den jo bombarderes med.

Jeg vil råde dig til at snakke med din sagsbehandler om muligheden for et sådant forløb inden en reel arbejdsprøvning. Det vigtige i forløbet vil således ikke være at veje og måle din funktionsevne, men derimod at vænne dig til arbejdsmarkedet og samtidig "kode" din hjerne om (jeg ved godt det lyder lidt som hjernevask således at den lærer at et forløb med andre mennesker ikke er skadeligt. Samtidig vil du ikke have dårlig samvittighed/angst hvis du en dag går tidligt - netop fordi det ikke er et "afklarende" forløb. Det pres som er på dig i forbindelse med en reel arbejdsprøvning vil således ikke være til stede.

Prøv eventuelt at tage en rundbordssamtale med din sagsbehandler og din psykiater om et sådan optrænende forløb.

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af maggie

Så vidt jeg ved er det vidst fleksjob min sagsbehandler går efter til mig. Skal man selv søge om førtidspension? troede egentlig at det var noget kommunen selv besluttede. Der er ikke flere behandlingsmuligheder for mig, og min angstklinik hvor jeg har gået, siger angsten altid vil være en del af mig, og aldrig forsvinde. Synes bare det er lidt frygteligt at sende mig ud, når det netop er det der gør min angst kommer. Har lige haft så god en uge uden angst, og fordi jeg så skulle afsted idag, kom angsten bare med det samme. Og sådan er det altid. Også derfor jeg synes 8 uger er meget meget længe.

Hvis du ikke kan gennemføre en arbejdsprøvning, kan du heller ikke blive visiteret til fleksjob

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af undertegnede

Nu er jeg jo ikke læge, og jeg kender intet til dig og din sag andet end hvad jeg kan læse her, så tag hvad jeg skriver med et stort gran salt.

Så vidt jeg ved er kognitiv terapi det allerbedste for folk med angst, depression osv. En af de ting som kendetegner kognitiv terapi - i forbindelse med behandling af angst - er blandt andet at man i små doser udsættes for det som man har angst overfor.

Min personlige erfaring er at det kan være en rigtig god ide for folk med angst at komme i et aktiverende forløb - også selvom lægen fraråder det! Jeg har også set det have rigtig god effekt i tilfælde hvor adskillige speciallæger har afvist at der var yderligere behandlingsmuligheder og hvor borgeren bare skulle have lov til at være hjemme.

Der er dog et par forudsætninger som skal opfyldes før det som regel giver en god effekt:
- det skal være et forløb som borgeren har lyst til/kan se en mening i - og som dermed giver borgeren en fornemmelse af formål og at gøre en forskel.
- "presset"/udfordringen skal være meget lille i starten og kun gradvist øges - men gerne lidt hurtigere end borgeren kan "lide" det. Simpelthen fordi det er selve udfordringen i at gøre det "farlige" - og "overleve" der ændrer kodningen i hjernen.
- Borgeren skal have mulighed for at sige stop med det samme det bliver for meget, således at hjernen kan nå at bearbejde de konstante faresignaler som den jo bombarderes med.

Jeg vil råde dig til at snakke med din sagsbehandler om muligheden for et sådant forløb inden en reel arbejdsprøvning. Det vigtige i forløbet vil således ikke være at veje og måle din funktionsevne, men derimod at vænne dig til arbejdsmarkedet og samtidig "kode" din hjerne om (jeg ved godt det lyder lidt som hjernevask således at den lærer at et forløb med andre mennesker ikke er skadeligt. Samtidig vil du ikke have dårlig samvittighed/angst hvis du en dag går tidligt - netop fordi det ikke er et "afklarende" forløb. Det pres som er på dig i forbindelse med en reel arbejdsprøvning vil således ikke være til stede.

Prøv eventuelt at tage en rundbordssamtale med din sagsbehandler og din psykiater om et sådan optrænende forløb.

Undertegnede, det er en rigtig god afprøvning af klientens mulighed for evt. arbejdsprøvning du beskriver der, en mange kommuner og klienter kunne have gavn af.

Jeg selv blev i 2008 mødt med flg. fra job-konsulenten: "inden ud ser dig om er du på 20 - 25 uger ugentligt og så taler vi jo deltidsjob" og " jeg ved jo godt hvorfor du går i arbejdsprøvning på en ride skole, det vil alle ride piger jo gerne, ha, ha".

Jeg har i perioden 2007 - 2009 haft 33 behandlinger af kognitive psykologer, jeg er nu blevet disket af mit forsikringsselskab, da deres psykiater, mener at jeg er psykisk uden for rækkevidde....

Det er dælme svært at finde hoved og hale i det hele, når man et sted vurderes som en taber og igen der hvor man føler man finder hjælp, reelt menes at være uden for række vidde. For mit vedkommende handler det stadig om at finde sig selv, men hjælpe midler og forståelse fra systemet er alt af gørende. Så muligheder fra systemet tages med kyshånd, men UT, tror du på dem i generel forstand ?

[undertegnede]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Det er dælme svært at finde hoved og hale i det hele, når man et sted vurderes som en taber og igen der hvor man føler man finder hjælp, reelt menes at være uden for række vidde. For mit vedkommende handler det stadig om at finde sig selv, men hjælpe midler og forståelse fra systemet er alt af gørende. Så muligheder fra systemet tages med kyshånd, men UT, tror du på dem i generel forstand ?

Jeg er ikke helt sikker på hvad du spørger om? Eller om du spørger mig om noget ?

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af undertegnede

Min personlige erfaring er at det kan være en rigtig god ide for folk med angst at komme i et aktiverende forløb - også selvom lægen fraråder det! Jeg har også set det have rigtig god effekt i tilfælde hvor adskillige speciallæger har afvist at der var yderligere behandlingsmuligheder og hvor borgeren bare skulle have lov til at være hjemme.

Der er dog et par forudsætninger som skal opfyldes før det som regel giver en god effekt:
- det skal være et forløb som borgeren har lyst til/kan se en mening i - og som dermed giver borgeren en fornemmelse af formål og at gøre en forskel.
- "presset"/udfordringen skal være meget lille i starten og kun gradvist øges - men gerne lidt hurtigere end borgeren kan "lide" det. Simpelthen fordi det er selve udfordringen i at gøre det "farlige" - og "overleve" der ændrer kodningen i hjernen.
- Borgeren skal have mulighed for at sige stop med det samme det bliver for meget, således at hjernen kan nå at bearbejde de konstante faresignaler som den jo bombarderes med.

Jeg vil råde dig til at snakke med din sagsbehandler om muligheden for et sådant forløb inden en reel arbejdsprøvning. Det vigtige i forløbet vil således ikke være at veje og måle din funktionsevne, men derimod at vænne dig til arbejdsmarkedet og samtidig "kode" din hjerne om (jeg ved godt det lyder lidt som hjernevask således at den lærer at et forløb med andre mennesker ikke er skadeligt. Samtidig vil du ikke have dårlig samvittighed/angst hvis du en dag går tidligt - netop fordi det ikke er et "afklarende" forløb. Det pres som er på dig i forbindelse med en reel arbejdsprøvning vil således ikke være til stede.

Prøv eventuelt at tage en rundbordssamtale med din sagsbehandler og din psykiater om et sådan optrænende forløb.

Hej Undertegnede,

Det jeg ville frem til var at spørge dig om ovenstående "projekt" før en reel arbejdsprøvning overhovedet virker sandsynligt i det system vi har i dag. Jeg tror det næppe ?!

[undertegnede]

Jeg er helt sikker på der er plads i systemet til sådanne forløb. Langt de fleste af de her sygemedlte sidder jo alligevel bare derhjemme og trilller tommelfingre mens kommunen klør sig i håret og overvejer hvordan pokker man skal komme videre med sagen...

Grunden til at de fleste kommune ikke kører forløb i denne stil er at de sygemeldte det drejer sig om er dem hvis psykiatere/psykologer/læger har sagt ikke må aktiveres/prøves, og at denne form for "behandling" ikke traditionelt har været en del af kommunens palet af tilbudsmuligheder. Men det er muligt, og meget relevant synes jeg.

Min påstand er at i 95% af de tilfælde hvor arbejdsprøvning kontraindiceres af behandler er det netop fordi behandlerne kun forholder sig til arbejdsprøvning (det "hårde" af forløbene) og ikke til ovennævnte forløbstyper. Formodningen er for at nu skal kommunen "presse citronen" og det kan borgeren ikke holde til - men stort set alle disse sygemeldte ville kunne deltage i sådan et "aktiverende" forløb - og have gavn af det.

Til eksempel kan jeg nævne jeg for et stykke tid siden var til et foredrag hvor en psykiater berettede om en borger som havde været sygemeldt i flere år på grund af en svær depression og hvor konklusionen lægeligt set var at tilstanden var stationær og alle behandlingsmuligheder var udtømte. Den sygemeldte var rask (både efter psykiaterens og borgerens egen vurdering) efter 14 dage i en praktik som var indenfor et område som hun altid havde haft lyst til at prøve, men som ikke havde "passet" ind i hendes tilværelse.

Dette er selvfølgelig en solstrålehistorie, men er et ret godt eksempel på at man ikke skal undervurdere betydningen af at have en form for beskæftigelse i hverdagen.

[Enteneller]

Jamen det kan du da have ret i UT, jeg syntes dog hovedsagligt at problemet ligger ved sagsbehandlerne og kommunerne. De ved ikke hvordan de egentlig skal gribe syge mennesker an.

Det handler om penge og tid er penge, så man har ikke "tid" til denne slags "forsøg". Endvidere syntes jeg at det er meget lidt at kommunen konkretisere eller rådgiver omkring ens reelle arbejdsprøvning og det er der at rigtigt mange slipper taget.

Jeg var selv i lang arbejdsprøvning og kørte min tidsplan for arbejdet og skånehensyn helt selv. Set i bakspejlet, kunne jeg godt have haft brug for en mere guidet afprøvning og opfølgning fra kommunen af. Igen handler det om de timer man skal nå inden for en hvis periode. Nu er jeg fuldstændig angst for arbejdsprøvning og skal absolut ikke derud igen, det holder jeg ikke til.

Solstråle historier er der heldigvis også, men kommunerne er bare ikke gearet til at hjælpe syge tilbage på arbejdsmarkedet og derfor sætter lægerne naturligt bremsen i, for det er enten eller og sådan var det også for mig. Derfra "navnet".

[MTVRV1]

Jeg er helt sikker på der er plads i systemet til sådanne forløb. Langt de fleste af de her sygemedlte sidder jo alligevel bare derhjemme og trilller tommelfingre mens kommunen klør sig i håret og overvejer hvordan pokker man skal komme videre med sagen...

det er meget fint, men kommunen er da hammer ligeglad med en borge der er syg
det er fakta
der ses udelukkende på økonomi og ikke andet
den billige løsning kommer altid først
når man kan sidde i et system efter 3 år og ikke er kommet et skidt videre
det fortæller mig systemet ikke virker
kommunen ved udemærket jeg aldrig kommer i arbejde igen
men når man ikke kan modtage kontanthjælp, så har kommunen ingen pligter
har været til i alt 7 møder på kommunen på 3 år
de fleste da jeg var i arbejdsprøvning, som du ikke kan bruge til noget efter 2 år
nu skal jeg selv i et forløb på et bosted, vil og mærke hvis jeg får lov af kommunen
det får jeg at vide i denne måned
pris over 300.000 kr
selvom alle er enig skal der sidde et udvalg og sige ja eller nej
har også angst og nej det vil ikke hjælpe med teapi af nogen art


EE skrev
men kommunerne er bare ikke gearet til at hjælpe syge tilbage på arbejdsmarkedet og derfor sætter lægerne naturligt bremsen i, for det er enten eller og sådan var det også for mig

kan ikke være mere enig
en kommunen burde i hvertfald ikke have noget psykiske syge at gøre over hovedet. i forbindelse med erhvervsevne

derfor har vi netop en glimrende psykiatri
som jeg selv er tilknyttet
men som bliver dårligere og dårligere for hvert år
der er ingen penge

men der er godt nok også stor forskel de forskellige psykisk sygedomme
de fleste har også flere forskellige
der er kun få som kun har depression og intet andet
det er nemlig som regel de andre pykiske lidelser som udløser en depression
især uvished er direkte gift for en som er psykisk syg
der skal være nogle faste rammer

[undertegnede]

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

Jeg er helt sikker på der er plads i systemet til sådanne forløb. Langt de fleste af de her sygemedlte sidder jo alligevel bare derhjemme og trilller tommelfingre mens kommunen klør sig i håret og overvejer hvordan pokker man skal komme videre med sagen...

det er meget fint, men kommunen er da hammer ligeglad med en borge der er syg
det er fakta
der ses udelukkende på økonomi og ikke andet
den billige løsning kommer altid først
når man kan sidde i et system efter 3 år og ikke er kommet et skidt videre
det fortæller mig systemet ikke virker

Jeg har stor forståelse for at det virker sådan når man har siddet fast i systemet længe - og endda uden ydelse, men det passer simpetlhen ikke. I al den tid jeg har arbejdet på det her område har jeg aldrig mødt nogen som var ligeglade med borgerne. Jeg har mødt dårlige sagsbehandlere, utrænede sagsbehandlere, sagsbehandlere som følte de ikke havde tid til ordentlig sagsbehandling, sagsbehandlere som også er uenig med lovgivninge og sagsbehandlere som ikke kunne lide enkelte borgere, men aldrig nogen der var ligeglade. Hvis man er ligeglad, så sidder man simpelthen ikke i et jobcenter, for der får man 99% **** hældt i hovedet og 1% ros.

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

kommunen ved udemærket jeg aldrig kommer i arbejde igen

Men er det dokumenteret? Så vidt jeg kan huske fra andre steder hvor du skriver er der netop tvivl om behandlingsmuligheder?

Husk at retssikkerhed ikke kun gælder når det er til fordel for borgeren.

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

men når man ikke kan modtage kontanthjælp, så har kommunen ingen pligter

Jo det har de i allerhøjeste grad. Kommunen har altid en pligt til at hjælpe dig med at afklare din arbejdsevne hvis den er truet - også selvom du ikke modtager nogen ydelse.

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

har været til i alt 7 møder på kommunen på 3 år
de fleste da jeg var i arbejdsprøvning, som du ikke kan bruge til noget efter 2 år

Det lyder umiddelbart af lidt, men er der en grund til dette? Husk at kommunen ikke er underlagt nogen tidsfrister for møder osv. (som hvis du er på kontanthjælp/sygedagpenge) når du ikke modtager ydelse. Det vil sige, at kommunen af ressourcehensyn selvfølgelig kun afholder møder når der er noget nyt i sagen at holde møde om.

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

nu skal jeg selv i et forløb på et bosted, vil og mærke hvis jeg får lov af kommunen
det får jeg at vide i denne måned
pris over 300.000 kr
selvom alle er enig skal der sidde et udvalg og sige ja eller nej

Ja selvfølgelig! Igen er der procedurer der skal overholdes. Hvis en beslutningskompetence er henlagt til en bestem person, udvalg organisation er det selvfølgelig den der skal træffe afgørelsen - uanset hvor selvfølgelig du anser afgørelsen for at være. Jeg kan henvise til den aktuelle debat om anden aktør hvor det ikke skorter på forargelse over at andre dend de ved lov bemyndigede personer har truffet afgørelser i sager?

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

har også angst og nej det vil ikke hjælpe med teapi af nogen art

Hvor ved du det fra? Er det blevet prøvet før - evt i et andet sygeforløb?

Hvis din psykiater/psykolog/behandler ikke har haft dig i terapi, og vedkommende ikke har en rigtig god forklaring på det får du aldrig pension!

Det svarer - lidt overdrevet - til at sige at man ikke ordinerer penicilin til en diabetiker eller ikke fikserer et brud!?

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

EE skrev
men kommunerne er bare ikke gearet til at hjælpe syge tilbage på arbejdsmarkedet og derfor sætter lægerne naturligt bremsen i, for det er enten eller og sådan var det også for mig

kan ikke være mere enig
en kommunen burde i hvertfald ikke have noget psykiske syge at gøre over hovedet. i forbindelse med erhvervsevne

Det er netop kommunens opgave at genoptræne erhvervsevnen - også for syge. Dette har en behandler ingen erfaring/viden om. Det er derfor jeg ville anbefale rundbordssamtaler i mange af disse tilfælde, så forventninger og frygt til eventuelle forløb kan afstemmes mellem parterne.

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

derfor har vi netop en glimrende psykiatri
som jeg selv er tilknyttet
men som bliver dårligere og dårligere for hvert år
der er ingen penge

men der er godt nok også stor forskel de forskellige psykisk sygedomme
de fleste har også flere forskellige
der er kun få som kun har depression og intet andet
det er nemlig som regel de andre pykiske lidelser som udløser en depression

Ja, mange borgere har flere psykiatriske diagnoser, men i langt de fleste tilfælde er der én hoveddiagnose, og en effektiv behandling af denne medfører som regel at de øvrige også forsvinder.

Der er meget få mennesker der fx. har en depression og angstlidelse der er uafhængige af hinanden. Ofte har personen angst, og i forbindelse med en sygemelding, hvor vedkommende går derhjemme og ike tænker på andet end sin sygdom, sin økonomi, risiko for fyring, risiko for at ende på kontanthjælp, risiko for at konen forlader ham og tager børnene med, så udvikler han en depression. Men i langt de fleste tilfælde forsvinder depressionen hvis angsten behandles effektivt.

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

især uvished er direkte gift for en som er psykisk syg
der skal være nogle faste rammer

Et behov for faste rammer er ikke det samme som at man skal sidde derhjemme for nedrullede gardiner og i øvrigt ikke have daglige pligter, gøremål og aktiviteter - eller fx. et kvarter om dagen ( til at starte med) hvor man er i et forløb på et område som man synes er interessant.

[Enteneller]

Det er både og med faste rammer, det kommer an på hvem der sætter dem og om det er "det" de skal.

Mtv. du har ret i at psykiske sygdomme er meget forskellige, selvom jeg ikke kan arbejde, kan jeg gå til træning, heldigvis også selvom jeg er helt nede i støvet når jeg nogle gange skal afsted.

Det er naturligvis svært at diagnostisere den enkelte patient og se til hvad der skal til af afprøvning hvad enten man er psykisk eller fysisk syg og det er vel egentlig det sagsbehandlerne slet slet ikke har tid til at se på. Der er jo allerede gået omtrent 45 uger inde i sdp. perioden før der opleves et evt. problem ??

I forbindelse med en afklaring når man er ude af sdp. så er der jo masser af tid, men egentligt burde der jo også her være rammer og opskrifter for afklaring alt efter hvilket match man er i. Jeg er så aldrig blevet matchet i afklaringsregi og dette virkede altså meget lemfældigt og tilfældigt for mig !!!???