|
Fællesskabet.....
Har lige læst FOA ´s fagblad igennem, og faldt over dette anonyme indlæg i bladet - det er sikkert noget vi alle sammen kommer ud for i større eller mindre omfang..
" Og så kommer de her med en kondicykel, og 3 røde æbler, når jeg står og mangler hjælp til at bære borde ned i kælderen. Jeg har slet ikke overskud til at tage imod alle deres fine tilbud om massage, blodtryksmåling og frugt ordninger. Jeg har bare brug for en mand mere.
Det går jo ud over nattesøvnen, når tingene ikke bliver gjort ? "
Ja det lyder jo immervæk som om at mange har nok i sig selv, og det er en trist udvikling syntes jeg. Jeg er selv vokset op i 60 ´erne, med en enlig mor og en lille bror, dengang var der ikke så mange kvinder som var på arbejdsmarkedet - ihvertfald ikke hvis de var gift. Manden stod som forsørgeren helt og holdent.
Men det jeg vil påpege her er, dengang holdt naboerne øje med hinanden på en rar måde. Min mor skulle én gang op på loftet, med et gammelt spisebord ( min bror og jeg var 7 - 8 år ) straks tilbød overboen manden i denne familie som selv havde 4 - 5 børn ) og selv var fattige, at hjælpe min mor, og min mor var selvfølgelig dybt taknemlig over det. Det jeg mener er : Hjælpen kom helt af sig selv, fordi at folk talte sammen om stort og småt når de mødtes både i opgangene, eller i de små nær butikker, så på den måde vidste man hvor dårligere andre familier havde det. Man hjalp hinanden uden at føle sig større af den grund, og man modtog også hjælp uden at føle sig som
en taber..... Ja minder har jeg nok af.B)
annette
|