der er noget jeg ikke forstår

[Huldra]

altså claus hjorten siger vi syge bliver raske bare vi skynder os hurtigt på arbejde...
men hvorfor er det så at dem på arbejdet bliver så meget syge?
især dem som er ansat kommunalt... (måske i sygeafsnittende og det?)

Ansatte i kommunerne er mest syge
24. februar 2009


Medarbejdere i den kommunale sektor havde i gennemsnit 13,3 sygedage i 2007. I staten var sygefraværet på 8,6 arbejdsdage, mens de privatansatte havde et gennemsnitligt sygefravær på 9,0 arbejdsdage.

Det fremgår af fraværsstatistikken for 2007, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort

Som jeg ser det, burde der jo ikke være ret mange syge, når nu arbejde er så saligørende for ens gode helbred.
men som mine store unger siger, så er jeg blevet fatsvag, efter jeg var på arbejde sidst og blev syg af det.

[zuza]

Jeg har faktisk også tænkt over det i mange år.

Jeg tror, at kommuner i mange, mange år netop har ansat folk med skavanker, som derfor er mere sårbare over for stress og travlhed.

En anden årsag tror jeg kan være, at sosu-assistent-arbejde er ekstremt hårdt arbejde med løft, stress, registrering i hoved og røv, frustrationer over at man ikke kan gøre arbejdet godt nok, frustrationer over at se de ældre, som er ensomme, meget syge, hjælpeløse, dybt fattige osv.

Sosu-assistenter, pædagoger osv. har også tæt kontakt med mange og smittes nok nemmere med alskens vira.

Sagsbehandlere, som gerne vil hjælpe, men ikke kan pga. pengemangel.

Det er utroligt opslidende.

Hvis kommunen fyrer folk, så står kommunen jo selv med udgifterne i sidste ende. Derfor beholder kommunen måske flere end de private.

Fyrer en privat nogen, så bliver det også kommunens udgift i sidste ende... når a-kassen ikke dækker mere.

De private har INGEN udgifter efter fyring. De kan bare "vaske hænder".

Det kan kommunerne ikke.

Meeeen hvis det hele privatiseres, som regeringen jo ønsker, så kommer der andre boller på suppen i det private, og så stiger sygefraværet helt sikkert også der, fordi der skal jo være overskud, og så tæller medarbejdernes helbred jo ikke.

De stærkeste overlever... det er jo liberal politik.

[Morgause]

Oprindeligt indsendt af zuza

Jeg har faktisk også tænkt over det i mange år.

Jeg tror, at kommuner i mange, mange år netop har ansat folk med skavanker, som derfor er mere sårbare over for stress og travlhed.

En anden årsag tror jeg kan være, at sosu-assistent-arbejde er ekstremt hårdt arbejde med løft, stress, registrering i hoved og røv, frustrationer over at man ikke kan gøre arbejdet godt nok, frustrationer over at se de ældre, som er ensomme, meget syge, hjælpeløse, dybt fattige osv.

Sosu-assistenter, pædagoger osv. har også tæt kontakt med mange og smittes nok nemmere med alskens vira.

Sagsbehandlere, som gerne vil hjælpe, men ikke kan pga. pengemangel.

Det er utroligt opslidende.

Hvis kommunen fyrer folk, så står kommunen jo selv med udgifterne i sidste ende. Derfor beholder kommunen måske flere end de private.

Fyrer en privat nogen, så bliver det også kommunens udgift i sidste ende... når a-kassen ikke dækker mere.

De private har INGEN udgifter efter fyring. De kan bare "vaske hænder".

Det kan kommunerne ikke.

Meeeen hvis det hele privatiseres, som regeringen jo ønsker, så kommer der andre boller på suppen i det private, og så stiger sygefraværet helt sikkert også der, fordi der skal jo være overskud, og så tæller medarbejdernes helbred jo ikke.

De stærkeste overlever... det er jo liberal politik.

Jeg har selv arbejdet på et plejehjem og i hjemmeplejen, og selvom noget af det var hårdt arbejde, så var der masser af hjælpemidler til dem, der ville bruge dem. Men der VAR kolleger, som insisterede på, at hjælpemidler bare var til besvær, og ja, de kom til skade. Det ER et fysisk hårdt arbejde til tider, men ikke længere som før i tiden.

Det, jeg fandt var det største problem, var arbejdskulturen. Eks. i der, hvor jeg arbejdede i hjemmeplejen - der var 3 grupper, og jeg prøvede at være i alle tre. Ledelsesstilen var VILDT forskellig, selvom det var samme kommune.

I den ene mødte jeg sindbilledet på de hjemmehjælpere, vi hører om i aviserne. De SLED! Vi mødte 10 min. før arbejdstid (ulønnet), fordi vi skulle nå at orientere os om vores opgaver, før vi skulle ud af døren kl. 8.00 dut, og det var meget ildeset bare at møde kl. 8.00, som man jo egentlig blev betalt for. Det var mere reglen end undtagelsen, at der røg lidt tid af frokostpausen, og man gik i hvert fald ikke hjem før tid. Klienterne boede et stykke væk fra samlingsstedet, så der gik også en del tid fra til transport, og så havde de brug for en del hjælp - altsammen tog tid, hvilket der blev givet uden mukken vel at mærke.

Det andet sted var klienterne knap så tunge og tættere på. Der var på ingen måde travlt, men heller ikke overvældende god tid. Men man kunne godt nå en god snak med borgeren, og man kunne også godt nå at gøre ordentligt rent. Folk havde dog travlt med at snakke om, at de havde travlt, og så føles det måske også lidt sådan.

Det tredje sted var rent slendrian, rent ud sagt. De havde alle de klienter, der var tættest på, og de svageste blev negligeret med vilje. Et eksempel: Jeg skulle ud og gøre rent hos en klient, jeg ikke havde været hos før, og fik at vide af den faste: "Hun bryder sig ikke om at få gjort rent, så jeg plejer bare at gå i Ikea i stedet" (det lå tæt ved), og hun var ikke den eneste, der rendte i Ikea i halve og hele timer i arbejdstiden. Da jeg kom ud til klienten, havde der ikke været gjort rent i 3-4 år - hun var psykisk syg. Jeg gik hende forsigtigt på klingen, og gu måtte jeg da gerne gøre rent - hun ville bare forsikres om, at jeg ikke ødelagde hendes bunker. Og da jeg kom tilbage, fik jeg snakket med sygeplejersken om, at hun havde behov for mere hjælp end en hjemmehjælper kunne yde, og så blev det da sat i værk.

Det sted var det i øvrigt også kotume, at man mødte 8.30 - 8.45, gik til frokost kl. 11.00 - gerne hjemme hos sig selv, så man ikke helt kunne se, hvornår folk var tilbage, og det var ikke hver dag, at folk blev en fuld arbejdsdag. Det lyder helt grotesk, og det var det sgu også - især når man så, hvordan de andre sled. Men det, der var værst, var den der times lange frokostpause, hvor de sad og klagede over deres ekstreme tidsnød. Aldrig har nogen haft SÅ travlt med SÅ lidt, og syge var de også hele tiden. Det var helt acceptabelt at blive hjemme for nærmest ingenting.

Det plejehjem, jeg arbejde på, var præcist som sted nr. 3. Eksempelvis havde personale et glasbur, der fungerede som rygerum / personalerum. I stedet for at sætte beboerne (svært demente) ind i den dejlige opholdsstue, blev de i stedet sat på gangen og ku' glo ind i en væg, for så kunne personalet sidde og hygge sig og ryge i glasburet, uden at skulle bruge tid på at være om dem.



Jeg håber, jeg har været meget uheldig med mine arbejdssteder, men jeg følte, jeg var nødt til at give et andet billede også.

Oprindeligt indsendt af Huldra

altså claus hjorten siger vi syge bliver raske bare vi skynder os hurtigt på arbejde...
men hvorfor er det så at dem på arbejdet bliver så meget syge?
især dem som er ansat kommunalt... (måske i sygeafsnittende og det?)




Som jeg ser det, burde der jo ikke være ret mange syge, når nu arbejde er så saligørende for ens gode helbred.
men som mine store unger siger, så er jeg blevet fatsvag, efter jeg var på arbejde sidst og blev syg af det.

Hvem siger man skal kunne forstå sig på Hjorten? ... jeg har forsøgt, og kan kun få det til at hænge sammen, når jeg tænker "vælger bedrager" og "Skjult Agenda"...

De laver så mange forskellige tiltag i øjeblikket omkring opsnapning af socialt bedrageri, og jeg undrer mig over at de store fisk som Fogh, Hjort og hele VKO staben ikke er blevet fanget endnu.

[bam]

Jeg tror ikke Hjorten har humor.

Jacob Haugaard sagde for mange år siden, og det var ment som en JOKE
"Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge"

Men Jacob har også sagt.: " Folk uden humor skal tildeles mellemste invalidepension".

Måske Hjorten skulle gennemgå samme trædemølle, som vi alle herinde er og har været i, for at opnå pension.

bam