[Peter Hansen]

Jeg er overbevist om at K10 rammer et ømt punkt hos sagsbehandlervældet med den her. Bettina Post har med jævne mellemrum givet udtryk for sin frustration over de arbejdsforhold hendes medlemmer tilbydes i jobcentrene, herunder at de dybest set går ud over indsatsen i forhold til borgerne. Det skal være usagt, hvorvidt den sidste bekymring skal tages for pålydende eller om det blot er påklistret sympati til konsum for dagspressen. Dertil kender jeg ikke Fr. Post godt nok.

Til gengæld mener jeg ikke, at socialarbejderne er uden skyld i de vilkår de sidder med i dag; altså at det alene blev "trukket ned over hovedet" på dem. Da der for alvor blev taget hul på bureaukratiseringen i 1998, med ret & pligt tanker, kontroller, tvangsaktiveringer, kategoriseringer og systematisering af sanktionsregimet, ja, da jublede socialarbejderne. De troede at de fik nye spændende arbejdsredskaber, at det altsammen havde noget at gøre med go' social pædagogik, og nu skulle de fanden'me til at være effektive i forhold til klientellet.

Socialarbejderne fik indirekte nye faglige redskaber ved lov, men glemte helt at tage en kvalificeret værdidebat. Regler kan vedtages med et fingerknips <> folks sociale situation kan ikke vedtages som sådan ... den er.. og det tager en målrettet individel tilrettelagt indsats over tid at få den ændret. Alligevel buldrede man bevidstløst igennem med sine nye magtbeføjelser. Nu har jeg altid været een af dem på kanten af arbejdsmarkedet, lidt inde lidt ude, mere eller mindre frivilligt, således også medio 90'erne da jeg første gang dukkede op på et socialkontor med hatten i hånden. Jeg husker tydeligt hvordan tonen blev skærpet fra 1998 og frem, forsøgsvis mere nedladende og man tog flere chancer med sanktionerne. Det betød ikke så meget for mit vedkommende (det er let at slå socialarbejderne på egen boldgade hvis man gider), men der var virkelig mange der faldt igennem og ikke så sig i stand til at forsvare egne rettigheder. Som bisidder kunne man opleve folk der var rædselsslagne før mødet med skrankepaven "deroppe" og man måtte knibe sig i armen for at forstå det virkelig var kommet dertil.

Ingen gad høre på klienterne, som sædvanlig. En enkelt, med hjertet på rette sted, forsøgte dog at råbe vagt i gevær, Hanne Reintoft. Hun regnes af mange for Danmarks sidste egentlige socialrådgiver. Nu er hun pensioneret. Hun så et afgørende brud med dansk tradition, ved den uheldige udvikling i retning af regelbunden sagsbehandling. Socialarbejderne åd den råt, hvorved de i første omgang svigtede klientellet, siden sig selv. Socialrådgiverforeningen foretog sig intet i 4 år, 1998 - 2002, men så blev de bange...

De blev bange fordi den nye VK-regering varslede udlicitering af dele af beskæftigelsesindsatsen, hvilket måtte betyde at foreningens medlemmer stod til at miste arbejdsområder og evt. måtte indstille sig på anden beskæftigelsessituation, evt. i privat regi. De blev med andre ord meget bevidste om presset fra oven. Socialrådgiverforeningen tog derfor initiativ til en rundbordssamtale d. 18/1-2002, hvor der var inviteret en række interesseorganisationer. De indbudte var Foreningen af Førtidspensionister i Østjylland, Foreningen af Førtidspensionister i Hovedstadsområdet, Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark (S.A.N.D.), De Samvirkende Invalideorganisationer, samt Socialrådgiverforeningens Laila Walther (næstformand), Vibeke Bak Nielsen (Cand. Psyk.), Frank Hommelhoff (tvangsaktivering Odense) og Henrik Egelund Nielsen (socialpolitisk koordinator). Landsorganisationen af Arbejdsledige var repræsenteret ved daværende formand Erling Frederiksen og så var der mig. Socialrådgiverforeningen havde brug for en strategi og der var lagt et pænt forarbejde i en række notater, der skulle sætte dagsordenen. Det mest iøjenfaldende var socialrådgivernes accept af tvang, som redskab i arbejdsmarkedspolitikken, blot tvangen kun omfattede klientellet !!! Det de kaldte "aktivering", kaldte vi "tvangsaktivering". Det de kaldte "brugerne" (af systemet : red), kaldte vi borgerne. Allerede dengang var der opstået en terminologisk divergens der blokerede for alliance - Socialrådgiverforeningen forstod simpelthen ikke hvordan vi kunne være så kritiske over for dem.

Hvis det vitterligt er således at socialarbejderne gennem deres virke, har skubbet borgerne/brugerne væk og skabt mistillid, i og med deres underskrift altid er at finde i brevet der meddeler næste sanktion eller næste afslag, hvem kan de så henvende sig til? Her på tråden foreslås at man rykker jobcenter-problematikkerne ind i den kommende kommunale valgkamp. Jeg tror ikke på den. Lad os lige citere Hanne Reintoft igen, for hun er sgu' lidt af en klog kone...

"Det overbureaukratiserede sociale system opretholdes ikke blot for at levere velfærd, men er en raffineret metode til stærk kontrol med og styring af den nye underklasse. Herunder også en metode til sindelagskontrol, som kun bliver synlig for den, der er underkastet den, men er usynlig og uerkendt blandt alle frie og uafhængige danskere, der godvilligt finder sig i det høje skattetryk, fordi de stadig ligger under for den illusion, at det er velfærd der betales for."

Vælgerne burde objektivt interessere sig for spørgsmålet, men problemstillingen er dem på ingen måde nærværende (uerkendt). Det er først nu socialarbejderne er blevet del af den klike der forstår kontrollens indre væsen. De forstår også (ligesom ledige og andre på overførselsindkomst), at det omkringliggende samfund er så inderligt ligeglad med deres skæbne. Det er heller ikke ved valg til kommunalbestyrelserne slaget skal stå, da regeltyranniet har sit ophav i folketinget -> beskæftigelsesministeriet -> arbejdsdirektoratet/arbejdsmarkedsstyrelsen -> kommunale jobcentre til allersidst. Vi kan i teorien vælge en kommunalbestyrelse, der samstemmende afviser lov ovenfra, men så kommer de sat'me ind og sidde med den gamle spritter Peter Brixtofte.

Note: selvfølgelig har de kommunale beskæftigelsesudvalg mulighed for at foretage prioriteringer, men det styres igen af refusionsordninger, der afspejler hvad man vil på Christiansborg.