[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af amaranth

De kan godt tvinge en til at købe medicinen.
Men de kan ikke holde øje med om man tager den.

Det er en sandhed med modifikationer.

Man kan lave det der kaldes en: Therapeutic Drug Monitoring (TDM) på en række af psykofarmaka, herunder fx Citalopram, Sertralin mf., der er præparater i "lykkepille" kategorien.

Og det hjælper typisk ikke at tage lidt af medicinen inden prøvetagning, fordi serumværdierne svinger langsomt ind ...

Så man "tager" den i 3 mdr, melder ingen effekt, og så er man ude af det igen. Kun nogle hundrede kr. fattigere.

Til dem det går ud over kan man sige: gid det var så vel - men sådan spiller klaveret ikke nødvendigvis, og det bliver også omtalt sidst i den anden udsendelse.


BTW: Der var og er en hel del tro mere end faktuel viden omkring effekten af SSRI præparater - og medicinalindustrien har ingen interesse i at den vinkel ændres på en måde, så der udskrives mindre mængder af disse præparater.

Lægen på lydoptagelsen henviser til, at han tror den pgl. vil kunne "stabiliseres" / "hærdes" af at få pillerne - prøv at lytte efter på optagelsen, når lægen taler om sin tro.

Og de ikke lægefaglige myndighedspersoner på lydfilen efterlader det indtryk, at behandlingsforsøget nærmest "blot" handler om en tur i luftgyngen og at "store bamse", der har udfærdiget speciallægeerklæringen, er et rent sandhedsorakel - så begejstringen fra den side vil nærmest ingen ende tage, i forsøget på at give den pgl. "en sidste chance".

Men det er nærmest en klassisk tilgang hos personale, der ikke har en indsigt og kritisk tilgang til stofområdet, at de reagerer på den måde - de forholder sig til ordene og ikke til konteksten og substansen - endsige patienten.

I det gamle USSR tvangsbehandlede man i øvrigt også mennesker, der ikke lige passede ind i den gængse opfattelse af, hvad der forventedes af en god USSR samfundsborger - vi er åbenbart ikke et hak bedre her til lands ...


Man kan forenklet sige, at overgrebet som udsendelserne omhandler, det tager sit afsæt i en, hos visse faggrupper, nærmest religiøs tro på et bestemt behandlingsparadigme og at det netop passer til alle, der er "lidt skæv" ift. de krav der stilles i det aktuelle samfund, herunder til at opfylde lovgivningens krav om medvirken til egen helbredelse.

Det kan tilnærmelsesvis efterlades det indtryk, at ivrigheden, hos disse faggrupper, til at sætte de "lidt skæve eksistenser", med en psykisk over- eller underbygning på deres grundproblematikker, i en eksperimentiel SSRI behandling, den nærmer sig en tvangsmæssig karakter.

I forskningskredse er man i øvrigt bekendt med, at den nyeste forskningsbaserede evidente viden kan være årevis om at synke ned til de almen praktiserende læger, andet sundhedspersonale og andre faggrupper.


I øvrigt om "lykkepillens" historie:
http://www.faktalink.dk/titelliste/l.../lykkepiller02


Når det så er sagt, bør man have i erindring, at varighedsbegrænsningens indførelse og den nu fastsatte 52 ugers grænse med diverse forlængelsesmuligheder, er et borgerligt projekt - og i praksis er det den syge borger, der betaler den fulde pris ...

Varighedsbegrænsningen i lov om SDP blev indført af den borgerlige Schlüter-regering (VCQM/"Firkløver"-regeringen) i 1982 med det klare sigte (at tage borgerens økonomi som gidsel for), at tvinge kommunerne til ikke at langtidsparkere borgerene på SDP, idet borgeren inden varighedsbegrænsningens indførelse i lov om SDP kunne få SDP tidsubegrænset.

I første omgang nedsatte man varighedsbegrænsning i sygedagpengesammenhæng til 2 X 52 uger.

I 1989 nedsatte den borgelige Schlüter-regering yderlig varighedsbegrænsningen - nu til de nu 52 uger, men med de særlige muligheder for forlængelse som det fremgår af lovgivningen + senere tilførte ændringer.

Intentionerne i lovgivningsarbejdet var således, at borgeren ikke skulle ende med at blive langtidsparkeret på SDP, men at kommunen derimod skulle se at "få fingeren ud af gaskammeret" og afklare borgeren inden bortfald af SDP.

I dagens økonomiske kontekst bruges varighedsbegrænsningen mere af kommunerne til en form for kreativ besparelsespolitik og her kommer alle disse "julelege" med bla. psykiatriske vinkler på og behandling med SSRI præparater af borgeren ind i billedet.

Hvis borgeren gives en "kalktablet" i den (naive og jubeloptimistiske) forventning, at det vil bedre borgerens erhvervsevne på sigt, så kan papirnusseren sætte sit flueben i det rette skema, og borgeren på SDP kan få udbetalingen af SDP forlænget ... så kassetænkning og flueben, det er hvad det hele handler om ...