GODT EMNE!
Puh, jeg står også i den saks...
Jeg har egentlig gjort det i mange år, fordi jeg har været på kontanthjælp i hele mit voksne liv, men der var mit problem at jeg "flød" - "Nå, okay, tough luck! Jamen hvad lavede du så før? Hvad er du uddannet som? Blahblahblah..."
Og så stod jeg dér og skulle enten forklare, at jeg var på kontanthjælp på 4./7./12. år fordi jeg har uspecificerede hæklefejl i kysen, eller tage flugten...og havde ikke lyst til nogle af delene.
Nu er jeg så nyudklækket ftp'er, så nu har jeg da et fast "stempel i røven", men det giver nogle andre problemstillinger i det sociale spil.
I kender jo folks forskellige reaktioner, og det er blevet et stort nummer inde i mit hovede, ikke bare på grund af andres potentielle reaktion, men også min egen selvfordømmelse. Uuh, det var ikke hér, jeg skulle være i mit liv.
Lutter røde tal på samfundets bundlinie. Puuuuha...
Jeg har haft et utal af "panikanfald" og en angst for at møde nye mennesker i mange år nu alene af angsten for spørgsmålet: "Hvad laver du så?" og de evt. efterfølgende spørgsmål, de værende forstående, uddybende, fordømmende, bedrevidende...whatever...og for pokker, hvor jeg hader det - for jeg er faktisk virkelig en festkanin af rang! Jeg ELSKER at møde nye mennesker, men jeg har det som om min sygdom og min status i det danske samfund går ved siden af mig som en stor, pustende drage. Den er ikke til at komme udenom ligemeget, hvor meget jeg og/eller andre prøver at ignorere den eller lade som om, den er mindre end den er. Den tager supermeget opmærksomhed og nogle gange sætter den sig sgu også lige oven på mig, og jeg føler, jeg slet ikke kan få luft. Den fylder bare det hele lige nu.
Jeg kan ikke lyve og jeg orker ikke at fortælle sandheden...
Men...sidst jeg var ude til fest med en masse nye mennesker, der sagde jeg:
"Jeg er lige blevet tilkendt førtidspension, og jeg har egentlig ikke ret meget lyst til at snakke om det, for det fylder så meget, og det er sgu ikke festsnak. Jeg håber det er okay at jeg meget hellere vil snakke om, hvad DU laver, eller måske noget helt andet?"
...og det gik faktisk okay, synes jeg.
Der var sådan en begyndende tavshed som regel, men jeg skyndte mig at snakke videre, fx. ved at stille et spørgsmål eller snakke om hobbies og sådan, og på den måde kom vi rimelig okay videre. Nogle var lidt akavede med det, mens andre lynhurtigt kom videre, og ikke tog afstand eller noget, men alle undtaget en enkelt respekterede grænsen, og hende den sidste overskred den først ret sent på aftenen i en ordentlig brandert.
Hun fik historien i en ultra-lyn-kort version, og stillede sig heldigvis umiddelbart bare forstående og tilfreds.
...Så det er min foreløbige plan.
Sandheden, og så en lynhurtig tilbagedribling.
Det, jeg stadig er angst over er skammen og evt. fordømmelse eller følelsen af, at folk umiddelbart vælger mig fra - og så scenariet, at folk ikke respekterer den grænse, jeg sætter.
Løsningen på dét mangler jeg stadig at have på plads, men det arbejder jeg på.
Jeg er temmelig velfungerende socialt, hvilket både kan være en fordel og en ulempe for mig i den situation jeg er i, men denne problemstilling har virkelig haft stækket mine vinger, så det er dejligt at se emnet bragt op og at se andre FPere besvare det!