Citat:
Oprindeligt indsendt af TimeGuest
;-)
Det der i kontekst er vigtig, det er ikke så meget diagnoserne - og hvorvidt det er en grunddiagnose eller én eller flere komorbide tildtande i spil - men derimod en beskrivelse af det samlede funktionsniveau og hvilke barrierer det skaber ift. at borgeren kan blive "selvforsørgende".
Men som mere principiel udgangspunkt er diagnoser egentlig ikke i en socialfaglig kontekst interessant - det er noget "man" har gjort dem til, som et afsæt for en legalisering af / forklaring på det man enten hører beskrevet af borgeren eller det, der er observerbart i kontakten med borgeren - og som i sidste ende skabe nogle barrierer for borgerens vej imod "selvforsørgelse".
Tingene hænger dog sammen.
Den autistiske hjerne kvalificerer sig (bla.) ved at være mere åben og opmærksom over for sanseindtryk - det kan være lyd, lugte, syn osv.
Bagsiden er, at det filter, der hos NT'er holder de mangfoldige og detaljerede indtryk ude, det lukker hos autister meget mere ind i den autistiske hjerne, så det kan ende med at overbelaste hjernen - lægger man dertil det "pres" som forskellige sociale situationer udøver, ja så har vi fx "stress" som en mulig konsekvens.
Men der er absolut ingen grund til at dømme nogen ude eller føle sig dømt ude pga. en autisme - tværtimod vil jeg sige ... når man ser på, hvad nogle autistisk fungerende hjerner har bidraget med til fællesskabet.
For at komme dertil, så må afsættet nok være en accept af autismen som en fordel kombineret med en fortrolighed med de komorbide tilstande og en respekt for deres grænser.
Der vil dog være rigelig plads til individuelle variationer over temaet, for som jeg tidligere har været inde på, så er autisme meget bredt formuleret - og der er en glidende overgang imellem de forskellige tilstande på det autistiske spektrum frem imod det såkaldte normale (af nogen også kaldet: det neurotypiske).
Omvendt så er de komorbide tilstande oftest en ren pestilens, når de først blomstre frem som fx forskellige former for opmærksomhedsforstyrrelse, depressioner, manier, angst, OCD, PTSD, psykoser og "andet godt fra havet" ... det er i de komorbides selskab, der beklageligvis virkelig bliver "trukket tænder ud". Det er dog ikke helt ualmindeligt at møde den opfattelse, at får man mere styr på grundlidelsen (autismen), så bør det have en afsmittende effekt på nogle af de komorbide tilstande.
|
Da jeg læste TG´s indlæg igår, følte jeg mig i den grad ramt af evt. at være autist!!!. Desunde har jeg helt klart en del komorbide tilstande som ingen har kunne relatere til noget. Det er endt i generaliseret angst, somatisering og personligheds og opmærksomheds forstyrrelser. Lægekonsulenten har hele tiden forholdt sig til, at min sag skal forklares ud fra en social faglig kontekts, da "intet" heller ikke diagnoserne er helt klart omkring mig.
Der var på et tidspunkt i 2009 været ADHD indeover, men nej.
Tassi hvordan var det at du blev afklaret til at være autist - asberger som jeg husker det, bare af nysgerrighed.
Jeg vil ikke give dig fuldstændigt ret i at autister som sådan ses ned på ala det du hentyder til, jeg ser dem nærmere som en slags "nørder", positivt ment. Jeg selv blev på arbejdspladsen kaldt "arkivet", da jeg altid har haft en god hukommelse, kunne f.eks huske lange udenlandske tlf. numre osv.
Nå men jeg er måske ikke autist, what do I know, er dog træt af ikke helt at kende baggrunden til min tilstand, hvoraf udbrændthed klart også er en del af det, noget jeg ligeledes kan relatere til TG´s beskrivelse.
Derudover kan jeg ikke klare: knitrende slik poser og is papir, folk der spiser, smasker, åbner munden når de spiser, at de drikker på en underlig måde, slubre, spiser chips eller popcorn. Urer der tikker. At nogle snorker, skriver på tastatur(larmer, når jeg ikke selv gør det, at de sidder eller ligger på en anderledes måde i f.eks. sofaen endda mht. mine børn. At man ikke rydder op efter sig, ligger ting på plads, redder seng, nyser "mærkeligt eller forkert". Der er mange, mange ting og det har altid undret mig, f.eks. at jeg gennem alle mine teenage år ikke mindst brugte hvert et måltid til at skælde og smælde over at min far smaskede når vi spiste. Er og var jeg mon bare hysterisk, nok lidt, det har aftaget, da jeg ikke har kræfter til at være det længere.
Håber at det er ok at jeg har brudt lidt ind i din tråd Tassi, men på mange områder tror jeg at vi ligner og har lignet hinanden måske
