K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg

HRK · 01-12-2011, 02:35

Jeg er meget vandt til at blive dømt, og magter bare ikke livet mere. Magter ikke at gå ud for døren længere for folk de stirrer på mig (jeg har fået én tendens til at kradse hul i hovedet på mig selv, når tankerne bliver for meget. Kradser vel ca. 1-2 huller om dagen). Jeg går ikke ud medmindre at det er meget nødvendigt, så hvis jeg mangler nået får jeg andre til at hente det. Min kæreste arbejder som langturschauffør, så han er kun hjemme i weekenderne.
Føler bare ikke at der er nogen som vil hjælpe mig, og jeg har prøvet at be om hjælp, og jeg har også prøvet at råbe, men lige fedt hjælper det.
Har spurgt min tidligere psykolog, hende som kaldte mig snylter, om én psykiater måske ville kunne hjælpe mig, men det mente hun bestemt ikke. Har spurgt min tidligere læge (fra da jeg boede i én anden kommune) om det samme, og fik det samme svar.
Jeg har været i kontakt med én psykiater, men det var da jeg var indlagt på sygehuset, pga. jeg havde taget nogler morfin piller, men fordi at det ikke var ét selvmordsforsøg, men bare et forsøg på at opleve én smule glæde (hvilket jeg gjorde, har aldrig været så glad i hele mit liv, som jeg var da jeg havde taget de 15 piller), så blev jeg bare sendt hjem igen.
Gider bare ikke mere nu, det hele virker håbløst, føler mig som den overskrift jeg har givet tråden - Glemt og ligegyldig.
Jeg har ikke snakket med én læge siden jeg flyttede for 4 måneder siden, for jeg kan ikke få lov at snakke med den læge som jeg gerne vil. Da jeg flyttede ønskede jeg ikke at flytte læge, men fordi at jeg flyttede så langt væk, blev jeg nød til det, og valgte det nye lægehus, fordi at der var én læge som jeg har været oppe hos, sammen med min kæreste, når han har skulle til lægen. Men denne læge kan jeg ikke få lov at snakke med, hver gang jeg ringer derop, får jeg at vide at hun har for travlt, men at jeg kan få tid hos deres praktikant! Dette ønsker jeg ikke, så derfor fravælger jeg at tage til lægen.
Jeg har fået Citalopram i over ét år. Jeg startede ud med at få 20 mg, men det holdt hurtigt op med at virke, og så blev jeg sat op på 40 mg, det holdt så også op med at virke, så blev det 60 mg, og det virker så heller ikke længere, men har ikke fået dem i snart 3 måneder, fordi jeg simpelthen ikke har råd, fordi jeg ingen penge får længere!
Kan ikke finde grunden til at leve, udover at hvis jeg ikke er her længere, så er der ikke nogen til at tage sig af kattene.

01-12-2011, 02:35	#5
HRK På vej til at lære K10 Tilmeldingsdato: 22-11 2011 Lokation: Odsherred Alder: 33 Indlæg: 10 Styrke: 13	Jeg er meget vandt til at blive dømt, og magter bare ikke livet mere. Magter ikke at gå ud for døren længere for folk de stirrer på mig (jeg har fået én tendens til at kradse hul i hovedet på mig selv, når tankerne bliver for meget. Kradser vel ca. 1-2 huller om dagen). Jeg går ikke ud medmindre at det er meget nødvendigt, så hvis jeg mangler nået får jeg andre til at hente det. Min kæreste arbejder som langturschauffør, så han er kun hjemme i weekenderne. Føler bare ikke at der er nogen som vil hjælpe mig, og jeg har prøvet at be om hjælp, og jeg har også prøvet at råbe, men lige fedt hjælper det. Har spurgt min tidligere psykolog, hende som kaldte mig snylter, om én psykiater måske ville kunne hjælpe mig, men det mente hun bestemt ikke. Har spurgt min tidligere læge (fra da jeg boede i én anden kommune) om det samme, og fik det samme svar. Jeg har været i kontakt med én psykiater, men det var da jeg var indlagt på sygehuset, pga. jeg havde taget nogler morfin piller, men fordi at det ikke var ét selvmordsforsøg, men bare et forsøg på at opleve én smule glæde (hvilket jeg gjorde, har aldrig været så glad i hele mit liv, som jeg var da jeg havde taget de 15 piller), så blev jeg bare sendt hjem igen. Gider bare ikke mere nu, det hele virker håbløst, føler mig som den overskrift jeg har givet tråden - Glemt og ligegyldig. Jeg har ikke snakket med én læge siden jeg flyttede for 4 måneder siden, for jeg kan ikke få lov at snakke med den læge som jeg gerne vil. Da jeg flyttede ønskede jeg ikke at flytte læge, men fordi at jeg flyttede så langt væk, blev jeg nød til det, og valgte det nye lægehus, fordi at der var én læge som jeg har været oppe hos, sammen med min kæreste, når han har skulle til lægen. Men denne læge kan jeg ikke få lov at snakke med, hver gang jeg ringer derop, får jeg at vide at hun har for travlt, men at jeg kan få tid hos deres praktikant! Dette ønsker jeg ikke, så derfor fravælger jeg at tage til lægen. Jeg har fået Citalopram i over ét år. Jeg startede ud med at få 20 mg, men det holdt hurtigt op med at virke, og så blev jeg sat op på 40 mg, det holdt så også op med at virke, så blev det 60 mg, og det virker så heller ikke længere, men har ikke fået dem i snart 3 måneder, fordi jeg simpelthen ikke har råd, fordi jeg ingen penge får længere! Kan ikke finde grunden til at leve, udover at hvis jeg ikke er her længere, så er der ikke nogen til at tage sig af kattene.