Citat:
Oprindeligt indsendt af ladytass
Jeg skal til rehab møde på torsdag, men har det så dårligt. Jeg kan ikke sove, har maveproblemer, kan ikke spise og har det af h... til.
Kort opsummering;
Min far døde da jeg var ca 6 år. Har fået af vide at han døde af hjerteproblemer. I min voksen alder er der dukket flere og flere minder op. Dårlige minder om min meget voldige far. Han har ikke rørt mig men min mor. Har terroretiseret os. En kort periode havde jeg en stedfar, som var rigtig rar. Men det holdt ikke. Jeg er som voksen blevet syg og døjer meget med minder osv. Har snakket med min mor om det. Hun siger, at det er noget jeg finder på. At disse ting ikke passer. Jeg er faktisk blevet overbevist om, at jeg opdigtet ting, som ikke er sket. Det har været hårdt og jeg prøver at tilpasse mig i min sindssyge hjerne. At jeg skulle have haft en stedfar, er også noget, som jeg selv har opdigtet.
Så sker der noget helt mærkeligt, som vælter min psyke. Lørdag er jeg til noget hygge her i min by. Og her støder jeg ind i en ældre mand på ca 60 år. Jeg kender ham ikke, men det tager kun ham 5 min, før han rystende siger mit navn. Og lige der kender jeg hans. Han er ældre men jeg kan kende ham. Min stedfar fra dengang. Han tager min hånd og spørger om jeg er ok efter alt det tumult dengang. Jeg svarer bare, HVA........
Ja det med din far og sådan som han behandlede jer. Du kan tro, at jeg også blev mærket, da han den aften skød sig selv.
Samtalen gik videre, jeg brød sammen. Alt jeg husker er korrekt!
Jeg er blevet udstillet som løgner og det er jeg ikke.
Ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Har bare siddet på min sofa
|
Det er vist meget almindeligt at minder dukker op efter mange år.
Jeg har et nært kendskab til 2 søstre som i en alder af ca 21 år, pludselig kunne huske "grimme" ting fra deres barndom. De havde det netop som du beskriver, en mistanke om at deres hukommelse spillede dem et pus. Den usikkerhed betød, at de holdt disse minder for dem selv, undtagen for deres mor som benægtede alt, så længe hun levede. I dag ved de begge, at hun godt kendte til de "grimme" ting som foregik.. Men hun var svag i et tyrannisk ægteskab, som hun ikke turde bryde ud af.
Jeg ved ikke helt hvordan, men langsomt begyndte de 2 søstre at betro sig til hinanden. Nøjagtigt samme historie fra barndommen kunne de huske.
Det blev et vendpunkt i deres liv. Pludselig var de ikke længere "tosset". Samtidigt blev deres historie troværdig over for andre, hvilket var en enorm lettelse for dem.
Idag taler de åbent om de grimme ting fra barndommen, hvilket har givet ro på.
Så HVIS du har mulighed, så forsøg at holde kontakten til den gode stedfar. Få talt alt igennem, selvom det gør ondt.. Få svar på så meget du kan.
Hvis du stadig har din mor, så lad være med at bebrejde hende "løgnen" Du var kun 6 år gammel dengang, og hun var vel nødt til at stikke dig en løgn dengang.