Jeg har siddet og læst én del tråde herinde, og det giver mig ikke specielt meget håb til fremtiden, tværtimod føler jeg mig endnu mere magtesløs end jeg gjorde i forvejen.
Jeg har de sidste 3 år, lidt af én depression. Eller det vil sige at min psykolog siger at jeg har haft den siden jeg var omkring 8 år, men det var først for 3 år siden at hele min verden brød sammen, og den nu bare bliver mørkere og mørkere, og livsglæden forsvinder med hastige skridt.
Det der fik hele min verden til at bryde sammen, var at jeg blev meget syg af mit arbejde. Jeg arbejdede i én svineproduktion, imens jeg var under uddannelse, jeg blev så syg at jeg ikke er i stand til at arbejde med landbruget igen, jeg var heldigvis så langt i min uddannelse, at jeg kunne få forkortet mit praktikforløb, så jeg fik lov til at blive færdig. Jeg har dog aldrig lært at accepterer at jeg ikke kan de samme ting mere, efter jeg blev syg.
Efter jeg blev syg, har jeg jo været i systemet, men det er først efter at jeg mistede retten til sygedagpenge (fordi jeg var for syg til at få sygedagpenge), at jeg har set hvordan systemet, også kan behandle folk som måske bare ikke er i stand til det som normerne siger!
Dengang jeg blev taget af sygedagpengene, fik jeg at vide at jeg var for syg til forsat til at sygedagpenge, jeg spurgte så min sagsbehandler hvad jeg så skulle, og hun sagde:
at jeg skulle tage at gå i gang med én uddannelse, eller få et job. I min verden er der nået der som ikke helt hænger sammen dér.
Jeg valgte så efter ét par måneder uden nogen form for indtægt (jeg levede af min kærestes indkomst), at jeg ville søge om kontanthjælp, fordi at vi ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Jeg fik én ny sagsbehandler, fordi jeg i mellemtiden var flyttet ind hos min kæreste, til én anden kommune. Jeg forklarede min sagsbehandler hvordan min verden hang sammen, og så var det så også meningen at jeg skulle starte på gymnasiet 2 måneder senere, til min store overraskelse fik jeg lov til at gå og forberede mig på at jeg skulle starte på gymnasiet.
Jeg startede på gymnasiet, men brød fuldstændigt sammen, så jeg stoppede efter kun 2 dage. Ved godt at der er mange der nu sidder og tænker at jeg overhovedet ikke gav det én chance, men jeg kunne bare ikke.
Jeg kom jo så ind i systemet igen, og der er bestemt ingen der har gjort sig den ulejlighed at prøve at forstå mig, og min situation.
Jeg gik ogdå til psykolog, men efter at jeg droppede gymnasiet,
begyndte hun at kalde mig snylter, fordi jeg bare var én doven ung pige, der ikke ønskede at komme i gang. Dette er altså ikke sandt, jeg er ikke doven, jeg har arbejdet i landbruget, og elskede at knokle. Jeg arbejdede gladeligt 45-50 timer om ugen.
Kommunen tvinger mig nu ud i altmuligt, på trods af at jeg bare synker dybere og dybere ned, og nu har droppet kommunen, og derved også har mistet min kontanthjælp, for jeg kan bare ikke mere nu.
Jeg har heldigvis fået én ny psykolog, som jeg tror forstår mig, men tør ikke stole på hende, for det er bare et spørgsmål om tid før at hun ligesom alle andre også mener at jeg bare er én doven ung tøs, som bare er blevet vandt til at gå hjemme.
Jeg føler bare at jeg gang på gang banker hovedet ind i væggen, og får at vide at jeg bare skal se at komme i gang. Som alle siger så er jeg jo ung, og skal bare i gang, og som min far siger -"det skal arbejdes væk"-
Ved ikke helt hvorfor at jeg har oprettet denne tråd, udover at jeg bare har behov for at komme ud med det, og i håb om at der er nogen herinde som måske ikke vil dømme mig.