|
Hvem bestemmer egentlig hvad der er aparte og hvad der er normalt?
F.eks. synes jeg at de stift-smilende og meget sminkede damer i Magasin er aparte.
Eller de oversmarte metroseksuelle salgsliderlige og meget pågående sælgere er en frastødende joke.
At bede en mand om at rage sit skæg af for at kunne få et job er direkte diskriminerende.
Arbejdsgiveren kan formulere det på en anden måde. Han kan sige at her i firmaet er dresscode dette, efterfulgt af forklaring.
Hvis den jobsøgende ikke ønsker at uniformere sig med dresscode, så er det helt hans sag.
Man kan ikke bagefter sige at han ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
For hvor går grænsen?
Jeg hørte en gang om en arbejdsgiver som fravalgte en kommende medarbejder fordi hun havde en lille næsering. Og det var endda et håndværkerjob!
Hvad nu hvis kravene går i den krænkende retning. "Her i firmaet er dresscode at du går i kropsnært tøj og lårkorte nederdele".
Står man så heller ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man ikke ønsker at udstille sin krop?
Jeg synes at det direkte er en krænkelse af ens personlige frihed at man skal tilpasse sig visse menneskers normer, for at kunne stå til rådighed.
Arbejdsgivere kan have mange sære præferencer og det er vel ikke dem der dikterer hvad der er normalt?
|