[Tassi]

TG
"Men der er absolut ingen grund til at dømme nogen ude eller føle sig dømt ude pga. en autisme - tværtimod vil jeg sige ... når man ser på, hvad nogle autistisk fungerende hjerner har bidraget med til fællesskabet".

Det er så også den bekræftelse jeg synes jeg har fået. Men jeg når lytter til strømningerne blandt de unge-diagnosticerede, oplever jeg et andet syn. Som om man som udgangspunkt ser autismen først, og dermed også handicappet - og lader det farve den måde man ser sine muligheder i verden på. Med andre ord, at man mentalt begrænser sig fordi man har "lært"at "det kan man jo ikke som autist". Det gør mig bekymret for hvilket stigma jeg dermed påføres som autist af det omgivende samfund

"For at komme dertil, så må afsættet nok være en accept af autismen som en fordel kombineret med en fortrolighed med de komorbide tilstande og en respekt for deres grænser"

Præcis

"Det er dog ikke helt ualmindeligt at møde den opfattelse, at får man mere styr på grundlidelsen (autismen), så bør det have en afsmittende effekt på nogle af de komorbide tilstande."

Det oplever jeg så også. Det har betydet alverden til forskel at jeg har opdaget min autisme, for jeg kan nu tage de relevante hensyn til mig selv, og det betyder at jeg ikke længere er udsat for disse massive stresspåvirkninger