Jeg bor i et lille samfund, føler mig med rette overvåget af jobcenterets personale og jeg jubler den dag jeg kan:
Besøge og overnatte ved børnene uden angst for at blive "opdaget"
Køre med kæresten i byen og handle uden at frygte at "nogen" ser mig
Selv gå en tur ned i byen uden at frygte at få af vide at jeg overdriver mine smerter
Tilbyde at hjælpe til i den forening jeg er med I uden at blive set ("de" holder til på cafe overfor mit hus og overfor forenings lokaler)
Slippe for at der bliver spurgt ind til mine smerter i min omgangskreds
Slipper for at læse usande oplysninger om mig selv i min sag
Slipper for at deltage meningsløse aktiveringer
Slippe for at betale skat af mit erhvervsevnetab
Og så ville en tur sydpå heller ikke være af vejen
Jeg har en meget stærk fornemmelse af at min kreativitet dukker op igen så snart jeg får ro på - er så stresset og har så mange smerter nu at hver dag er en kamp - men jeg jubler den dag jeg kke skal tage hensyn og kan gøre lige de ting jeg har lyst til