|
@Helene: Jeg har også tre børn - godt nok er den sidste en efternøler, så det er primært ved ham, der fortsat er en masse arrangementer. Selvom det næsten er forbudt at sige, så hænger det mig efterhånden også laaaangt ud af halsen med alt det, der i bedste mening, bliver planlagt - jeg tænker nogle gange, jeg kaster op, hvis jeg skal til endnu et fællesspisningsarrangement, men så finder man jo som regle kræfterne alligevel. Og ja, som du siger, så betyder det SÅ meget for ungerne.
Da jeg stadig var lærer og oveni skulle deltage i mine egne klassers arrengementer, så havde jeg i den grad overskredet kvalmepunktet.
Lærerne orker det ikke, forældrene orker det ikke, så det er jo altid noget, at ungerne får noget ud af det ;-).
@FibroMcs: ja, du har helt ret - det kan til tider virke omsonst med alle de møder, blot for at fortælle, at alt (stadig) går super godt. Mængden af møder, elevplaner etc. er alt sammen noget, der er sat i verden, fordi man i bund og grund ikke har tillid til, at lærerne udfører deres arbejde godt nok. Børn med vanskeligheder af den ene eller anden art kan jo sagtens medfører 8-10 møder årligt udover et hav af telefonsamtaler, møder med andre fagpersoner (fx psykologer, sagsbehandlere etc). Disse møder bliver jo holdt selvom der ikke er sat direkte tid af til det, så mon ikke langt de fleste lærere er så samvittighedsfulde, at de under alle omstændigheder ville indkalde til de møder, der rent faktisk er behov for?
|