Nå, hvad laver du så?

[Kriskat]

Hehehe altså nu er jeg jo heller ikke selv "garvet" pensionist da den først lige er gået igennem. Men jeg er vokset op med familie og folk omkring mig der var det....og derfor har jeg nok den holdning. Har jeg ikke den indskydelse af at skulle forklare, forsvare osv....JO DA! Ved første milisekund...men derefter NEJ!

Har jeg behov for andres accept ved første milisekund...JO DA! Ved nærmere eftertanke NEJ! Social fobi...?? Hmmm altså jeg er ikke vild med for mange mennesker samlet på et sted....før i tiden kunne jeg slet ikke håndtere at være "blandt" andre, uden konstant at føle mig "overvåget" og gloet på. ( Ikke på den vildt paranoide måde, men ved at jeg følte jeg var forkert, gjorde tingene forkert osv..)

Har idag lært at jeg er som jeg er, og jeg kan - og vil ikke - basere mit liv på andres mening!!

Jeg er ikke perfekt på nogen områder, men hvem fa'en er det?? Jeg har tonsvis af fejl, men hvem har ikke det?? OG det er okay jeg ikke kan holde ud at være blandt for mange mennesker At min mand så kalder mig en huleboer, det kan jeg sq godt ta' med

Heh håber dette gav lidt mening

[Lars Dubo]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

"Nå, hvad laver du så?"

Dette er et af de første spørgsmål danskere stiller når de møder hinanden. Hvad svare I på det? Siger I rent ud at I er førtidspensionister?

Når jeg har fået "nå, hvad laver du?" spørgsmålet, så har jeg svaret at jeg var igang med at lære at spille klaver (hvilket også er sandt), men det stiller folk sig ikke tilfreds med, "jamen hvad arbejder du med?" og så har jeg sagt at jeg er på førtidspension. Og så kan jeg bare mærke at de ser mærkeligt på mig, jeg har også oplevet at folk har vendt sig om og gået. Eller også spørger de "hvorfor det?" Og så føler jeg at jeg skal stå og forsvare mig selv, og så for 117 ende gang hurtigt forklare, at det var fordi jeg blev kørt ned bla bla. Jeg synes ikke at det er særligt rart at skulle opremse sin personlige sygehistorie, for vildt fremmed mennesker. Plus at det minder mig om den værste tid i mit liv (det bliver man ikke ligefrem i party humør af). Det med mine psykiske men holder jeg også for mig selv, jeg fortæller kun om de fysiske skader.

Nu overvejer jeg, om jeg skal prøve at lyve næste gang, der er nogen som spørger. Bare sige at jeg læser dit eller dat eller arbejder som fritidsforsker?

Jeg kunne godt tænke mig at høre andres erfaringer?

Lad dog være med at hidse dig op over det. Hvad man laver privat og i sin fritid kommer da ikke andre ved. At spille klaver er et stort arbejde i sig selv, og specielt hvis man virkelig går op i det. Det kan man skam også tjene penge på.

At spille klaver er det største arbejde der findes. Det er ikke alle beskåret, at kunne lære dette. Så lad være med, at fortælle andre hvad du laver hvis du ikke mener det kommer dem ved. Hvis de ikke kan acceptere, at man ikke har et "Arbejde" må det jo være deres problem.

[Ragdoll]

....søger og finder identitet igennem eget og andres arbejde. Det er så dejligt nemt. For når man kan sætte en stillingsbetegnelse på folk, kan man henføre dem til en kategori, og placere dem på rangstigen i det danske samfund.

Arbejde er alt, og mennesket/livet noget sekundært.

Det allerlaveste trin på samfundets rangstige hedder "overførselsindkomster", på dette trin er der et hav af underbetegnelser, kontanthjælp (selv- eller uforskyldt), ledighedsydelse, starthjælp, sygedagpenge og førtidspension.

Desværre bliver alle på dette trin, på grund af rigtig mange menneskers uvidenhed og manglende forståelse, skåret over en kam. "Hvis du er på overførselsindkomst, så er det nok fordi du ikke gider arbejde og hellere vil nasse på samfundet, og bruge andres gode skattekroner på at gå og dovne den af derhjemme."

Jo tættere folk er på dette laveste trin på samfundets rangstige jo mindre forståelse finder man som regel, det vil sige blandt dem i lavtlønnede job der ikke kræver nogen uddannelse, hvor forskellen på indkomst mellem deres løn og den evt. "overførselsindkomst" ikke rigtig er noget at tale om. De har sværest ved at se hvorfor én der ikke arbejder, skal have "næsten" lige så meget som dem, der jo må knokle hver eneste dag, bare for at få økonomien og hverdagen til at hænge tåleligt sammen.

Os der er på en overførselsindkomst af den ene eller anden art, mangler ofte selvværd, vi har svært ved at akceptere vores situation, vi ville for de allerflestes vedkommende gerne kunne arbejde, tænk hvad vi kunne gøre med alle de dejlige penge hvis vi kunne klare et rigtigt job.

Hvis vi er syge kan der også godt gå flere år før vi akceptere de begrænsninger det giver os i vores hverdag. På grund af dette går vi nok ofte rundt som en stor undskyldning for os selv, og adsprugt om hvad vi laver, mumler vi stille "jeg er på førtidspension" mens vi kikker ned på vores hænder og undgår spørgerens blik.

Hvis vi vil have omgivelserne til at akceptere dette svar, og respektere os på trods af dette, så tror jeg at det er vigtigt at vi først lære at akceptere os selv, sådan som vi nu er, og da vi ikke kan diske op med en stillingsbetegnelse, må vi finde noget andet af værdi hos os selv som vi kan "imponere" omverdenen med.

Selvom jeg er syg og har været det i mange år, så har jeg stadig meget at byde på. Mine evner til at lytte, til at tale og skrive så det kan forstås.
Mine interesser, hvor min viden er noget jeg gerne deler ud af, en værdig debatpartner, etc.

Det tog mig mange år at komme så langt, men når først man når til dette punkt, så bliver man stærkere i forvisheden om at man er et ligeværdigt menneske, og at det ikke er indkomstgrundlaget der er afgørende.

Jeg lavede en øvelse igennem lang tid, som selvom det lyder åndet, rent faktisk hjælper, og jeg vil godt give rådet videre.

Uanset hvordan du føler omkring dig selv, så går man mindst tre gange om dagen ind på badeværelset, lukker døren, kikker sig i spejlet og siger højt til sit spejlbillede, "Jeg er et godt og smukt menneske, jeg har store værdier og erfaringer at dele med andre, jeg er interessant og dejlig". Dette gentager man tre gange, inden man sender sig selv et fingerkys.

Til at begynde med , kan det godt føles meget svært, men tænk på dig selv som en skuespiller der skal lære at spille en rolle, dette er dine replikker i livets skuespil. Du skal øve dem til de sidder på rygraden og til du kan sige dem med stor overbevisning og et smil på læben. Med tiden vil du mærke at det løfter dig op til et højere niveau, og at det giver dig en mental styrke, som du havde glemt hvordan det var at have. Når du er kommet så langt, så bliver det fuldstændig ligegyldigt hvad andre måtte tænke og mene om dig, og så vil du være i stand til at møde andre som et ligeværdigt menneske.



Hrefna

Hrefna skriver

Uanset hvordan du føler omkring dig selv, så går man mindst tre gange om dagen ind på badeværelset, lukker døren, kikker sig i spejlet og siger højt til sit spejlbillede, "Jeg er et godt og smukt menneske, jeg har store værdier og erfaringer at dele med andre, jeg er interessant og dejlig". Dette gentager man tre gange, inden man sender sig selv et fingerkys.

Sjovt den har jeg nu aldrig tænkt over til os selv jeg har ellers sat min datter til at bruge den du ved teenager med lidt for meget sul her og der , hår der aldrig vil sidde , tøj der i hvert fald ikke sidder på en som på dem i bladene og som bare føler sig helt forkert sat sammen ...

Men kan da være jeg skal prøve den selv også

[Diddexx]

nok en af dem, der kan tænke: "så tag dig dog sammen" - Alle mennesker bør arbejde og man skal IKKE nasse på systemet. Jeg synes det er taber agtigt og det er ikke en person jeg har lyst til at være. Tænk at få penge fra det offentlige resten af sit liv!! Så hellere helt undvære penge og leve på gaden. Det er hårdt nok at være på kontanthjælp, tænk hvis man var syg og ikke kunne arbejde ("sludder, alle kan arbejde").

Når den dialog er noget man er vokset op med og har fået banket ind i sit hoved, så er det eddermandme svært at slippe. Jeg er flov over at være syg, jeg nægter at se realiteterne i øjenene og jeg svinger mellem at erkende at jeg er syg og handicappet og så dage hvor jeg nægter - Jeg skal bare ud at have et job, selfølgelig kan jeg det, jeg er jo IKKE syg.

Så en ting er at man ser sådan på andre, en anden ting er når man ser med de øjne på sig selv. Jeg har den overbevisning at skulle jeg fx søge om flex, så gør det mig til et dårligere menneske, der er mindre værd end dem der arbejder og bidrager til samfundet. Jeg skammer mig og føler mig som et lille menneske. Derfor har jeg slet ikke taget en beslutning om at skulle søge flex, for får kvalme og bliver svimmel ved tanken. Mig,syg??

Så det kan være at jeg nøjes med at arbejde 15-20 timer, få løn for det og være ude at systemet, så må vores økonomi jo baseres på dette. Har ikke taget en beslutning, synes det er en meget ubehagelig tanke.

[fillemusen]

Hej

Jeg har haft rengørings job i mange år,og det er ikke meget anderledes...folk spørger:hvad arbejder du med...jeg gør rent...samtale slut...?
Det har pisset mig sååå meget af,at folk har "dømt" mig på mit job.Det var faktisk selvvalgt,da jeg samtidig hjalp i min eks´s firma og så var arbejdstiden genial.

Nu har jeg så været i flexjob i 8 år,og har da også hørt lidt for at jeg fik en okay løn,men gik tidligere end andre..blev bla. kaldt "ugens gæst" ha ha ha
Vil lige sige at jeg også har haft en masse arbejdskollegaer,som havde stor forståelse for min situation..så det hele har heldigvis ikke været skidt...

Jeg har fibromyalgi,slidgigt,arbejdsskade,astma,skæv ryg osv...

Man kan jo ikke se på mig at jeg er syg,så det kan være svært for folk at forstå...men nu har jeg fundet ud af,at alle ved hvordan det er at vågne med influenza...smerter i hele kroppen,kan hverken løfte arme el ben..hovedet fyldt med "vat",og følelsen af ikke at have sovet i 14 dage (8 år)..og det så nok mest de gode morgner..sådan vågner jeg hver morgen,og det fortsætter hele døgnet.

Det kan de fleste forstå...og faktisk fået respekt fra en del,fordi de ikke fatter at jeg stadig kan grine og bruge sort humor...detter så en nødvendighed for at "overleve" psykisk....

Måske mest brugbart for fibber,men måske nogen kan omsætte "alm" sygdomme til noget der ligner deres,så folk selv har mærket noget lign.

Hilsen mig

[Zastrow]

Jeg vil bare sige til jer allesammen, at I med STOLTHED burde forkynde, at I er flex'ere, førtidspensionister, på kontanthjælp eller andet.

Uanset hvad - har vi jo alle ydet det, der overhovedet var muligt.
Sygdom er hver mands herre - og det kan ingen ændre på.

De der ulykkeligvis stadig er på kontanthjælp - kan jo ikke gøre for at kommunerne er så ineffektive og inkompetente - at deres sager ikke er gået i orden endnu. (Forbandet svineri i øvrigt).
Håber virkelig der kommer et HAV af af retssager mod kommunerne, hvor folk tilkendes betaling af sygedagpenge m.v. med tilbagevirkende kraft, sådan som vi så det i en nys afgjort retssag.

DERFOR - ALLESAMMEN - ret ryggen (hvis den ikke gør for ondt) - og vær stolte af jer selv og hvad I er...

Mange hilsner til jer alle
En FLEX'er - der er STOLT af at være det.

[hansemand]

Oprindeligt indsendt af Zastrow

Jeg vil bare sige til jer allesammen, at I med STOLTHED burde forkynde, at I er flex'ere, førtidspensionister, på kontanthjælp eller andet.

Uanset hvad - har vi jo alle ydet det, der overhovedet var muligt.
Sygdom er hver mands herre - og det kan ingen ændre på.

De der ulykkeligvis stadig er på kontanthjælp - kan jo ikke gøre for at kommunerne er så ineffektive og inkompetente - at deres sager ikke er gået i orden endnu. (Forbandet svineri i øvrigt).
Håber virkelig der kommer et HAV af af retssager mod kommunerne, hvor folk tilkendes betaling af sygedagpenge m.v. med tilbagevirkende kraft, sådan som vi så det i en nys afgjort retssag.

DERFOR - ALLESAMMEN - ret ryggen (hvis den ikke gør for ondt) - og vær stolte af jer selv og hvad I er...

Mange hilsner til jer alle
En FLEX'er - der er STOLT af at være det.

Undskyld jeg spørger, og det er IKKE for at være perfid, men hvis du er så stolt over det, hvor er så dit tydeligt genkendelige profilbillede?

Jeg skal nok uddybe mit input senre, men er ny her og ved at læse tråden, deler de mange smertefulde oplevelser, derfor mit spørgsmål.
Hanse

[Loppen]

Oprindeligt indsendt af hansemand

Undskyld jeg spørger, og det er IKKE for at være perfid, men hvis du er så stolt over det, hvor er så dit tydeligt genkendelige profilbillede?

Det kunne jo være, at man ikke har lyst til at dele alt med alle. Bare et gæt.

[hansemand]

Oprindeligt indsendt af Loppen

Det kunne jo være, at man ikke har lyst til at dele alt med alle. Bare et gæt.

Kunne ikke være mere enig- desværre har man tit i et forløb, der minder om mange af de beskrevne herinde, fået fortalt for meget, til de forkerte, og man kan jo stadig ikke skrue tiden tilbage....

På trods af alt hvad intellektet og mine sociale intentioner siger mig, er virkeligheden ikke rationel, og jeg har mistet bekendtskaber, der måske ikke var guld værd, men dog alligevel noget værd, og en afveksling i en totalt triviel hverdag - så jeg har lært på den ufede måde, at ærlighed på ingen måde er den eneste vej.......... desværre.