Flexjob eller..? Input ønskes.

[annagw]

Jeg meldte mig syg. Og fortryder det ikke :-)
Jeg skal IKKE i praktik, ihvertfald ikke i den institution. Min mentor på studiet er fantastisk sød, og har ringet og sagt, at selv hvis jeg dropper ud af studiet, så vil hun meget gerne fortsætte som mentor eller på anden vis kontaktperson hvis det er muligt.
Jeg vil få fat i kommunen nu, og skal i aften tale med en bekendt af familien der arbejder som sagsbehandler for unge som mig selv.

[Tanja]

Det er godt at høre, at du har truffet det rette valg.

Held og lykke med det hele.

[futtefreja]

Hej AnnaW

Tror det er det rette valg du har truffet.
Har selv taget pædagoguddannelsen for 6 år siden.
Pratikkerne kan indimellem være ret hårde.

[annagw]

NYT SPØRGSMÅL - SAMME TRÅD FOR NEMHEDENS SKYLD

Jeg droppede som bekendt ud af pædagoguddannelsen efter nogle måneder, og det var en hård omgang.
Jeg kom tilbage på kontanthjælp efter at have været gennem møllen med ansøgning og samtaler og så videre, på trods af, at jeg havde været på kontanthjælp i flere år indtil et par måneder tidligere. Tossede bureaukrati.

Jeg skulle primo januar 2010 så have været til samtale i Jobcenter Skelbækgade (Brancheafdelinge) angående hvad der nu skal ske med mig. Utroligt, at der skal gå over halvanden måned fra jeg melder mig til der er ansats til at sætte noget igang. Men nok om det... Jeg blev ramt af galdeblærebetændelse og galdesten og akut indlagt og opereret nytårsaften, så nu venter jeg på at få en ny tid (hvilket jo kan tage en mindre evighed).

Tilbage til sagen. Jeg er endelig nogenlunde balanceret efter nedturen da jeg stoppede studie.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg kan forestille mig at beskæftige mig med, hvad jeg har brug for og sådan for at foreberede mig til samtalen på kommunen. Men jeg er faktisk kommet frem til, at jeg vil forsøge at argumentere mig til så lidt afklaringsforløb som muligt med henblik på at få førtidspension, som for min skyld meget gerne må ydes mod at blive taget op igen om 5 år.

Jeg VED at jeg bliver slået ud af kurs hvis jeg IGEN-IGEN-IGEN skal kastes rundt til diverse leverandører.

Jeg ser det ikke som muligt, at jeg de næste mange år vil kunne tjene andet end lidt penge ved at købe og videresælge ting, tage på markeder og have en bod i ny og næ, måske vil jeg også kunne klare lidt "freelance"arbejde som korrekturlæsning eller lignende, og hvis det går rigtig godt vil jeg kunne have 10-14 timer i for eksempel en blomsterforretning, men jeg kan ikke klare et almindeligt arbejde på almindelige vilkår på en almindelig arbejdsplads.

Jeg anser det for mere sandsynligt at jeg på sigt kommer til at få en stabil tilværelse, hvis jeg får førtidspension nu end hvis jeg fortsat skal starte op på aktiviteter som jeg går ned på, skal bruge tid på at få styr på mig selv igen før jeg endnu en gang kommer i en aktivitet jeg efter en tid går ned på, og skal bruge tid på at blive stabil igen, før jeg igen-igen.... Ligesom det har været de seneste år.

Jeg er bange for, at komme på førtidspension. I forhold til omverdenen, de unge mennesker jeg kommer til at møde i min fremtid osv., jeg er trods alt kun 25 år. Men jeg er faktisk efterhånden træt nok af at blive kastet rundt i systemet til, at jeg tror, at jeg vil blive et mere helt menneske af at få førtidspensionen. Det er nu 5 år siden, at det gik skævt for mig, og det har været og er en enorm stressfaktor for mig, at være stavnsbundet til kommunen; jeg må ikke rejse udenlands (hvem har ikke brug for at kunne tage på en ferie?), må ikke tjene penge overhovedet (for når jeg sjældent KAN overskue bare lidt, så vil jeg jo enormt gerne) og jeg er konstant usikker på hvad det næste bliver.

Jeg er også bange for, at jeg ikke vil kunne få førtidspension. Jeg er bange for, at jeg ser for velfungerende ud. Mine problemer er psykiske og sociale, jeg har ikke ondt nogen steder og har det udmærket - SÅ LÆNGE JEG HAR ET PUSTERUM FRA KOMMUNENS AKTIVITETER. Men når vi så går igang igen, bliver det stressende, usikkert og formodentlig blot endnu et nederlag. Jeg kan jo ikke en gang gennemføre et afklaringsforløb hos fx. Incita (hvilket var det der blev nævnt kort som en mulighed, da jeg var til snak på kommunen i forbindelse med at jeg kom tilbage på kontanthjælpen), for efter hvad jeg kan læse på deres hjemmeside, så er deres program tilrettelagt som et forløb på 25 timer om ugen, hvilket er langt mere end jeg kan klare. Og hvad nytter det at komme i sådan et forløb med aftale om at starte langsomt op, når al erfaring har vist, at det ødelægger mig at forsøge at overskride mine begrænsninger. Men er det overhovedet muligt at blive tilkendt førtidspension, når jeg (måske nok) godt ville kunne klare ca. 10-14 timer om ugen?

Håber der er en venlig sjæl der er nået gennem det hele, og kan komme med nogle vise ord :-)

V.H.

[Zania]

Hejsa,

jeg er også én med lidt lignende diagonoser. Været rundt om borderline klinikken, havde diagnose paranoid skizofren som lige er ophævet, men på lokalpsyk mener de, det er de samme symptomer jeg har nu, Dog også social angst og forsk. fobier, noget OCD. Jeg føler mig ikke i stand til at klare et job, men vil også meget gerne. Har før haft deltidsjob, hvor jeg troede, det var normalt at ligge på ryggen og skubbe sig ud til wc'et og ellers ligge på sofaen efter job.

Jeg har en lav stresstærskel, og var pga. en flink leder på min skole nede på 18 timer i sommers, men sov alligevel i al fritiden. (fordi det var psykisk hårdt). Er nu på dagpenge..

Jeg er meget bange for ikke at blive taget seriøst, hvilket jeg ikke føler mig pt., tror I, de vil det? Jeg har også problemer med ryggen bl.a., har scoliose og hypermobil. Har en hånd med halv bevægelighed i ft. den anden.
Men efterhånden mener lægerne, det er psykisk med min ryg, fordi de ikke kunne finde noget neurologisk, og psykologerne mener, det ikke er psykisk - men det er der selvfølgelig andre ting, der er. Har haft problemer med låsninger siden jeg var 10 år, begyndte med kiropraktor da jeg var 12. Men bliver allerede smidt lidt rundt. Går stadig til fys og skal til reumatolog.

Min mor troede de i øvrigt også, det var noget psykisk med hendes ryg. Til de fandt ud af, hun havde brækket ryggen.

Jeg er også bange for det kommende jobsøgnings-kursus (pga. social angst) og endnu værre at komme i aktivering 37 t. Det har jeg aldrig haft. Det var været slemt nok med 25 timer. Ved godt, det var den korte historie, men hvordan ville jeg være stillet, ang. flexjob, tror I?

Jeg er også en af dem, der fisemig ikke vil have pension. Men ja, jeg har meget brug for fred og ro, får stress hvis jeg skal bare en ting om dagen, men er meget hård ved mig selv.

Lone

[annagw]

Jeg tror ikke du skal forvente svar når du har lagt dit indlæg her under min tråd :-)

Jeg selv syntes det lyder totalt skørt at du skal i jobsøgningskursus og 37-timers aktivering. Det er du jo ikke i stand til.
Mon ikke du ligesom jeg selv får givet et lidt for positivt indtryk når du er til samtaler?? Fordi vi så gerne VIL, får vi det nok til at se ud / lyde som om, at vi kan mere end vi rent faktisk KAN.