Regeringen vil begrænse fleksjob..

[PiaL]

Nu har jeg et par gange set, at man bliver "lynchet" på K10 for at udtrykke sit håb/ønske om en dag at få en forbedret arbejdsevne, så man enten kan komme til at arbejde i det hele taget, måske blot et lille skånejob, eller komme ud af fleksjob og blive selvforsørgende.

Jeg synes, at det er direkte sørgeligt, at man ikke kan håbe/ønske en forbedret situation uden at det bliver forstået som om man modtager hjælp uberettiget. Mest sørgeligt er det for de mennesker, som har denne holdning - tænk ikke at have et lille bitte håb om, at en situation kan forbedres, og ikke kunne tåle at andre har det... Det er muligt at håbet/ønsket er naivt, vanvittigt, uden jordforbindelse, rablende vanvittigt, hovedrystende tosset - og hvad så? Hvem skal blande sig i hvad jeg ønsker mig?

Hvorfor hetze hinanden? Synes I ikke at samfundet klarer den del af opgaven til ug med kryds og slange uden vores hjælp?

Det kan vi godt gøre bedre på K10! Lad os da støtte hinanden i at vi har værdi, og at det kan betale sig at se lyst på tilværelsen - herunder at ønske sig store ting, som måske giver de små lyspunkter i hverdagen.

[Jørgine]

Godt skrevet , Pia.

Jørgine

Oprindeligt indsendt af PiaL

Nu har jeg et par gange set, at man bliver "lynchet" på K10 for at udtrykke sit håb/ønske om en dag at få en forbedret arbejdsevne, så man enten kan komme til at arbejde i det hele taget, måske blot et lille skånejob, eller komme ud af fleksjob og blive selvforsørgende.

Jeg synes, at det er direkte sørgeligt, at man ikke kan håbe/ønske en forbedret situation uden at det bliver forstået som om man modtager hjælp uberettiget. Mest sørgeligt er det for de mennesker, som har denne holdning - tænk ikke at have et lille bitte håb om, at en situation kan forbedres, og ikke kunne tåle at andre har det... Det er muligt at håbet/ønsket er naivt, vanvittigt, uden jordforbindelse, rablende vanvittigt, hovedrystende tosset - og hvad så? Hvem skal blande sig i hvad jeg ønsker mig?

Hvorfor hetze hinanden? Synes I ikke at samfundet klarer den del af opgaven til ug med kryds og slange uden vores hjælp?

Det kan vi godt gøre bedre på K10! Lad os da støtte hinanden i at vi har værdi, og at det kan betale sig at se lyst på tilværelsen - herunder at ønske sig store ting, som måske giver de små lyspunkter i hverdagen.

[sushjer 1]

Jeg kan da osse arbejde mere end jeg gør nu, men jeg ved osse godt hvad der sker på længere sigt, og den risiko har jeg bestemt intet ønske om at udsætte mig selv for.

[Andepigen]

Oprindeligt indsendt af sushjer 1

Jeg kan da osse arbejde mere end jeg gør nu, men jeg ved osse godt hvad der sker på længere sigt, og den risiko har jeg bestemt intet ønske om at udsætte mig selv for.

Lige præcis! Og lur mig, om ikke det er gældende for mange fleksjobbere: vi har pludselig muligheden for at passe på os selv, have overskud til et liv når vi har fri (ikke være fuldstændig mast ovenpå en arbejdsdag) - og man kvier sig for at presse citronen af frygt for, hvad det kan afstedkomme. Og måske har man prøvet at presse citronen før med øget sygdomsaktivitet til følge.

Det skete for mig og jeg er meget påpasselig og som udgangspunkt ikke videre opsat på at skulle gå op i tid fra mine 15t/uge.

[Jørgine]

Oprindeligt indsendt af sushjer 1

Jeg kan da osse arbejde mere end jeg gør nu, men jeg ved osse godt hvad der sker på længere sigt, og den risiko har jeg bestemt intet ønske om at udsætte mig selv for.

Forstår ikke helt, hvad det er, du ikke vil udsætte dig selv for. Heller ikke at du kan arbejde mere, end du gør nu.

Jørgine

[LUM]

Oprindeligt indsendt af Peter Simonsen

Dette er en fantastisk holdning som Mange kunne lære noget af. ;-).

Der er altid håb...og der skal altid arbejdes for og imod at ens situation kan blive bedre...Jeg er helt og holdent for en ordning hvor der løbene følges seriøst op..og hvor der evt kunne laves forskellige modeller på hvordan man ville kunne afprøve at komme tilbage til normalt arbejde igen.

Personligt er jeg ligeglad med om man så er 19 eller 60 år...holdningen må og skal altid være at der skal arbejdes målrette imod at komme tilbage til selvstændig forsørgelse..;-).

Som udgangspunkt er jeg ikke uenig, men vi har altså et problem.

Ind til for få måneder siden nærede jeg stadig troen og håbet. For mig er det stille men langsomt svundet ind i takt med at min sags-tid er gået med at skulle anke klage og så lige en gang til, bare lige nu har jeg gang i en klage over en klage som er en klage over en klage, først nu bliver det taget alvorligt.
Jeg nærede et håb om, de gad slå lyttelapperne ud og høre på mig, et håb om at de gad hive fingeren ud og bruge den del af lovgivningen som vil kunne betyde at jeg kom næremere arbejdsmarkedet, men ak og ve.

Jeg har ikke oplevet en pind andet en tvang og modarbejdelse (og lovbrud, så de kunne spare) altså ikke oplevet andet end fastholdelse, med det resultat jeg har fået mere og mere angst for kommunen, først var det bare alm nervøsitet, siden angst, så angstanfald og besvimelse, og nu... sidst ringede de til mig (og ja de ved udmærket hvordan jeg har det) med et anfald til takke, dagen efter en mødeindkaldelse, og jeg har s q netop partsrepræsentant, for det samme, alligevel kræver de personlig fremmøde af mig (endnu et lovbrud) med det resultat at jeg blev så dårlig at nabokonen ikke ture gå fra mig, hun lod mig ikke alene mange minutter af gangen, hun frugtede jeg ville tage livet af mig selv for at slippe for mine pinsler (altså angst pinslerne)

Jeg har mistet håbet og troen, jeg kommer aldrig nærmere arbejdsmarkedet, og jo mere jeg oplever af den slags jeg har fået serveret ind til nu jo dårligere bliver jeg. Jeg og de læger der har været i berøring med mig, har i over 4 år, kæmpet for at få kommunen til at forstå at det er DEM (deres måde at behandle mig på) der gør mig mere og mere syg, kæmpet for at få dem til at fatte hvordan jeg skal takles, så jeg netop ikke får det dårligere. Men de ligeglade, faktisk virker det som om de netop er ude på det modsatte af at jeg skal bevare håbet og troen på at jeg kan få det bedre.

Jeg har opgivet, jeg har opgivet så meget at jeg ærlig talt ikke tør forsøge, for hver gang jeg har forsøgt har jeg fået det dårligere og er blevet mere syg.

Jeg startede på dårlig knæ, blev presset så min ADHD blev et problem for mig, nu jeg ikke længere bare hende den lidt mærkelige (der har haft en 40 timers arbejdsuge uden problemer i forholdt il ADHD´en) nej, nu jeg både paranoid angst, og på grænsen til psykopatisme.

Når folk oplever at gå fra at kunne magte et helt alm job uden skånehensyn af nogen art, til at ende med de mange diagnoser jeg har i dag, ting der KUN er kommet efter kontakten med kommunen, og som har fået lov til at udvikle sig pga den behandling folk har fået, så mister man altså troen og håbet..

Jeg tør IKKE for jeg ved de gør mig mere syg end jeg allerede er... jeg vil ikke, for jeg vil ikke være mere syg, jeg er syg nok, og er død og pine tvunget til at holde mig meget langt fra alt der bare kan minde om at jeg bliver dårligere end jeg er, og kommunen gjorde mig syg, dvs ude i fremtiden, hvis jeg får det bedre, vil de gøre mig syg igen.

Tror du mig ikke er du velkommen til at se mine lægepapirer, de taler deres tydelige sprog, klarede mig ellers helt uden problemer psykisk til jeg fik dårlig knæ, og kampen begyndte. Jeg var en af de velfungerende ADHD´ere, nu jeg psykopat, dejligt system.

Jeg ville da helst at jeg stadig havde troen på håbet om, at jeg vil kunne, for det ville betyde at jeg ikke var kørt så langt ned af systemet som jeg rent faktisk er, og betyde at der netop stadig var en fair chance for at jeg ville kunne rent praktisk også, uden håbet og troen på, kan man lige så godt lade være med at gøre forsøget værgen pisk eller gullerod vil virke, når først håbet er taget fra mennesket (og det er mit håb) det vil svare til at sige til en hund der har brækket alle 4 ben at den selv skal gå 20 meter hen til madskålen for at få noget at spise... dyret vil dø af slut, hvis ikke maden bliver stillet forand snuden på den. Og her er altså en hund der har brækket alle 4 ben, på systemet, og så længe systemet behandler syge/svage som de gør, lige så længe vil der være hunde der brækker alle 4 ben, jo længere der bliver til madskålen jo flere vil brække benene i forsøget på at få fadet.

[sushjer 1]

Oprindeligt indsendt af Jørgine

Forstår ikke helt, hvad det er, du ikke vil udsætte dig selv for. Heller ikke at du kan arbejde mere, end du gør nu.

Jørgine

Der sker ganske enkelt det at min arm/ skulder nægter at følge med i det tempo, så det koster sygdage,og smerter til følge, og det er der vel ingen af os der ønsker, heller ikke jeg.

[PiaL]

Ja, LUM, man bliver syg af systemet! Mærkede selv en lille gnist af det, da jeg skulle opdatere nogle optegnelser og sende til min SB - det trak mig virkelig ned i nogle dage. Og herregud, jeg har jo intet prøvet i den sammenhæng.

Og ja, min sag er bare servereret på et sølvfad næsten uden problemer - så jeg kan end ikke forestille mig hvordan det må være for jer, som bliver trukket ud i årevis og med psykiske problemstillinger. Jeg bukker mig i støvet for at I stadig orker! Og at I ikke liiiige griber den første den bedste idé for at komme igang igen - sporene skræmmer - brændt barn... og alt det der.

[c.l.e.o.]

Oprindeligt indsendt af Jørgine

Forstår ikke helt, hvad det er, du ikke vil udsætte dig selv for. Heller ikke at du kan arbejde mere, end du gør nu.

Jørgine

Oprindeligt indsendt af sushjer 1

Der sker ganske enkelt det at min arm/ skulder nægter at følge med i det tempo, så det koster sygdage,og smerter til følge, og det er der vel ingen af os der ønsker, heller ikke jeg.

Hmm men så kan du jo heller ikke , det der lidt mere........

[MTVRV1]

LUM

det kan ikke skrives meget bedre og har selv fået panikangst og andre gode
psykiske lidelser
har været indlagt på psykiatrisk afdeling i 6 uger
mit var alså fysisk til at starte med
det psykiske har systemet alså været med at gøre endnu værre

modarbejdelse er nemlig kodeordet og som de fleste nemlig oplever

tænk man har betalt topskat til dette system i mange år, når man så har brug for hjælp er der ingen