Aggresioner ved seponering af Sertralin

[MTVRV1]

du må godt nok være hårdt ramt af Sertralin
har selv været på det et par år
genkender faktisk ingen bivirkninger
har fatisk prøvet og lade være med at tage det i 14 dage
begyndt og få indre rysten, men ellers ikke nogen større forskel
har dog ingen depression
men uden min seroquel, kan jeg dårligt fungere

[Enteneller]

Pedro vi må nu en gang prøve at passe på os selv på godt og på ondt. At det så kan kræve noget medicin, vi ellers ikke er glade for at tage, da vi har hørt om alskens "ulykke" i forbindelse hermed, det må vi jo så tage med hvis det ikke kan være andet.

Jeg har ikke læst så meget om bivirkningerne på min medicin, men jeg ved at jeg er nødt til at tage det i en lang årrække endnu. Jeg fylder nok i forvejen, på det psykologiske plan indimellem.

Nogle gange må man forliges med, at det er som det er. Dog er det også i orden, at vi også nogle gange udfordre os selv og så indimellem konstatere, at det ikke gik som vi havde håbet eller forventet. Det er jo nu engang en del af livet.

Godt at du kommer ud med det herinde, det er rart at høre om hinandens erfaringer på godt og ondt

[Pedro]

@MTVRV1 @Enteneller

Ja, let er det ikke! Ikke, for nogen af os. Det ville passe mig glimrende, hvis man kunne komme med et måleapparat, der kunne påpege manglende serotonin i min hjerne, eller hvad det nu måtte være, der udgør problemet.

Det kunne måske være dét, der skulle til, for at overbevise mig om, at det er nødvendigt at indtage præparatet indtil, ja, hvem ved hvor længe, måske for altid.

Ved ikke helt, hvad det er der sker? Jeg tror, jeg er alt for let til ikke at lade mig påvirke af mediernes skriverier vedrørende bivirkninger af SSRI og lign.

Tag nu bare, tabletterne, Cipramil og Cipralex, dem har jeg brugt hver dag i ca 12 år, og det gik da egentlig ok med dem. Først nu, ser jeg at man forbinder dem, med mulige dødsfald efter hjertestop.

Hold da kæft, siger jeg bare, godt jeg ikke vidste det dengang, så var jeg da nok død, ihvertfald af skræk.

Vi har lidt problemer med forhøjet kolesterol osv, en broder der har indopereret ballon, og en far døde af hjertestop som 71 årig, så´eh tanker kan der komme mange af....

Men tror, det ville være godt for nogle af os, at undlade læsning af diverse skriverier, og overlade det til sin egen følelse og selvfølgelig håbe på, at psykiateren - egen læge, er gode nok til at vurdere, hvem der bør have hvad.

Jeg er meget glad for K10, uden den side ville jeg være ilde stedt.

Har meget lille netværk - kun én rigtig go´veninde, og hun er så fysisk belastet, at jeg ikke nænner at overlæsse hende med mine problemer osse. Jeg vil nødig miste hende.

Familien bor ikke lige i nærheden, og de har ikke større forståelse for psykiske problemer. Det er ialtfald ikke noget, man åbenlyst diskuterer, så der er ikke megen hjælp at hente dér.



Pedro

[Enteneller]

Hej Pedro,

Jeg har heller ikke, som sådan nogle, at tale med mine psykiske problemer, omkring mange forstår dem ikke og da slet ikke i familien .

Ja du bør nok afholde dig fra, at høre og læse om alle skræk scenearierne med din medicin eller den du har taget. Forstår godt din bekymring også når man har haft noget i familien. Nogle af os er så mere paranoide end andre og er det ikke med helbreddet skal det nok være noget andet.

Det er i al fald godtm at du kunne stoppe op og sem at det ikke duede, at trappe ned eller ud pt. så har du da prøvet det. Jeg gjorde det selv tidligere da jeg var på cipralex. Jeg mente efter en del psykolog behandlinger, at det havde jeg da ikke brug for, de der lykke piller der!! Man vælger jo selv om man vil trappe ud og da jeg desværre ikke havde en psykiater dengang foregik, det via min egen læge. Hun sagde ikke så meget imod, at jeg ville trappe ud, jeg mente jo nok at jeg kunne klare den alligevel og måske enddog blive rask.

Det endte dog med et "smut" på psyk skadestue efter nogle måneder med voldsomme tvangstanker og jeg må bruge dette som et skræmmebillede hvis jeg igen skulle tænke på at trappe ud. Dog har jeg nu min psykiater og jeg vil love mig selv at han skal med indeover hvis det nogle siden kommer til medicinsk tilpasning eller udtrapning.

[Pedro]

@Enteneller!
Det lyder ikke som om, du ikke, har haft det alt for nemt, Enteneller! Det der med udtrapningen, ja, det kan godt være en ensom affære, hvis man egenhændigt foretager, en sådan!

Det er jo osse det, jeg selv har gjort. Har godt nok kontaktet egen læge, her på det sidste, og han mente, at tiden var inde til en ny optrapning, og jeg må gi´ham ret.
Det er noget skidt, at man kan komme så langt ud med svære tvangstanker mm at man er nødt til at skulle indlægges, men sådan kan det jo gå, når man tror, man kan klare sig uden eller bliver panisk angst for medicinen.

Men nu har du gennemlevet en meget svær tid dér, Enteneller, og du husker nu, hvordan det var uden medicin.

Her hos mig, er det sådan, at jeg har Alzheimer light, og ikke husker en skid. Så hver gang, jeg synes, det tager overhånd med de forskellige præparater, ja så trapper jeg ud, og havner i den samme angstfyldte verden som, inden jeg nogensinde begyndte at indtage SSRI.

Tror, det er bedst, at ha tæt kontakt til læge eller psykiater, hvis man har én sådan.



Pedro

[Ninja]

Det tog mig mere end et år at blive ''normal'' efter mange års psykofarmaka. Inden det år gik, fik jeg også depression, humørsvingninger, nattesved, mareridt, opblomsting af OCD, angst, panik-angst, hjerteflimmer, stikkende fingre og ticks. Men det var simpelthen bare min krop og min hjerne der arbejdede sig tilbage til et liv uden medicin, og det tog altså et godt års tid, hvor jeg så endelig fik det SUPER GODT - faktisk bedre end jeg nogen sinde havde haft det på medicinen!!

Men jeg var MANGE gange ved at hoppe på medicinen igen, fordi jeg regnede med at det var alle mine lidelser der kom voldsomt tilbage og at jeg simpelthen bare var en af dem, der skulle tage medicinen for evigt, for ikke at blive syg.
Men det var det ikke - heldigvis havde jeg en god psykiater der kunne fastholde mig og som forklarede mig, at det var helt naturlige reaktioner efter så mange år med et filter i hjernen..

Men, jeg synes det var et langt og hårdt år at komme igennem.
Nu er det så ti år siden, men jeg husker det som var det i går.

[Pedro]

@Helene!
Ja, jeg syntes egentlig godt, at jeg kan huske, du har fortalt om det før i et tidligere indslag. Det er simpelthen osse bare så stærkt gået af dig HeleneKr.
Du må ha en vilje uden lige og mage.

Men jeg ved ikke rigtig, måske er det rygraden, du ved regnormen, der spiller fallit hér. Jeg kan bare mærke, at angsten dominerer, jeg har smerter i mellemgulvet, og jeg skal tisse hvert kvarter (ingen diabetes) og selvtilliden synker længere og længere ned. Jeg kan ikke male, jeg kan ikke tage mig sammen til at hækle, jeg kan tage mig sammen til at lave, ingenting.

Når, jeg skal yde noget, som andre skal være en del af, ja, så går jeg fuldstændig kold af angst og ikke eksisterende selvtillid.

Taber æggene på gulvet o.s.v o.s.v. Synes sgu, det er blevet værre og værre her på det sidste.

Men, det kan være din psykiater har ret i, at det ikke er sygdommen, der er vendt tilbage Helene, men derimod abstinenserne, der stadig spilder mig et pus.

Når, jeg tænker tilbage til 1998, hvor jeg fik stærke smerter i skinnebenene, mens jeg arbejdede, ja så, var det dengang min læge foreslog mig Cipramil, for det var videnskabelig bevist, at sådanne smerter kunne være af psykisk karakter. Jeg fik pillerne, og vupti var smerterne væk. Hold da kæft, der gik sgu da helt Per Fink i det. Du godeste, det er jo ikke sikkert, at jeg nogensinde skulle ha haft de piller, men........................

Jeg kan slet ikke være sammen med andre, end lige netop den ene veninde jeg har omtalt, og så mine børn og svigerdatter. Så snart andet kommer på tale, får jeg åndenød og angst, pressen for struben, og kan ikke huske hvad jeg selv hedder.

Det sguitte godt, men det kan selvfølgelig være, at jeg kunne komme helskindet ud på den anden side, hvis jeg nu nøjedes med, at sætte pillerne ind i skabet, og lod dem stå der, sådan bare for beroligelsens skyld.

Måske, er det for hurtigt jeg har givet op ? Sidste Sertralin, var den 28 marts 2012.

Tusind tak, for Jeres gode og rare svar.

Jeg vil tage et par dage i tænkeboksen, inden jeg foretager mig noget.



Pedro

[Ninja]

Jeg har aldrig selv kunne stoppe når jeg prøvede, alene. Det lykkedes mig faktisk først, da jeg fik en psykiater med i billedet og som kendte til sepnoneringssymptomer, og ikke-seponeringssymptomer og som ''bare'' var hjernens egne impulser og healingsproces, og som kunne skille de to ad, hvilket jeg aldrig selv har kunne....

Mine seponeringssymptomer har aldrig været slemme, forstået på den måde, at de ikke varede i månedsvis. Det var, for mig, perioden EFTER seponeringssymptomerne, der var den absolut værste og hvor jeg blev fuldstændig handlingslammet og ekstemt sær - for ikke at nævne menneskesky og direkte udviklede en ny lidelse, nemlig socialfobi! Jeg kunne dårligt bestille morgenbrød hos bageren, uden at hakke og stamme, og måtte krybe langs husmuren af angst for at skulle møde nogen jeg kendte, for jeg var ikke i stand til at tale med nogen. Jeg var angst for andre, kort og godt.
Min hjerne var simpelthen i gang med at komme i omdrejninger - og det gik fuldstændig galt fordi signalstofferne piskede rundt og lavede rav i den.

Min psykiater forklarede det engang som en flod inde i hjernen, der bliver bremset af serotonin genoptagshæmmere, og når man fjerner dem, så kommer vandet fossende med sådan et tryk, at nogle områder bliver oversvømmet, andre drukner ligefrem, og andre igen bliver sprunget over og ligger tørre - det tager tid, før end floden har stabiliseret sig og områderne i hjernen har fået bugt med det overskydende vand, og andre områder kan vokse og gro igen, efter drukningen. De tørre områder skal også lære at trække vand fra de områder der har for meget, så floden atter kan løbe ubesværet.
Vandet symboliserer naturligvis ens diagnoser, lidelser og symptomer, som altså kan kamme fuldstændig over i det ekstreme når dæmningen er væk.
Man kan til enhver tid, få dæmningen tilbage via sin medicin, men rigtig mange, får stabiliseret sig selv, når floden atter løber som den skal....

IMO er det ikke en kamp man skal begive sig ud på alene, for engang i mellem ryger man op under loftet af bar aggressioner, parat til at begå mord, og der har man altså brug for en redningsvest og en kompetent kaptajn ved roret, der ved præcis hvor man skal hen når bølgerne går højt....

[Pedro]

@Helenekr

Jeg har aldrig selv kunne stoppe når jeg prøvede, alene. Det lykkedes mig faktisk først, da jeg fik en psykiater med i billedet og som kendte til sepnoneringssymptomer, og ikke-seponeringssymptomer og som ''bare'' var hjernens egne impulser og healingsproces, og som kunne skille de to ad, hvilket jeg aldrig selv har kunne....

Nej, det har jeg så heller ikke været i stand til

Mine seponeringssymptomer har aldrig været slemme, forstået på den måde, at de ikke varede i månedsvis. Det var, for mig, perioden EFTER seponeringssymptomerne, der var den absolut værste og hvor jeg blev fuldstændig handlingslammet og ekstemt sær - for ikke at nævne menneskesky og direkte udviklede en ny lidelse, nemlig socialfobi!

Jeg har altid været sær, ialtfald lige fra seksten-års-alderen

Jeg kunne dårligt bestille morgenbrød hos bageren, uden at hakke og stamme, og måtte krybe langs husmuren af angst for at skulle møde nogen jeg kendte, for jeg var ikke i stand til at tale med nogen. Jeg var angst for andre, kort og godt.

Lyder ganske forfærdeligt!

Min hjerne var simpelthen i gang med at komme i omdrejninger - og det gik fuldstændig galt fordi signalstofferne piskede rundt og lavede rav i den.

Min psykiater forklarede det engang som en flod inde i hjernen, der bliver bremset af serotonin genoptagshæmmere, og når man fjerner dem, så kommer vandet fossende med sådan et tryk, at nogle områder bliver oversvømmet, andre drukner ligefrem, og andre igen bliver sprunget over og ligger tørre - det tager tid, før end floden har stabiliseret sig og områderne i hjernen har fået bugt med det overskydende vand, og andre områder kan vokse og gro igen, efter drukningen. De tørre områder skal også lære at trække vand fra de områder der har for meget, så floden atter kan løbe ubesværet.
Vandet symboliserer naturligvis ens diagnoser, lidelser og symptomer, som altså kan kamme fuldstændig over i det ekstreme når dæmningen er væk.

Meget, meget fint forklaret og skrevet Helenekr.

Man kan til enhver tid, få dæmningen tilbage via sin medicin, men rigtig mange, får stabiliseret sig selv, når floden atter løber som den skal....

Lyder meget rigtigt.

IMO er det ikke en kamp man skal begive sig ud på alene, for engang i mellem ryger man op under loftet af bar aggressioner, parat til at begå mord, og der har man altså brug for en redningsvest og en kompetent kaptajn ved roret, der ved præcis hvor man skal hen når bølgerne går højt....

Ja, det er farligt, uoverskueligt og meget meget ensomt. Jeg har desværre kun lægen og ingen psykiater ind over, selvom jeg gerne ville ha haft en.
..... Ved ikke, om det er fordi, jeg bor i det mørke Nordjylland, at det er så godt som umuligt, at opnå konsultation hos en psykiater.
...... Føler ikke, der velvillighed fra den praktiserende læge til at udstede en henvisning.
...... Føler lidt, at når man er så gammel, som jeg er, og allerede er blevet førtidspensionist, ja så er man sgu hægtet af forlængst.

[Ninja]

Ja måske, jeg var 32 år da jeg endelig kom ud af medicinen og var ikke førtidspensionist - det blev jeg først da jeg var 39, og medicin havde jeg taget siden jeg var 11 år (antidepressiva fik jeg da de kom på marked i 1988, da var jeg 18 år), men de var mildere forhold til dem jeg hidtil havde fået, selvom jeg tvivler på, at de ER mildere, min hjerne har i hvert fald taget skade af dem

Men det kan godt være, det er svært når man bliver ældre og ér førtidspensionist, og så oven i købet kun har en almen praktiserende læge, som netop ikke er uddannet til at håndtere hverken doser, kombinationer, ned og udtrapning og de symptomer der er forbundet ved det, og som bare udskriver recepter, ofte ukritiske

Jeg følger selv denne sag her, da min hjerne ser endnu værre ud efter mange års forbrug af antidepressiva..

http://ekstrabladet.dk/nationen/article1757921.ece

Og denne her er endnu mere interessant og kun et par dage gammel.

http://ekstrabladet.dk/nationen/article1784283.ece