[inger]

Okay så uddyber jeg da hvordan jeg blev omvendt fra compliant til non-compliant, for ja det var en omvendelsesproces.

Jeg startede min kamp gennem systemet ved at komme på sygedagpenge. Den gang var jeg så naiv at tro at systemet var til for at hjælpe mig. Jeg blev klogere men desværre gik der et par år inden jeg kom så langt.
Alt hvad sagsbehandlerne sagde slugte jeg råt uden at selv stille krav. Første gang min compliance spændte ben for mig var da sagsbehandleren forlangte mig raskmeldt før jeg var kommet til kræfter et langt sygdomsforløb. Hun mente at lige så snart der var kommet en diagnose på mig var jeg rask. Så kort tid efter min raskmelding var jeg syg igen. Da jeg ½ år senere røg på kontanthjælp troede jeg stadig på systemet var til for at hjælpe mennesker som mig og stillede stadig ingen krav. Jeg fandt mig alt fra sagsbehandlernes side. Hun ville jo bare gøre mig arbejdsmarkedsparat.
Jeg var jo opdraget til at være den høflige velopdragne pige!

Da sagsbehandleren forsøgte for tredje gang at sende mig på det samme daghøjskolekursus flyttede jeg til en anden kommune i ren og skær frustation. Nu var der ikke sket noget i 2½ år.
Efter flytningen til en anden kommune begyndte jeg så småt at argumentere for at min sag vist skulle gribes an på en lidt anden måde. Der blev lyttet til mig men der skete ikke noget i min sag. Da jeg havde været i 3 aktiveringsforløb i løbet af 1½ år, og jeg var begyndt at sige fra overfor arbejdsopgaver som jeg ikke kunne udføre opgav min sagsbehandler mig og sendte min sag på pensionskontoret.

Jeg fik et afslag på førtidspension i oktober 2005. Ved mit første møde efter afslaget med en sagsbehandler fra aktivafdelingen, ville hun sende mig i virksomhedspraktik men nu havde jeg fået nok.
I mit afslag stod der at jeg ikke var afprøvet med henblik på revalidering og ikke arbejdsprøvet nok.
Jeg konfronterede sagsbehandleren med mit afslag og bad om de muligheder skulle afprøves først. Efter en længere argumentation fra min side om at jeg ikke længere ville kastes rundt i systemet, så fik jeg hende overbevist.
Jeg forklarede hende at jeg ikke længere ville løbe ind i nederlag i forsøg på at komme ud på arbejdsmarkedet. Nederlag som knækkede mig psykisk og endnu mere fysisk. Jeg ville ikke længere diskutere med arbejdsgivere om mit mangelfulde helbred. Jeg ville ikke længere skulle være nødt til at sygemelde mig flere gange om ugen eller i lange perioder i træk.
Jeg forklarede hende at min situation ikke længere gik mig på men hele min omgangskreds og familie.
Hun gik med til at jeg skulle revalideres til et stillesiddende arbejde. Efter 3 måneder måtte jeg stoppe pga helbreddet.
Igen ville kommunen have mig i virksomhedspraktik. Denne gang henviste jeg igen til afslaget og forklarede sagsbehandleren at jeg ikke ville have flere nederlag, så inden jeg skulle i virksomhedspraktik skulle jeg afprøves indenfor flere forskellige områder, så kommunen kunne se hvad jeg kunne holde til. En tilfældig virksomhedspraktik ville hverken være til gavn for ejeren af virksomheden, kommunen eller mig, hvis jeg igen skulle stoppe pga helbredsmæssige problemer.
Min sagsbehandler sendte mig denne gang til genoptrænning på en revalideringsinstitution. Da jeg opdagede det så blev der skrevet et brev til socialudvalgsformanden og så kom jeg i arbejdsprøvning en arbejdsprøvning der endte i en førtidspension.

Kort fortalt så det jeg gjorde var at jeg i de første år troede fuldt og fast på at systemet var til for at hjælpe mig. Jeg fandt mig i alt fra kommunens side, uden selv at byde ind med forslag til hvordan min situation kunne løses. Jeg sagde aldrig systemet imod eller selv stillede krav. Jeg var så forstående overfor socialrådgivernes pressede situation. Jeg var så autoritetstro at jeg troede at de vidste var der var bedst for mig. Jeg ville ikke være besværlig. Jeg havde respekt for socialrådgivernes uddannelse og arbejde.

Nu stiller jeg krav til systemet, for det er mig min sag handler om. Det er mig der kan føle hvad der er bedst for mig - og lægerne selvfølgelig uden deres hjælp havde jeg aldrig fået min førtidspension.
Nu stiller jeg spørgsmål til hvorfor offentlige ansatte behandler mig som de gør. Nu kommer jeg selv med forslag til hvordan situationer kan løses. Nu har jeg erfaret at hvis ikke jeg selv stiller krav og kommer med forslag så sker der ikke noget.
Nu har jeg fået respekt for at jeg er et menneske med behov og følelser - Det er mit liv og mit ansvar.

Havde jeg ikke taget skeen i den anden hånd efter det første afslag på førtidspension, så havde jeg ikke været førtidspensionist idag.

Jeg er ikke så god til at formulere mig, men er der noget som I gerne vil have uddybet så spørg endelig.