[Susanne]

Så blev det mandag og jeg mødte op til min forventede nye arbejdsopgaver. Jeg gik i gang med at rydde bordet efter morgenmåltidet. Derefter rengjorde jeg nogle køleskabe. Jeg dækkede op til elevernes frokost. Dette nåede jeg på en dejlig og afslappende måde på 1½ time. Samtidig havde jeg været på altanen og synde med et par smøger. Min mad var også spist. Jeg fandt ud af, at jeg var utrolig rastløs da jeg ikke følte nogen tilknytning til nogen som helst af de andre. De havde deres opgaver og den lovede justering af arbejdsopgaver var udeblevet. Jeg gik ned til lederen for at høre til hvor mine arbejdsopgaver var nedskrevet. Hun var imidlertid optaget og jeg satte mig ind til hende der havde vist mig rundt den første dag. Vi talte lidt om løst og fast. Så kom lederen og spurgte hvordan det gik. Jeg sagde som det var at jeg manglede arbejdsopgaver. Hun og jeg gik ovenpå. Vi havde en samtale hvor jeg fortalte hende om min rastløshed over ikke at have bare en knage til min jakke og en plads til min taske samt om at jeg havde svært ved at finde ud af hvad jeg skulle lave. Hun sagde at hun faktisk forventede at jeg selv skulle kunne se hvad der trængte til at gøres af praktiske ting! Så knækkede kæden og jeg faldt med ned. Det magtede jeg ikke.Nu refererer jeg lidt af samtalen som jeg opfattede den! Hun sagde at hun havde faktisk ikke tid til at skrive arbejdsopgaver ned! Jeg fortalte hende at det var faktisk hvad jeg troede vi havde aftalt i torsdags! Jeg er ikke i stand til at overskue arbejdsopgaver og derfor havde det bedst med at jeg havde dem på skrift. Hun fortalte mig at de forventninger jeg havde til et job var uopnåelige på nutidens arbejdsmarked. Jeg sagde at det var de forventninger jeg havde om at få den nødvendige hjælp når jeg nu var visiteret til fleksjob i juli 2005. Tænk det vidste hun ikke. Hun troede jeg skulle afklares om jeg SKULLE visiteres til et fleksjob! Men med de forventninger jeg havde lænede jeg mig mere op ad en pension end et fleksjob med de begrænsede arbejdsopgaver jeg kunne udføre. Dette var faktisk den bedste afprøvning. Nuvel men hvad skal det føre til. Når de 3 måneder er gået kunne jeg jo ikke få et fleksjob, så jeg følte mig ærligt talt som et opbevaringsprojekt. Jeg var SÅ vred-chokeret og græd. Jeg blev belært om at det var for tidligt at sige helt fra denne praktik. Jeg havde jo kun været der i 6 arbejdsdage. Så spørger hun mig: Hvad kunne du tænke dig af job hvis du selv kunne bestemme? Der var jeg helt mentalt væk! Hvad var nu lige det der skete? Skulle jeg nu endnu en gang til at forklare at jeg altså havde en depression der invaliderer mig dybt? NEJ NEJ NEJ. Hun anbefalede mig at gå hjem da der var gået 2½ time af min 3 timers arbejdsdag. Men inden jeg gik lovede hun mig et bord og en stol hvor jeg kunne sidde med en stak blade, nogle aviser og blade når jeg ikke havde nogle arbejdsopgaver. Samt et sted hvor hun ville sætte en kurv til mig hvori eventuelle arbejdsopgaver ville blive lagt. Hvordan tror I lige jeg havde det??? Jeg ringede til min læge og bad om en tid allerede i dag. Jeg kunne bare komme men måtte indstille mig på ventetid. Jeg kørte de 30 km hjem til mig selv. Jeg nedskrev i min arbejdsprøvningsdagbog hvordan jeg havde det. Jeg kørte op til min læge i håb om at han kunne foreslå et eller andet. Han lyttede til mig OG SYGEMELDTE MIG OMGÅENDE. Den rummelighed jeg havde brug for var rimelig men metoden med at jeg skulle arbejde alene var direkte skadelig for mig. Jeg har hans fulde opbakning. Men hvem sidder nu tilbage og skal lide endnu mere? Ja mig naturligvis. Jeg ringer naturligvis i morgen og sygemelder mig. Men hvad min jobkonsulent så agter at gøre aner jeg ikke! Jeg må finde ud af hvilke af mine skytsengle jeg skal benytte mig af! Min fagforening eller min nyfundne socialrådgiver fra Pensam? Det ved jeg faktisk ikke helt selv endnu. Men jeg sidder her og føler virkelig at jeg bliver truet på mit forsørgelsesgrundlag. Jeg sidder med dybe negative tanker som ødelægger mit skrøbelige jeg. Principielt er det kun mig og ingen andre som kan fortælle hvad jeg magter. Men hvad nytter min ærlighed når man IKKE lytter efter? Det er så frustrerende og nedbrydende for mig. Men jeg er glad for at min læge kan hjælpe mig. Blot synes jeg det er trist at jeg skal drives helt ud i en sygemelding! Fortsættelse følger helt sikkert.