Andre bekymrede forældre

[CLM]

Jeg vil gerne høre om andre går med lignende tanker som jeg - skyldfølelse og frygt pga. utilstrækkelighed overfor børn.

Mange års kamp med massiv stress, dep., angst, smerter samt deraf følgende skader slider naturligvis på ethvert familieliv. I mit tilfælde er min mand, to drenge og jeg heldigvis sammen.

Min store bekymring handler om mit bidrag til børnenes opvækst gennem årene selv om jeg altid har prøvet at gøre det godt nok. Nu hvor jeg erkender hvor langt ude jeg har været synes jeg det er dybt forkert at jeg har været for urimelig og for lidt nærværende.

Jeg bekymrer mig konstant om at min søn bliver hidsig, let bliver såret osv. og jeg bebrejder mig selv det hele og frygter at han vil få det svært. Andre forældre kan måske trøste sig med at det er normalt for en teenager, men jeg er ikke i stand til at skelne.
Ved godt at frygten ikke gavner børnene. Ville ønske jeg kunne tilgive mig selv og se børnene som værende ok.

På andre områder i livet (manglende arbejdsevne, helbred mm) kan jeg slutte fred med fortiden og arbejde mod en tålelig tilværelse, men mht. mor-rollen er det så svært.

Jeg vil meget gerne høre hvis nogen kan genkende disse følelser og har forslag til at håndtere dem eller få et positivt syn på situationen.

[c.l.e.o.]

Jeg vil tro det er en hver forældres følelser du beskriver,har vi nu gjort det godt nok hvad kunne vi have gjort bedre .

umulige teenager har jeg haft 3 af,der skal prøves grænser og der skal løsrives og det kan være "smerte fuldt" til bække sidder.

min erfaring er at man kommer det i gemmen og oftes helskindet.

Mit råd er vælg dine kampe med omhug,et rodet værelse,ja hvad så luk døren,jeg ved jo ikke lige hvad der er jeres "slås kampe" er det alt så er det endnu vigtiger at vælge nogle få kampe ud ,det vil være mit umilbare råd.

føgelserne styres også af tankerne og ja man gør sig virkelig mange tanker om disse humør bumper der drøner rundt i huset uden at de aligevel ikke røre en finger eller gør de hele huset kan jo rode efter få minutters hjemkomst af slagsen

Men kan ikke entre fortiden,men man kan forsøge at gøre fremtiden bedre.
Det vigtigt at man ikke går og banker sig selv i hovdet med alt det man ikke fik gjort,men der i mod refliter over fortiden og ser fremad og siger hvad kan jeg gøre nu.
For det er lige nu vi lever og er.

Håber du kan bruge det til noget.

[panti]

Kære CLM

Det kunne være mig der havde skrevet dit indlæg. I mit tilfælde er jeg t.o.m. alene med min lille pige og jeg er oprigtigt bekymret for at være utilstrækkelig overfor hende.

Jeg er gået så langt at have kontaktet kommunen omkring det, men det eneste tilbud de har er aflastningsfamilie men det er slet ikke det hverken hun eller jeg har brug for - tværtimod.
Vi har derimod behov for noget støtte i hjemmet hvilket vi såmænd også kan få, men kun i dagtimerne på hverdage og der er hun jo ligesom i vuggestue.

Nå, men jeg har droppet kommunen idet de kun tilbyder kontrol og snagen - ingen reel hjælp.

Jeg tror ikke den perfekte forælder findes men jeg tror det nærmeste du kan komme, er den forælder der er opgaven ydmyg og erkender sine svagheder - og det lyder det jo netop til at du gør.

Alle børn og unge vil møde modstand på et tidspunkt i deres liv. De få der ikke gør, er jo gerne de typer der er fuldstændig empati-forladte, fordi de bare ikke aner hvad det vil sige at have det svært. (Joakim B olsen...)

Jeg kan også se hvor vanvittigt det var at jeg var grænsepsykotisk og alene med et spædbarn. Jeg ringede jo næsten dagligt til SP og tryglede om hjælp og at jeg var bange for at komme til at gøre noget dumt. Resultatet var at de fik mig testet på akut psyk og de sagde at jeg ikke var vanvittig men så ekstremt belastet at kommunen måtte sætte ind med hjælp.

Det fik jeg selvfølgelig ikke.....

Jeg (og du) kan trøste mig med at det går meget bedre med mig nu og således også med hende. Jeg ser det som meget positivt at hun reagerer og giver udtryk for at der er noget der ikke passer hende - et kuet/svigtet barn bliver jo tavs og trækker sig ind i sig selv (sådan var jeg).

Jeg synes du fremstår som en kærlig og ansvarsfuld mor der er obs på dine børns vanskeligheder. Alt for ofte sker det modsatte og forældre kan slet ikke indse at deres børn mistrives selv om det sker for næsen af dem.

Såvel min(e) psykiater som psykolog er imponerede over hvor meget tid og energi jeg bruger på min datters velfærd og har alle skrevet at jeg er en exeptionel god mor fordi jeg netop kan sætte mig ind i min datters problemer og ikke bare siger - "det går hurtigt over", som så mange er tilbøjelige til (ingen gråd = alt er fryd og gammen), for børn er jo eksperter i at tilpasse sig og man må ikke lade sig narre af at de er stille.

Mine forældre vil stadig den dag i dag påstå at jeg og mine søstre har haft en god barndom og at vi sjældent skabte problemer. Men vi var netop meget kuede og havde opgivet at gøre modstand og skabe vores egen identitet. Needless to say - vi lider alle tre af personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser, kronisk angst og depression osv. og dette til trods for at vi er meget forskellige.

Nå men konklusionen på hele denne lange svada; det er meget positivt at du er opmærksom på dine og dine børns problemer - det kan du være stolt af.

mvh anne

[PiaCP]

Oprindeligt indsendt af CLM

Jeg vil gerne høre om andre går med lignende tanker som jeg - skyldfølelse og frygt pga. utilstrækkelighed overfor børn.

Mange års kamp med massiv stress, dep., angst, smerter samt deraf følgende skader slider naturligvis på ethvert familieliv. I mit tilfælde er min mand, to drenge og jeg heldigvis sammen.

Min store bekymring handler om mit bidrag til børnenes opvækst gennem årene selv om jeg altid har prøvet at gøre det godt nok. Nu hvor jeg erkender hvor langt ude jeg har været synes jeg det er dybt forkert at jeg har været for urimelig og for lidt nærværende.

Jeg bekymrer mig konstant om at min søn bliver hidsig, let bliver såret osv. og jeg bebrejder mig selv det hele og frygter at han vil få det svært. Andre forældre kan måske trøste sig med at det er normalt for en teenager, men jeg er ikke i stand til at skelne.
Ved godt at frygten ikke gavner børnene. Ville ønske jeg kunne tilgive mig selv og se børnene som værende ok.

På andre områder i livet (manglende arbejdsevne, helbred mm) kan jeg slutte fred med fortiden og arbejde mod en tålelig tilværelse, men mht. mor-rollen er det så svært.

Jeg vil meget gerne høre hvis nogen kan genkende disse følelser og har forslag til at håndtere dem eller få et positivt syn på situationen.

Hej CLM
Først ska du ha et nej mange .

Jeg ved lige nøjagtig hvor du er, jeg har i mange år levet med min arbejdsskade, der hindrede mig i, at spille konespil tennis, badminton osv osv med min søn, mine arme/skulder.

Jeg har som du siger, efterhånden få bilagt krigen i mig selv med job og alle de fysiske ting jeg ikke kan, men følte som dig, at der var så mange ting jeg ikke havde givet min søn.

Jeg talte faktisk med ham om det for ikke så længe siden, nu han er fyldt 18 år, Han siger, at jeg har været der på så mange andre områder, givet ham kærlighed, givet ham forståelse, været der psykisk langt mere end andre mødre har været, ja, den udmelding blev jeg simpelthen så glad for, så jeg nu er meget mere i ro med mig selv, hvad min søn angår.

Jeg tror jeg vil anbefale dig, at tage en snak med din søn, spørg ham hvad han mener, det kan måske hjælpe jer videre, du kan blive overrasket.....
måske er der også nogle punkter hvor du kan gøre det bedre, jammen så gør du det fra nu af, ikk?

Konversation afhjælper rigtig mange problematikker

Rigtig go jul til jer

[jjsonn]

En dag sage min datter 6 år, hvor ville jeg ønske storesøster var min mor, hun kunne lære mig, at løbe på rulleskøjter, den svig nogle dage efter sage hun mor det er snyd storesøster har haft dig længer end mig for du er verdens bedste mor, hvis man gør hvad man kan og prioterer ens børn højt, så er det nok så fint som det kan være.

Min den store dreng, har fundet sig en pige med heldbreds problemer, vi snakket om det der med når man får børn med en syg og han sage hvis vi bare bliver lige så gode forælder som jer, så får vores børn det godt.

Der er nogle ting vi ikke kan som syge men så her vi gerne mere tid og vælger nok ofte at bruge vores energi på vores børn, for vi render ikke til en helt masse, vi er der for dem.

[nocturne]

Det er nok forældres lod at være bekymret. Det er på en måde som en depression: noget der skal gøres.

Vi mænd har måske ikke samme tilgang til følelser, og vi betaler ofte en større pris. Så får vi lige lært det på den hårde måde.

Hvis du er i tvivl om din søns ve og vel, og din rolle i dette, er vejen vel at tale
med ham om dette. Selvom alderen måske gør det svært.
Jeg vil skyde på han undrer sig over dine dispositioner gennem årene, og
sikkert har behov for at få noget afklaret. Måske går han med en frygt for at det er arveligt.

Det er godt at høre at din familie holder sammen.
Vi er nogle stykker som ikke har oplevet dette.

[denuheldige85]

Pyha får helt tårer i øjnene over denne tråd..

Jeg går selv med depression på 1½ år nu og før jeg fik den var jeg
den alle synes var - super mor- og altid positiv og livsglad og havde overskud
til alt og alle..

Nu jeg en mor der oftest har mange lange dage på sofaen og med tårer pressende
på, som ikke kan rumme min søn larmer for meget, ikke har overskud til legeaftaler
og ikke længere kan rumme at gå i centret til alle de optrædener osv der er som vi
altid tog til..
Jeg går og kaster op ofte når jeg har spist.. er undersøgt for mavesår og det havde jeg
ikke, venter på undersøgelse for galdesten..

Men det hele gør at jeg slet ikke kan være den mor jeg førhen var og som jeg stadig
virkelig gerne vil være og forventer jeg burde være...

Nu det min søn på 8 år der er den der viser omsorg og bekymring for mig.. Det burde en dreng på 8 år nok ikke.. ikke i mine øjne...

Jeg tog ham med på skovtur for at samle grandkogler til julebordet igår, men fordi jeg
havde spist morgenmad inden gik jeg og kastede op mange gange og han kom og nussede mig på ryggen og sagde : mor er du okey..??
Pyha den gjorde ondt.. hvor er det bare synd han skal tænke sådan og se mig så skidt...

Da der var juleklip den 1 december i hans klasse(den gamle for han er lige flyttet i ny skole den 7 decm )
og dagen inden kom han og spurgte om jeg ikke skulle sove så jeg var rask imorgen.
Om morgenen kom han og nussede mig på kinden og spurgte om jeg havde sovet godt og jeg sagde at det havde jeg og spurgte til ham.. hvortil han sagde- det kunne jo godt være du ikek havde sovet så du ikke kunne komme med mig i skole...

- Det er nogle af de oplevelser herhjemme der gør at jeg tænker at jeg er blevet
en dårlig mor og han måske er bedre tjent uden mig fordi jeg bare giver ham bekymringer..
Men jeg har også taget flere snakke hvor vi har siddet roligt og snakket om hvordan
jeg har det osv. på hans niveau.. fordi jeg synes det rigtig vigtigt at selvom han kun
er 8 år så skal han vide at det er mit hoved den er gal med og at det IKKE er ham
der er skyld i det.. og at jeg elsker ham og gerne vil hygge med ham, men nogle
gange kan jeg bare ikke... men jeg elsker ham stadig...


Jeg tror på at man kan snakke med alle børn om det på hver sit niveau
selvfølgelig ikke når de er 1 år tihihi..
og jeg tror det vigtigt vi gør det...

På psykiatrisk afdeling lå der en lille bog/pjece der hedder :
Havet i hovedet www.barn-i-fokus.dk og den vil jeg lige læse
igennem og snakke med min søn om...

Måske andre kan få glæde af at bestille den og bruge den derhjemme...


og så tror jeg vi alle føler os dårligere mødre end vi er..
Vores børn havde helt sikkert også reageret med diverse
ting hvis vi ikke var syge, for børn får perioder i opvæksten der
er sværre end andre...
Vi skal bare hjælpe dem med at håndtere det så godt vi kan...

Kram til alle jer der har det som mig...

[CLM]

dejligt at se jeres kommentarer. I er omsorgsfulde forældre som tror på at vi med vore fejl og skavanker er gode nok.

Det varmer og hjælper mig.

Jeg har svært ved at bevare den positive vinkel for i mit hoved får det dystre let overtaget på visse punkter.
Desuden er det en del af min sygdom at jeg ikke ret godt rummer andres følelser...de trigger en kæmpe angst. Føler jeg skal dø når min store dreng hidser sig op (hvilket ofte sker). Til gengæld er jeg så obs på det, at jeg ofte kan undlade at reagere uhensigtsmæssigt og så er jeg lidt stolt af mig selv.

Pandaline... jeg genkender vist noget fra din barndom: Da min søn var lille og vi havde konflikter hvor min mor syntes jeg var for hård overfor ham (hvilket jeg givetvis også var) så bebrejdede hun mig altid og sagde med afsky i stemmen at min bror og jeg "græd aldrig"... hun var en fantastisk mor som aldrig fik os til at græde....

Og det er sandt, jeg var en lille, artig mus som aldrig sagde et ord, aldrig gjorde noget forkert, aldrig viste vrede eller andre negative følelser, aldrig bad om noget (havde vist slet ingen behov). Jeg turde ikke engang sige ja når nogen tilbød en småkage for det var nok pænere at sige nej.

Jeg er stadig ved at lære at man både kan være vred og være sig selv og have en mening i øvrigt hihi.... Kan hun ikke bare være stolt min mor?

Med mine børn er bølgerne ofte gået højt - desværre. Vi udtrykker følelser og har gjort hinanden fortræd, men vi kan bestemt også fortryde og indrømme fejl og undskylde og forklare... jeg tror trods alt det er bedre end det jeg selv var udsat for.

Knus fra CLM

[panti]

Oprindeligt indsendt af CLM

dejligt at se jeres kommentarer. I er omsorgsfulde forældre som tror på at vi med vore fejl og skavanker er gode nok.

Det varmer og hjælper mig.

Jeg har svært ved at bevare den positive vinkel for i mit hoved får det dystre let overtaget på visse punkter.
Desuden er det en del af min sygdom at jeg ikke ret godt rummer andres følelser...de trigger en kæmpe angst. Føler jeg skal dø når min store dreng hidser sig op (hvilket ofte sker). Til gengæld er jeg så obs på det, at jeg ofte kan undlade at reagere uhensigtsmæssigt og så er jeg lidt stolt af mig selv.

Pandaline... jeg genkender vist noget fra din barndom: Da min søn var lille og vi havde konflikter hvor min mor syntes jeg var for hård overfor ham (hvilket jeg givetvis også var) så bebrejdede hun mig altid og sagde med afsky i stemmen at min bror og jeg "græd aldrig"... hun var en fantastisk mor som aldrig fik os til at græde....

Og det er sandt, jeg var en lille, artig mus som aldrig sagde et ord, aldrig gjorde noget forkert, aldrig viste vrede eller andre negative følelser, aldrig bad om noget (havde vist slet ingen behov). Jeg turde ikke engang sige ja når nogen tilbød en småkage for det var nok pænere at sige nej.

Jeg er stadig ved at lære at man både kan være vred og være sig selv og have en mening i øvrigt hihi.... Kan hun ikke bare være stolt min mor?

Med mine børn er bølgerne ofte gået højt - desværre. Vi udtrykker følelser og har gjort hinanden fortræd, men vi kan bestemt også fortryde og indrømme fejl og undskylde og forklare... jeg tror trods alt det er bedre end det jeg selv var udsat for.

Knus fra CLM

Jeg følger dig 100% - jeg har også MEGET svært ved at rumme andre folks følelser, herunder min datters mange flip. Da hun var lille skreg hun nærmest i døgndrift (præmatur+kolik+reflux+sulten) og til sidst kunne jeg slet ikke klare bare et enkelt utilfreds grynt før jeg bad hende stoppe.

Jeg er heldigvis blevet meget bedre til at rumme hende, men jeg kan ikke ændre på at det irriterer mig grænseløst når hun pjevser og jeg ved det er p....nødvendigt at hun får lov at udtrykke sine følelser og at jeg anerkender dem, så hun ikke ender som mig.

Jeg er nemlig også først blevet bevidst om at jeg har egne behov og at det er helt legalt at udtrykke dem. Jeg er typen der tudbrøler hvis jeg skal sige noget om mig selv (kan næsten ikke se hvad jeg skriver) og det bunder i at jeg ikke har fået lov at reagere og udvikle en egen identitet som barn.

Det er superflot af dig at du tør sige højt at du føler dig utilstrækkelig og jeg tror at du, ligesom rigtig mange af os, er din egen værste dommer og at det netop derfor aldrig bliver så slemt som du går og bebrejder dig selv.

Konflikter er gode (helst ikke for vilde ) og det lærer dine børn at de ikke er farlige og hvordan man kan løse uoverensstemmelser. I min barndom måtte jeg slet ikke svare imod min far og fik røvfuld når jeg begik de mindste fejl (spildte noget eller lign). Jeg fungerer (stadig) i dag dårligt socialt men jeg er ved at lære det så jeg kan vise min datter det.

Rigtig relevant emne du har bragt på bane :-)

[phhmw]

fysisk som psykisk har de tanker med dårlig samvittighed.

Mit råd er at være 110% ærlig og åben om problemet, med tanke for barnets alder. ALT skal forklares uden dramatik. Barnet SKAL have at vide når vi har GODE dage og DÅRLIGE dage.

Et barn er lige så kloge som mennesker og der kan INTET skjules for et barn.

Det er min erfaring.

Hilsen Peter