Jeg er gået helt i stå.

[Tante Ana]

Oprindeligt indsendt af Dakota

Jeg fik tilkendt førtids pension d. 14/12-08 som startede fra d. 1/1-09. Jeg var ovenud lykkelig over at det lykkedes og over at der nu kunne komme mere ro på min sag og ikke minst min sygdom. Jeg så det lidt som om at jeg nu kunne starte på et nyt kapitel i mit liv. Nu skulle jeg igang med at pleje og helbrede mig selv - finde mig selv og finde ud af at leve igen.
Men af en eller anden grund er jeg gået helt i stå. Det føles som om at jeg er totalt tømt for energi. Jeg sover til 11 om formiddagen (også selv om jeg går i seng ved 21-tiden). (..)

Har i prøvet det? Var i også totalt lammet efter i fik tilkendt jeres pension?
Jeg ved godt at mit "blive mere rask" er noget der tager lang tid og at det ikke bare sker over natten men nu burde jeg jo ha tiden og måske også overskudet til at komme igang.

Du skal nok komme i gang, men ikke før du selv lærer, at hvis du skal (i en periode) sove fra 21 til 11 - er det det, din krop og sind har behov for. Selv hvis din vej frem til tilkendelse af pensionen var kun halv så svær som den var - er ingen i virkeligheden klar over, hvor mange kræfter er der gået til, bare at vente og håndtere utrygheden. Det er IKKE småting. Uanset om du var eller ikke var dig det bevidst.

Det værste du nu kan byde dig selv er faktisk, at denne overgangstilstand du er midt i - bliver sygeliggjort. For i så fald, kommer du aldrig helt igennem og over på den anden side, hvor du bliver dig selv og fornyet menneske. Det du har brug for nu er ikke en ny pres fra andre og dig selv, men netop fuldstændig ro til og accept af, at det skal tage den tid det gør, og at det er en fuldstændig normal fase, hvor dit sind og krop nu, skal have tid og plads til at omstille sig til en mere "normal" funktion.

Du ville tage dig til hovedet af forundring over, hvor mange mennesker jeg kender, som skulle gennem det samme som du, før de kunne begynde nyde livet igen.... Jeg har endda skrevet nogle breve til en del af dem, som jeg lige så godt kunne have bare kopieret, fordi deres indbyrdes sindstilstand var så meget lig din, at det må nærmest bekræfte eksistensen af denne meget normale reaktion på årenes nærmest umenneskelig pres og stress, som enhver tilknytning til vores social sektor koster de fleste.

Jeg tør gætte på dine vegne, at du befinder dig nu i noget, af filosofferne (og andre) kaldt for et "eksistentielt vacuum".

Fra et brev til en ven:

"Eksistentielt vacuum" er et fænomen man kommer ud for, når man "tilstrækkelig" længe har været udsat for en indre og ydre press, der var næsten mere end man kunne tåle og udholde. Alligevel havde man holdt ud og trukkede store veksler på sin viljestyrke - for overhovedet at komme igennem dagene, alt imens presset fortsatte med at være lige så tungt og lige så vedværende.

Man skulle tro, at når dette press letter, som følge af (som hos dig) en tilkendelse af pension, hvilket "logisk" burde have haft en lutter god virkning på dig og du burde kunne drage lettelsens suk - sker der noget ganske uventet og i stedet for at blive lettet - bliver man fandme belastet nærmest endnu mere end før...

Det der sker er, at idet presset forsvandt, ikke mindst ens eget indre press - står man pludselig med en masse "psykologisk" ledig rum i sindet til rådighed. Et ledigt sindsrum, der ikke lige straks kan fyldes ud med noget andet og noget bedre...

Dette "noget bedre" findes (endnu) ikke, fordi man netop havde brugt masser af sine ressourcer på at holde ud, hvad der var påtvunget èn udefra... Så hvordan pokker skulle man lige pludselig kunne anvende den energi man er løbet tør for - til at udfylde denne nyopståede ledige rum i sindet.... Derfor kommer man ind i et "eksistentielt vaccum", hvilket er meget ubehageligt, idet årenes/måneders "opsparede" frustrationer og "finden sig i" - nu strømmer frit ud netop der, hvor der er opstået en "ledig" plads i sindet...

Bevidst eller ubevidst optager tankerne plads i sindet på må og få, lader sig ikke tøjle.... tankestøjen gør det umuligt at få overblik over selv de mindste ting, og hver en bagatel vokser op til en udfordring af de helt store... Simple ting som tandbørstning kan blive umulige at tage sig samme til.

Det er i denne støj og uro, at du samtidigt skal faktisk bringe orden i mange sager, som er de praktiske følger af de nylige begivenheder... og alt føles for uoverskueligt, ikke til at kunne gøre noget ved.... og frem for alt - håbet, optimismen og munterhed er forhindret i at kunne indfinde sig til hjælp for èn - fordi det "eksistentielle vacuum" som før skabte rum og plads til den kaos, der ALENE stammer fra (f.eks.) ens årelange tovtrækkerier med de kommunale myndigheder.... nu blokerer for at komme fri af det.

"Eksistentielt vacuum" er en kendsgerning og ingen, INGEN kan undslå sig det, hvis de kom i lignende situation.... Hverken raske eller syge - som du. Så hvis du tror, at det er din sygdom, der er årsagen til dine kvaler - kan du lige så godt tro om igen! Selv hvis du var rask som en fisk - havde et "eksistentielt vacuum" tvunget dig i knæ.... simpelt hen fordi dette er, hvad denne vacuum-reaktion gør ved alle... Alle, der havde lagt alle planer og alle følelser ind i den samme "kurv"... om det så er et job, et andet menneske.... en uddannelse eller en anden drøm... om en pension/fred, lige meget hvad - kommer ud for det samme....

.... Er man først tvunget til at begrænse sin drøm om stabilitet til en enkeltsporet vej... (som her hvor du stiller en lighedstegn mellem pension og et nyt liv) og der er ikke en chance for, samtidigt at have et realistisk plan B parat (for en sikkerhedsskyld)... og det oprindelige mål falder fra hinanden... uden at man straks kan sætte et plan B i stedet... kommer alle, ALLE, uanset om de er raske eller syge, kloge eller mindre kloge, gamle eller unge... rige eller fatiige - alle som én kommer til at vælte ind i sindets "eksistentielle vaccum"... Så her, på dette punkt alene - står du i hvert fald ikke ringere stillet end resten af menneskeheden...

Det er helt normalt, at hvis man længe nok havde levet med et press, der var hårdere end man måske selv havde erkendt - vil en brat afslutning på situationen, meget ofte skabe et eksistentielt vacuum. Så selv om man slipper af med noget slemt - føles det ikke sådan og man kan få det skidt, hvor man logisk set ellers burde have det godt. Selv om det er "normalt" er det alligevel noget møj for den, der sidder midt i det. Andre kan kun gøre meget lidt for at hjælpe, undtagen at gøre sit til at der er så megen mental fred omkring èn som muligt. Ikke nogen diskussioner, bebrejdelser, skænderier med ungerne, ægtefællen eller andre... de skal bare være "nemme" at omgås i den periode....

Det vil være tydeligt at se, hvornår tilstanden er ved at drive over.... men svært på forhånd at forudse, hvor længe det varer. Desværre er det sådan, at jo mere stædig og viljestærk en person er - jo længere varer det at komme ud af "eksistentielt vacuum". Men man kommer fri af det, ofte før man selv aner at det er på retur... Det er nemlig på samme måde som med en depression... der stiger og stiger.... og ligesom vil ingen ende tage... og når den er allermest plagsom, lige før at man begynde at tvivle på at den overhovedet driver over... er den lige pludselig væk.... og man fatter ikke en pind.

Jeg ved ikke om ovenstående er, at gøre en myg til en elefant (af mig)... men et eller andet skal jeg jo foretage mig - så du ikke sidder hjemme i XXX og tror, at der ikke findes en levende sjæl i hele verden - der virkelig kan fatte, hvad der rører sig i dig og hvorfor...

Det gør vi. Vi ved hvordan du har det og vi ved også at du kommer igennem det, efter at du er holdt op med at bebrejde dig selv, presse dig selv og begynder at give dig god tid og fred. Er der noget, der haster? Man kommer jo ikke på en dag over det, som har drænet og plaget een over en årrække, vel?

Citat fra brevet slut.

Håber du kan helt eller delvis bruge det til noget godt.

Held og lykke. Det er snart forår

[annasen]

Kloge ord Tante Ane.
Man føler sig lidt forladt, selvom det, der har forladt en, er noget man gennem flere år har bandet langt væk.

Mærkeligt som sindet reagerer, men en hjælp at læse at det er normalt.
Mange hilsner
Anna

[Løvetand]

Jeg tror kosten betyder utroligt meget for hvordan krop og psyke har det. Jeg prøver at spise frugt hver dag fordi jeg synes også jeg mangler energi det meste af tiden. Jeg har gjort det til vane at spise havregrød hver morgen uden sukker, og det gør mig faktisk mere vågen. Er det depression der er på tale, er det selvfølgelig alvorligt og det tager tid. Pas godt på dig selv.

[Thelma]

Hej
Rigtig kloge ord tante Ane, og virkelig noget som jeg selv kan forholde mig til lige nu----fra at have kæmpet så meget og brugt mig selv psysisk og fysisk --så meget er jeg også i en dvale tilstand, troede først jeg var vintertræt, men nej kroppen er ikke til at snyde, tak for godt indlæg.
Hilsen Thelma.

[inger]

Det som Tante Ane skriver passer.

Jeg fik selv sådan en tur kort tid efter at jeg fik bevilliget pension og der røg lige 2 - 3 mdr. ud af mit system inden energien vendte lige så stille tilbage.
Jeg tror ikke så meget at der er tale om en slags depression, men om at vores indre system lige så langsomt renser ud i stil med Tante Anes indlæg. Sådan følte jeg det. Og da jeg var vendt tilbage til livet igen, så var jeg e helt anden person.
Så selvom det føles skræmmende ligenu så er det en fase som nogle af os åbenbart skal igennem.

[lunamaria]

Oprindeligt indsendt af pjuske

Hej dakota

det skal nok gå,du må endelig ikke dejse hen,der er hjælp at få og sig til hvis vi kan hjælpe.


Jeg sidder faktisk og tænker på at det kunne være smadder hyggeligt at man kunne mødtes nogel af os,hvis man er fra sammen område,jeg ved ikke om det kun er mig der har det sådan ? men jeg ville vildt gerne,et af mine problemer er at alle mine venner er på arbejde,jeg mangler et netværk om formiddagen,selvom jeg har fødselsdag i dag,så er jeg blevet så glad for siden her,at jeg da lige skal ind og kigge flere gange om dagen.


Nogle der kunne starte noget op med at ses ????????????????????????????

pjuske

Det var dog sjovt..jeg har også fødselsdag i dag og det er faktisk min 50 års..
Jeg har altid ønsket mig en stor fest med mange venner og alt som hører til den dag..meeeeen:

Det blev til en dag som alle andre...og her har jeg det ligesom andre der har fået tilkendt pension..Jeg er lammet - glad - meget meget træt- forvirret og også en smule bange for det som kommer..Jeg troede faktisk at jeg den dag , hvor jeg får at vide , kampen er forbi og jeg kan starte et liv på mine premisser, ville hoppe og springe..råbe af glæde og føle mig glad og fri...

Det blev ikke helt sådan ..

Det med at mødes..åh det ville være dejlig, men er det også realistisk og mulig ??

Tillykke med dagen pjuske...smiler..

[pjuske]

hej Lunamaria

HIP HIP HURRA TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN, det er min den 36.


ja ang at mødes,så tror jeg godt det kan lade sig gøre,hvis man laver grupper tæt på hvor man bor,jeg er selv meget interesseret i at mødes med nogle,så er der nogle fra fyns land,nærmere tæt på Middelfart,så vil jeg rigtig meget gerne mødes,kom frit frem.

pjuske

[Thelma]

HEJ Pjuske og Luna Maria
rigtig hjerteligt tillykke med jeres fælles føs*dag, gid solen må skinne på jer.
hilsen Thelma.

[Dakota]

Tak for dine vise ord Tante Ana. Det er en meget god beskrivelse af hvor jeg befinder mig lige nu.

[Tante Ana]

Oprindeligt indsendt af inger

Det som Tante Ane skriver passer.

Jeg fik selv sådan en tur kort tid efter at jeg fik bevilliget pension og der røg lige 2 - 3 mdr. ud af mit system inden energien vendte lige så stille tilbage.
Jeg tror ikke så meget at der er tale om en slags depression, men om at vores indre system lige så langsomt renser ud i stil med Tante Anes indlæg. Sådan følte jeg det. Og da jeg var vendt tilbage til livet igen, så var jeg e helt anden person.
Så selvom det føles skræmmende ligenu så er det en fase som nogle af os åbenbart skal igennem.

Tak Inger og andre

Jeg quotter Ingers indlæg, for det netop kort og præcis beskriver hvad der sker med een, når en langtids press (i min optik=psykisk tortur) ender til det bedste, men hvor "det bedste" lader vente på sig, selv man lige troede.... at alting nu kunne kun gå fremad.

Mit indlæg her er samtidig en inderlig advarsel til de mange, som fra det ene "hul" falder direkte i det andet, hvor de tvivler på dem selv og da de ikke kan forstå, at de ikke bare kan danse af glæde "nu de omsider har fået fred" - henvender mange sig til lægen i den tro, at der bare må være noget gruelig galt med dem selv.

Det er næsten så sikkert som amen i kirken, at mange forlader lægens konsultation med en recept på lykkepiller eller lignende. For nogle kan dette betyde en livslang eller bare lang medicinering, hvilken igen kan betyde, at de faktisk ikke kan genfinde dem selv i den nye situation som pensionister - dopet som de er - og således fortsætter den dårlige prægning de var udsat for, mens de har ventet på deres pension. Godt nok nu uden flere fredagsbreve fra kommunen, tilsigelser til samtaler eller hensynsløse arbejdsprøvninger osv. - men ellers bliver alt ved det samme. Det indre liv vil fortsætte stort set som om presset fortsætter.

Jeg vil derfor opfordre alle der har fået pensionen tilkendt, men som ikke kan glædes ved den som de ellers "burde" - om at give sig selv tid og plads til at sumpe alt det, der skal til, før man kan spare op af kræfter og erkendelsen af den nye situation, så man af sig selv begynder at vågne op og begynde at leve igen. Der er ikke noget galt i at sumpe. Det er helt legitimt endda nyde at sumpe, når dette er et led i den nødvendige psykiske, følelsesmæssige og fysiske genopbygning af et menneske, som har været udsat for umenneskelige pres fra alle sider, gennem alt, alt for lang tid.

Der er ingen grund til at man skal have sin debut med "nervemedicin" i anledning af tilkendelse af pensionen. Først hvis det varer over mange måneder, hvor man selv ikke kan se at noget forandres til det bedre undervejs - er der grund til at overveje terapi.

Når jeg tænker tilbage på de mennesker jeg har kendt og som var blevet fanget i "eksistentielt vaacum" af forskellige (ofte stærkt traumatiserende) grunde - kan jeg kun erindre mig de to af dem, som ikke kunne komme ud af det "af sig selv". Men så gik der også mere en et år for deres vedkommende og det blev helt åbenlyst, at de havde brug for hjælp udefra. De øvrige derimod - de er alle kommet over og har fået et liv, de selv beskrev senere som "bedre end nogensinde før". Det er altså værd at give sig tid til at vente på, kan jeg love for.